Hjemme igen: det har jeg lært

Jeg er hjemme i Danmark igen. Sommeren er på sit bedste, og jeg har fået tid til at fordøje rejsen lidt, før jeg til september skal videre i livet - videre til Aalborg og studere Sundhedsteknologi. Jeg savner mine rejsekammerater, min gruppe, min familie de sidste 2-3 måneder. Godt, at de ikke bor på Månen!
"Velkommen til virkeligheden" har jeg tænkt lidt for mig selv, for det er bare anderledes at være rejsende end at sidde i velkendte Danmark. Det er anderledes på så mange måder! På en rejse som den jeg har været ude på, har der jo hele tiden været gang i den. Der har hele tiden været en ny by at undersøge, en ny slags natur, nye mennesker og nye vejrforhold. Grænser er blevet brudt og friheden har været til at føle på. Det meste har været sjov og ballade, og det der med en seriøs hverdag har ligget lidt fjernt. Jeg tog ud på rejsen for at få en på opleveren, dem har jeg fået mange af! Jeg har fået det ud af rejsen, som jeg umiddelbart ville, men jeg har fået mere end det, jeg har også lært noget. Jeg har lært en masse om Ecuador, men jeg har ikke mindst også lært noget om mig selv. Jeg har lært, at Sydamerika er anderledes, og anderledes kan være skræmmende. Men anderledes er også spændende, og tager man sine forholdsregler afhængigt af området, ja så går det hele nok. Også selvom stedet er anderledes. Faktisk kan det anderledes hurtigt blive det vante, og man begynder at holde af det. Jeg holder meget af Ecuador, også selvom ikke alt lever op til de danske sikkerhedsregler, ikke alt går altid lige hurtigt, og ikke alle veje er lige plane. Men det er også en del af Ecuadors charme - at det er anderledes. Folket er meget gæstfrit, musikken har gode rytmer og frugtmarkedet er himmelsk. Hvis du en dag tager mig i at sidde lidt stille og stirre lidt for længe ud i luften, så kan det være fordi, et lille stykke at mit hjerte stadig ligger i Sydamerika.

Jeg har udviklet mig til at være mere selvstændig de sidste 3 måneder og er blevet gjort opmærksom på nogle sider af mig selv, som jeg ikke altid selv har øje for. Både på godt og på skidt - nogle ting har jeg fået mulighed for at tilpasse lidt undervejs. Jeg er blevet meget glad for aktion, men har også måttet udvælge mig nogle favorit discipliner. For nok har det været sjovt, men det var vidst ikke alle adventure aktiviteter der gik lige godt for mig. Man kan jo ikke være lige heldig hver gang, men som det er med uddannelsesvalg, sådan må det også være generelt; følger man det man er bedst til, synes er sjovest og mest spændende, da må der være størst chance for succes. I den tråd må jeg erkende; det der med at rejse, det er lige mig - og denne rejse er forhåbentligt kun den første af mange. Jeg er ikke færdig med at udforske, det bliver jeg forhåbentlig aldrig. Det er jo det der gør det spændende; at jeg ved, at der er noget nyt på den anden side af atlanten, af bjerget, af hækken. Jeg er til for at udvikle mig, for at lære og for at nyde.

Vores sidste tid i Paradis

Aah nej, det er lige gaaet op for os, at vi snart skal hjem - faktisk lige om lidt! :(

Tilbage på San Cristóbal gik det i løbet af den sidste uge op for os, at det ikke var meningen, at vi skulle blive i paradis for evigt. Gud ville på et eller andet tidspunkt smide os ud, for flybilletten var jo købt, og visummet ville desuden også snart udløbe! Men trods de hårde odds lykkedes det os atnyde vores sidste dage. I løbet af ugen, hvor jeg stadig arbejdede med de 4 årige om formiddagen lykkedes det mig at færdiggøre mit dykkerbevis! Som I måske husker havde jeg problemer med trykudligning i Montañita, men denne gang havde jeg ingen problemer og fik i alt 7 fantastiske dyk omkring San Cristóbal! 4 til at færdiggøre kurset og 3 udelukkende for fornøjelsens skyld. Det var intet mindre end fantastisk at undersøge havets marineliv - der i blandt havskildpadder, søløver, hummer, søstjerner og hajer. JA! HAJER! Lørdag tog vi nemlig ud til den berømte klippe "Kicker Rock" og havde 2 dyk, hvor vi i 2. dyk har helt omkringet af sorttippede hajer, hvidtippede hajer og galapagos. Super fedt!!

Dagen forinden gjorde vi vores frivillige arbejde færdigt - det afsluttede vi allerede fredagen inden vi skulle flyve hjem (vi tog fra Galapagos onsdag den 18. juli), idet børnene (på 3, 4 og 5 år!) skulle have eksamener ugen efter. Det gjorde så at vi havde en anelse mere fritid (mandag og tirsdag). Fredag den 13. tog jeg, til alle børns glæde, mit kamera med i skolen og takkede af til frokost.

Søndag tog vi på camping! Lørdag aften fik jeg af vide, at planen var, at vi ville tage af sted på camping på Puerto Chino (45min kørsel - den flotteste strand på øen) kl 11.00 søndag morgen. Teltene lånte vi blandt andre af vores dejlige værtsfamilie, så alt jeg skulle var at pakke lidt tøj, sovepose og mad. Med et meget tungt hoved, og en god hjælp fra Anne kom jeg forsinket af sted kl 13.00 søndag. Men skidt nu med det, trods lettere omtågethed blev det en rigtig hyggelig campingtur, hvor vi også fik selvskab af et par af de amerikanske studerende fra byen.

Fra 2 uger siden havde disse unger endnu ikke fået dun. Nu var de altså lige blevet noget sødere.

Der var lige en hval ryghvirvel på min lille gåtur op ad kysten!

Mandag sagde vi på gensyn til Kristoffer og tirsdag tog Anne, Chantal og jeg ud og snorklede med skildpadder lidt udenfor byen. Onsdag sagde vi med tårer i øjnene farvel til San Cristóbal og resten af Galapagos - gad vide om jeg nogensinde kommer tilbage dertil??

Det sidste gruppebillede: umiddelbart efter Martin, Chantal og jeg vendte næsen mod lufthavnen i Quito torsdag morgen den 19. juli 2012.

The Land Tour

I anden uge af vores Galapagos eventyr blev det tid til at udforske øerne. Det betød, at vi 5 (Chantal, Kristoffer, Anne, Martin og jeg) pakkede vores tasker og sprang ombor på speedbåden "The Navigator" sammen med 2 amerikanske piger, 3 tyskere og 1 guide; Gustavo. Klar til 4 dages tur rundt på øerne Floreana, Isabella og Santa Cruz. Måske I husker det fra Montañita, men normalt er jeg ikke den mest søstærke person, så jeg var en anelse (for ikke at sige ekstremt) nervøs for, at lige at søsyge samtlige 4 dage. Men ingen grund til sådan at bekymre sig sådan hele tiden! Jeg kørte en flot søløve stil med at sluge 2 søsygepiller og så ellers sove på båden. Smart! Det gjorde så også at jeg gik glip af et par fugle undervejs, men søsyge led jeg ikke af!
De 3 øer fortjener hver sin kunstnerisk historie, så her præsenterer jeg; The Land Tour!

Floreana
Efter 2,5 times heltig søgang og jævnt fordelt, voldsomt ulækkert søsygeshow lagde vi til ved Floreana tirsdag formiddag. fra havnen tog vi op i højlandet, hvor dagens anden forstilling begyndte! Denne gang handlede det dog ikke om opkast, men derimod og meget lystne og nysgerrige kæmpeskildpadder. Ikke langt efter vi begyndte vores gåtur i skildpaddeområdet stødte vi på 4 skildpadder midt på vejen! Den ene var så enormt nysgerrig, at den næsten bed mig i buksebenet. Jeg blev dog af nervøsitet nødt til at tage et skridt tilbage. Den var godt nok tæt på :-D Ikke mere end 5 min efter fik vi øje på en han og en hun skildpadde, der så ud til at jage hinanden. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de skulle igang med at lave baby skildpadder. Det udgjorde et vældig godt motiv! Fakta for denne ø: skildpadders hjerter slår kun ca 8-10 gange i minuttet - så det er måske ikke så sært, at de ikke er så hurtige. Efter lækker, ecuadoriansk frokost, udtjekning af juleleguaner (jo ældre de bliver, desto mere farverige bliver de) og snorkling med vildt mange havskildpadder (mega vild og sej oplevelse, jeg var næsten bange for at støde ind i dem engang imellem, fordi der var så mange at holde øje med!) sejlede vi videre til Isabella - denne gang kun med show fra et par delfiner!

Isabella
Vi lagde til ved Isabella, hvor vi skulle tilbringe de næste 2 nætter. Der var ingen tid at spilde da vi ankom til smukke, smukke Isabella, hvor vejene i byen var sandveje og stranden var gudesmuk. Vi kørte fra havnen direkte ud til "Flamingo Lagunen", hvor vi i nogle minutter stog og betragtede nogle elegante flamingoer, som var ualmindelligt langt væk - målt i galapagos-dyre-nærhed-kilometer. Hvilket vil sige, at de måske var 100m væk. Resten af dagen brugt vi på at hygge os med gåtur på stranden og lækker aftensmad. Onsdag kom der andre boller på suppen. Ideelt set var dagen gået således: Vi stod op kl 7.00 til den klareste blå himmel og de lækreste pandekager med frugt. Derefter trak vi i vandrestøvlerne og drog ud på den 5 timer lange, solrige gåtur forbi Vulkanen Negra og tilbage igen. Efter lækker frokost under mangotræet tog vi badesøj og snorkleudstyret på, hvorefter vi både så søløver, havskildpadder, pingviner, rokker, hvaler og hajer (ok de sidste 2 var slet ikke realistiske) og vi gik lykkelige i seng.  Dagen gik måske ikke helt som forventet, for i stedet for at komme tørre hjem fra en fantastisk gåtur og sindsoprivende snorkling, ja så kom vi ualmindeligt mudrede hjem fra en lang, våd gåtur og en middel dårlig snorkling. MEN! Selvom vejret ikke var med os, og selvom hvalerne ikke svømmede ind i bugten den dag (eller andre dage?), så var det den dag, at vi hyggede os rigtig meget på gåturen. og det var også den dag, hvor vi så vores første Galapagos pingvin - den dukkede op umiddelbart efter vi selv havde taget al vores snorkle-udstyr af. Vi gik alligevel glade i seng i dag. Meget glade :-D

Forsøg på at lave et panoramabillede af vulkanens krater (2 km i diameter). Øens fakta: sidste gang vulkanen gik i udbrud var i 2005. Det gjorde dog ikke nogen betydelig skade, da det kun var et lille udbrud i højre side af krateret. Dog måtte alle øens beboere evakueres i et par uger pga vulkanisk aske.

Glade Anne umiddelbart efter vi have set vores første pingvin

 Torsdag skulle vise sig at være min lykkedag. Jeg gjorde simpelthen lykken torsdag. Det var helt fantastisk. Det var fuldstændig som at være med i et BBC dyreprogram. Bagefter var jeg helt høj af oplevelsen. Jeg snorklede med en pingvin - helt tæt på! Derudover så vi ca 2% af alle galapagos pingvinerne (hvilket er ca. 8stk), og vi gik lidt rundt på en mini-ø fyldt med baby hav leguaner. Derefter tog jeg en lur på båden på vej til Santa Cruz!

Santa Cruz + 2 nætter 
Santa Cruz ligger sådan cirka midt i Galapagos øgruppen. Denne placering gør øen utrolig populær for turister - for med hotel her er det nemt at dage dagsture ud til de andre øer. Konsekvensen af dette er så, at Galapagos' største by ligger på Santa Cruz, og det er også her, man finder den største samling af turister. Men vi var jo ikke kommet for at kigge på turister, så efter indlogering på vores hostel tog vi den åbne bus op i højlandet for at se på nogle fine kæmpeskildpadder. Det specielle ved netop disse var, at de fik lov til at gå præcis hvor de ville - det gjorde det lidt sværere at holde styr på dem, men igen.. Hvis de er gået 100m på en dag, så har de virkelig også været ude på en enormt lang rejse! Efter en lille gåtur omkring skildpadderne vadede og kravlede vi igennem en lavatube og kom mudrede hjem til et varmt bad. Fredag morgen besøgte vi Charles Darwin Research Center, som er kendt for bl.a. at passe på Lonesome George (ensomme George). Han var den aller sidste af sin slags, men døde desværre en uge inden vi skulle besøge ham - efter omkring 100 år vælger han at stille skjoldet lige før, vi vil se ham? Sikke en timing! Men vi kiggede da på nogle af de andre slags skildpadder og studerede deres forskelligt formede skjolde. Parallelt dermed kørte andre spekulationer, som resulterede i, at vi besluttede (Chantal, Anne, Kristoffer, Martin og jeg - og senere også Siv og Camilla) os for at blive på Santa Cruz weekenden over, for at forlænge vores ferie i ferien. Så vi brugte resten af dagen på at undersøge mulige ture til lørdag/søndag samt undersøge muligheden for at ændre vores billet tilbage til San Cristóbal. Det lykkedes os desuden af finde et fint hostel, hvor det kun var min bruser, som gav stød. Weekenden forløb med strand, surferkonkurrence, lidt ture og fest. Chantal og Kristoffer var bl.a. ude og dykke! Der ville jeg dælme gerne have været med, men havde jo endnu ikke fået mit dykkerbevis. Søndag kl. 2.00 (plus/minus) tog vi en godt fyldt båd hjem til San Cristóbal. Glade og tilfredse.

Galápagos, paradiset

Efter en taarevaedet afsked (vi savner jer stadig Mette, Karina, Charlotte og Anders), kom vi igennem god god portion sikkerhedskontrol og op paa den nok mest spaendende flyvetur jeg har vaeret paa indtil videre. jeg mener, det var jo selveste flyveturen til de nok mest beroemte stillehavsoerer, det var jo flyveturen til droemmen, det var jo flyveturen til Galapagosoeerne! Saa selvom jeg kun havde faaet 1,5 times soevn den nat lykkedes det mig kun at sove, saadan cirka hele vejen. Ej ikke da vi landede og lettede alle 4 gange (mellemlanding i Guiyaquil). Det var virkelig en fed foelelse at lande i San Cristobal, og jublen vil ingen ende tage (jeg skriver nu som hvis jeg var helt udhvilet, i virkeligheden var vi alle ret traette, men stadig begejstrede!) I lufthavnen betalte vi prompte 100dollars for at komme ind og blev saa afhentet af Andrea, som arbejder fra William, som er ham der arrangerer vores frivillige arbejde og boligforhold. Kristoffer, Siv, Martin, Camilla og bor ved en stor, meget gaestfri familie. De tog os fx med ud paa baadtur her i weekenden, hvor vi snorklede med rokker, hajer, skildpadder og mega nysgerrige soeloever! De kom helt taet paa, og nappede efter vores udstyr, fordi de ville lege! Den anden dag i weekenden brugte vi paa at leje 1 (1!) taxa, for at koere ud og se kaempeskildpadder. Imponerende langsomme og store dyr. For saa at fuldende dagen tog vi ned paa Puerto Chino - eftersigende den laekreste paradis strand paa San Cristòbal. Enormt flot, og som om det ikke kunne blive vildere, saa staedte vi paa havskildpadder i vandet! En af dem var bare 1 meter fra mig paa et tidspunkt - men uden snorkeludstyr var det svaert at holde oeje med hvor de var. Saa det havde vi rigtig meget sjov med!

Kaempeskildpadde.

Mig og kaempeskildpadde.

Familien (bortset fra bedstemor og bedstefar, os og Paulina - soed juristuddannet pige fra Holland).

Naar det ikke er weekend er jeg i boenehaven/skolen, hvor jeg er i en klasse med 15 4-aarige boern. Det minder meget om mit job paa friskolen, bortset fra, at boernene er yngre, niveauet er lavere og sproget er spansk. Men boernene er ogsaa soede her ;)

Vi ses til nye eventyr!

Cotopaxi og farvel til fastlandet

Cotopaxi 17/6-20/6 2012

Saa blev det tid til at falde ned fra shoppinghimlen, ned til kulde i en smuk dal omringet af omkring 7 vulkaner. Den stoerste af dem var selvfoelgelig den beroemte vulkan Cotopaxi (som provinsen ogsaa er opkaldt efter). Cotopaxi er her i landet blandt andet afbilledet paa en af de stoerste maerker indenfor drikkevand (vigtig viden eller ligegyldig info?). Hold da op mand der var flot i det omraade, ikke mindst de steder vi tog paa ture til, men hold da ogsaa op mand, der var koldt - specielt om natten. Ja der var i hvert fald koldt i forhold til, hvor vi ellers har vaeret, for der var nok dansk-efteraarskoldt ;) Men uden et opvarmet hus er det altsaa godt ok fodkoldt - saa her blev der allerede brug for vores nyindkoebte alpaca toerklaeder. (Lamauld). Paa den sidste nat i huset var det dog endelig lykkedes os at varme det ok op vha braendeovnen, saa det med kulde blev da bedre - og vi havde 2-3 taepper at sove under. No worries.
Udover den "savnede" kulde var vi ogsaa kommet op i en 3600 hóejdemeter, hvilket gjorde, jeg jag havde et glaedelig gensyn med "mega daarlig kondi" i hoejden, og da planen for de 2 dage i omraadet altsaa var, at vandre paa 2 vulkaner, saa var det den faerste dag noedvendigt at tage en anti/af (?) klimatiserings hike. Paa normalt dansk: at gaa en lille tur paa et par timer for at hjaelpe kroppen lidt igang. Om det saa var den gaatur, om det var min moerke chokolade eller min hjaelpepaedagog, Martin, der gjorde det, saa lykkedes det min paa anden dagen at gaa hele vejen til gletsjeren paa Cotopaxi (snegreansen)! Jeg siger jer, at jeg var stolt da jeg endelig naaede toppen uden hoejdesyge - kun godt forpustet :D Jeg var faktisk saa begejstret, at jeg fik energi til at halvt loebe/hoppe det meste af vejen ned til pakeringspladsen, hvor vores mountianbikes stod klar! (Vejen vi gik op ad havde strand med store sten lignende konsistens). Ikke laenge efter succeen paa toppen endte jeg i bunden med oprevet jakke og blod loebende ned fra hagen. Meget hurtigt skift, ja, men naar man er Nina, saa er det ikke saa svaert. Det forholdte sig saadan, at jeg egentlig i starten var ok paa cyklen, men da vejen ned var saa jaevnt ujvaen endte jeg (naesten i bunden af vulkanen) med at miste kontrollen over styret og lave en maveplasker/kradser paa jorden. Umiddelbart efter styrtet skubbede jeg cyklen ud til siden, fik vejret i vejkanten, fik faarhuen ud af blodets raekkevidde og fandt saa vandflasken for at skylle en hage, der tilsyneladende bloedte lidt. Kort tid efter blev jeg samlet op af bilen og Mette, som rensede saaret med desinficering. Men jeg kom endnu engang helskindet tilbage til "virkeligheden", denne gang ikke med hold i nakken. Denne gang kunne jeg bare ikke rigtig gaa med venstre ben (som her paa Galapagos stadig er blaat), saar paa hagen (som nu er vaek) og nogle traumatiserede brystmuskler. Men saelvom det hele maaske lyder lettere dramatisk, saa er alt vel! :D

Faktisk var alt allerede saa vel, at jeg kom med paa nok den smukkeste tur til Qiutocachi, en stop vulkan, som sidst gik i udbrud i 1700 tallet. I mellemtiden er der siden kommet en 200m dyb soe i krateret, og den besoegte vi paa 2. dagen. Helt enorm flot tur derned (og hold da op jeg fik ogsaa taget mange billeder), og fordi jeg maaske ikke gik saa forfaerdelig godt, og fordi det kunne vaere hyggeligt, saa lejede jeg et mulddyr til turen op igen. Det var nok den hyggeligste opstigning, jeg har vaeret paa laenge - med pruttende, svedende mulddyr og skraldgrinene Karina.

Den sidste nadver (eller noget knap saa dramatisk) - Quito den 20. juni 2012

Saa kom dagen, vores aller sidste dag paa fastlandet, vores sidste dag som fuldtallig gruppe! Onsdag den 20. juni 2012. Vi tog til Quito til frokost efter kort, knap saa spaendende ridetur, hvor vi blev inlogeret paa det nye blue house og evalueret hos Ecole travel (sprogskolen, og dem Adventure Heart samarbejde med i Ecuador). efter ALLE de praktiske ting var ordnet (inkl indkoeb og pakning til Galapagos) havde vi vores sidste virkelig hyggelige middag paa en af de finere restauranter i kvarteret, og sluttede saa af med fest i Quitos natteliv. Den nat sov vi alle ca 1,5 time (bortset fra dem der, lad os sige det saadan, havde mange toemmermaend dagen derpaa).

Otavalo - farvernes fest

Efter en enkelt nat i Quito med landskamp og råhygge tog vi offentlig transport (læs bus) til Otavalo. Området omkring Otavalo er overrraskende smukt med vulkaner, bjerge, marker, eukalyptustræer, dyr og enkelte floder. Det fik vi allerede første aften lov til at se noget at, da vi blev kørt 30 min ud på landet (!) til vores værtsfamilie bestående af 2 kvinder, 2 små piger, 1 mand, mange marsvin, 1 hund, 1 kat, 1 ko, høns og en masse majs! Så der stod vi, 4 danske unge med begrænsede spanskkundskaber hos en lokal familie i andelsbjergene midt ude i ingenting. og hvad gør man så? Man (læs jeg) finder en ordbog frem og slår ordene "Hjælpe" og "kan" op, hvorefter man spørger kvinderne om man (os alle) kan hjælpe med noget. Det kunne vi selvfølgelig godt, så der kom gang i kartoffel og majs pilleriet. et par timer efter og en masse fjolleri med Sisi (den ældste af pigerne på 4 år) satte vi os til bord til suppe og linse-ris-kød-bønne ret. Efter maden trak vi os tilbage til Mette og Charlottes værelse, hvor Martin og jeg (læs mest mig ;D) lærte dem at spille 4-mands west. Efter en del runder er de ved at blive helt skarpe til det :) Efter morgenmaden dagen efter (i torsdags) blev vi kørt tilbage til Otavalo, for en time efter at skulle ud på landet igen: denne gang til en farm med heste. I de smukke grønne bjerge blandt skrænter, marker og køer red vi 4 så i alle tempos en 3 timer. Og ih hvor var det skønt! Nu har jeg aldrig rigtig redet, men jeg havde det overraskende konfrontabelt på den hest i westonsaddel - det var specielt dejligt i galop, når der netop var godt med fart på. Min hest var en anelse doven, men med lidt hjælp fra vores heste guide kom der gang i den ;D

Imens vi holdt pause og hestene snackede graes kom en familie forbi.

Undskyld mor ;)

Lugtende af hest, med ridehjelmehår og meget glade kom vi til frokost tilbage til Otavalo til en lækker lasagne her på hostellet. Resten af den dag gik med vores første besøg på det lokale marked, hvor der da blev shoppet lidt ;)

I går, fredag, var vores 2. shoppedag, hvor vi efter frokost tog en taxa til Cotocachi - læderbyen 15 min fra Otavalo. Der var alt for mange læderbutikker med alt for mange produkter - men midt i forvirringen fik vi oset lidt og fundet nogle lækre lædervarer - hved det er vil jeg ikke afsløre! fredag var også dagen hvor vi blev genforenet med de fordrukne festaber fra Montañita ;) glædeligt gensyn på Otavalo busterminal. De var dog MEGET trætte, så alle gik ret tidligt i seng i går - Mette, Martin, charlotte og jeg fik dog lige spillet lidt west inden sengetid ;)

I dag lørdag er så den HELT STORE markedsdag. det flotte marked er vokset til ca 6 dobbelt størrelse og breder sig ned af sidegader og stræder. I den mængde af farver og mennesker er det uendelig nemt at blive væk fra hinanden (specielt når man hedder Nina og bare går efter lyst). Men så får man jo også "ro" til at se på lidt af det hele. Når man så har fundet en fin ting, man gerne vil have gælder det så om at få prisen godt ned under hoftehøjde - og det er der mange teknikker til at få. Min teknik er først at høre prisen og så forestlå en prig langt under. Det resulterer typisk i en sælgers ansigt, som virkelig ser underligt ud! Meget fornærmet. Men med lidt snakken frem og tilbage 8måske går jeg over til en anden bod) ender prisen som regel med at være fornuftig ;)

En af de soede saelgere jeg handlede hos (en af de eneste som paa intet tidspunkt saa fornaermet ud).

Charlotte, Chantal og Mette har SHOPPET lidt (?) ;D

Smugfoto: Midt i markedet. Laeg maerke til den smukke, lokale traditionelle paaklaedning.

,

Canoa og Mindo - fra kyst til skyskov

Canoa er en meget lille kystby med en dejlig strand og et lille dusin strandbarer og et par dusin lokale fyrer, som er totalt mega interesseret i alle de selvlysende piger (som faktisk ikke er helt saa selvlysende, som de har vaeret!).. Vi havde kun en 3 overnatninger i Canoa, saa der var ikke saa meget tid, men vi var da ude og besoege en oekologisk, vegetarisk, miljoemaessig korrekt farm en lille time derfra (transporten var selvfoelgelig paa pick-up truck). Derude fulgtes vi med en tysk, soed, 20 aarig frivillig pige, som viste os et stort fint klatretrae og lavede skeer plus ansigtsmasker med os :) Rigtig hyggelig dag..

På vej til farmen i pick-up truck

Mig på vej op i et pænt stort træ

Efter 3 nætter i Canoa forlod Martin, Charlotte, Mette og jeg kysten i en 15 personers bus til Mindo, som ligger oppe i ca 1800 højdemeter ui cloudforrest (skyskov). Det var helt underligt kun at være 4 (plus veronica og Jungle Carsten), men vi hyggede os utrolig meget! Vi havde desværre kun 2 overnatninger i smukke Mindo, så vi havde lidt travlt! Første dag var vi på hike mellem 4 vandfald, på mini chokoladefabrik og ude og "tube". Tubing går ud på, at alle sidder mellem 3 gummi baderinge, og så går det ellers over stok og sten (bogstavligt talt) ned af en lavvandet flod. 15 min med skrig og grin hele vejen! Fedt med lidt fart over feltet igen! På den lille chokoladefabrik fik vi en rundvisning og smagte nogle af deres produkter - og så skulle Martin og jeg da lige prøve deres Ginger Ale! (Spørg mig ikke hvorfor de havde sådan nogle..) Nu havde jeg på det tidspunkt aldrig prøvet sådan én, så jeg må da nok lige sig ejeg blev overrasket over hvor god den var! Mums :D tirsdan morgen den 12. juni blev jeg vækket af en eller anden tosse, som bankede på min dør kl 05.55.. Og selvom jeg svarede "what's up" etc blev han bare ved! Så jeg måtte op og åbne døren for at se Jungle Carsten på den anden side.. Han var meget energisk og mente, at vi skulle ud og se på fugle. Og jo, det var da rigtigt nok - for Mette, Charlotte, Martin og jeg havde aftalt aftenen forinden, at vi skulle op kl 06.30 (!) for at se fugle. Men ok, vi kom lidt tidligere afsted end planlagt ;) Lige da solen stod op.. Det såkaldte fuglekiggersted er baghaven af et hostel, hvor ejeren hver morgen lægger bananer ud og har stilt nektarfodderstativer op. Det resulterer så i, at vi havde muligheden for at sidde 2-10m fra et væld af kolibrier og andre fugle. hvis nogen skulle være i tvivl, så er kolibrier ret svære at fange med et kamera - men jeg må nu sige, at det gik meget godt. :)

Tubing :D

Sådan nogle billeder var jeg så heldig at få taget :D Der var selvfølgelig også en del billeder uden fugle ;)

 Vi ses til shop amok i Otavalo!

Nina.

Alle elsker Montañita

.. og det gjorde vi ogsaa - ALLE sammen! Faktisk saa meget, at 8 fra gruppen har valgt at tage tilbage dertil mod betaling.

Foelgende indlaeg boer ikke laeses direkte op for boern. ;D

Indlaeg begyndt den 12/6 2012, vi var i Montañita fra den 1. - 7. juni.

Montañita er en rolig, afslappet, solskinsrig by paa 4 gange 10 blokke. Der er gode muligheder for at faa baade mad, drikke, badetoej, smykker, strandtoej og ting til at ryge - ikke at man behoever koebe alle naevnte ting, men alle ting var ikke helt unormale af koebe i ny og nae. Perosnligt brugte jeg dagstimerne paa at tage halvdelen af mit PADI open water sertafikat (hvilket inkluderer at laese en bog), have surfingtimer, dase paa stranden og sove nattens strabadser ud. Desvaerre kunne jeg ikke gennemfoere dykningen, da jeg sandsynligvis pga. mild forkoelse ikke kunne udligne trykket i mit hoejse oere under vand - saa jeg proever at dykke igen paa Galapagos! Efter 2. surfingtime maette jeg erkende, at jeg bare ikke er et naturtalent til sport, hvor balance er en stor del af det - selvom det var rigtig sjovt!

Montañita strand omkring kl 18.00. Jeg laver triks og Charlotte tager billeder ;)

Om natten efter aftensmad, en nap og hygge paa vores private teresse slog vi os saa loes i byen mellem 01 og 05. Altsaa samme tid som man ville gaa i byen i Danmark, men ikke med helt den samme slags musik eller samme slags "distance". Musikken er meget vestligt praeget, men har i de fleste tilfaelde udskiftet teckno-rytmen ud med latin amerikanske rytmer (hvilket efter min personlige mening lyder meget bedre og er meget nemmere at danse til). Desuden er der i ny og nae/ ofte (afhaengigt af dagen) salsa rytmer, som stroemmer ud af hoejtalerne. Men naar man saa staar der og svinger hofterne paa dansegulvet, og egentlig har det meget godt, saa skal man lige holde udkig efter de fyre/maend, som synes vi selvlysende piger ser lidt for godt ud (hvilket er 90%). Der gaar nemlig ikke noedvendigvis mere end 2 sek fra, at man har sagt ja til at danse, til at man kan risikere at ha´ énforan sig, som goer alt for at faa lov til at snave én i gulvet! Efter at have laert det, bliver man bedre til at sige "no gracias" (nej tak) til 95% af dem, som gerne vil danse - og man soeger i stedet de fyre, som ligner turister. De er nemlig som regel ikke helt saa naergaande - ja altsaa medmindre man selv er ude paa noget! Efter 6 skoenne, farvestraalende, sjove og afslappende dage tog vi videre til canoa.

Guamote, Cuenca og Guayaquil

Guamote - fra ca. en uge siden.
At komme fra farverige, vilde, skønne Baños til den stille "indianer" by Guamote var en lidt hård nyser. Men til gengæld fik hovedet lov til at hvile på det fine hostel, hvor vi alle var i samme "sovesal". For at fuldende hovedets "rensning" tog jeg det med op i 5000m højde på den største vulkan i hele verden. Chimborazo" (totalhøjde er 6310m). Der gik vi 500m, 200 højdemeter op fra  4800-5000 højdemeter. På den lille gå tur gik jeg nok ca. det langsommeste Sankta Lucia tempo længe set - simpelthen for at undgå den vildeste hovedpine og for at vente svimmelheden vaek, som kom med den milde hæjdesyge, som jeg var så "heldig" at få lidt af. Men op kom jeg da - og på toppen ventede der en kop kakaote. På hele turen havde vi selvskab af nabobørnene (5), som elskede at pjatte rundt og var meget kærlige. De havde aldre mellem 6 og 16. Det fineste ved Guamote var næsten, at mange af kvinderne fik i meget karakteristisk tøj bestående af: nedersel, poncho og hat (som vidner om herkomst). Desværre var de ikke vilde med at få taget deres billede.

Mig foran vulkanen. Koncentrer dig, så du kan se den snedækkede top. Der var lidt koldt :)

Cuenca - fra nogle dage siden.
I Cunca havde vi et mandefald på 4 personer, og forvandlede da det lille hostel vi boede på til noget der mindede om et privat hospilal. Verden var nemlig så smart indrettet, at Hostelejerenes datter var læge, så hun kom og tjekkede til vores sårede soldater et par gange om dagen. Så vildt jeg har forstået på dem havde vi: 2 med parasitter, 1 med svamp og 1 med infektion i maven. i skrivende stund er alle raske igen :) Det jeg fik ud af Cuenca var frihed. Jeg rev mig fri fra gruppen et par dage og tog på museet "Pumapunga", hvor de havde en meget flot efdeling med moderne kunst af Jorge Chalco" og en ret spændende etnologisk afdeling! Derudover var jeg på kirkekikning, gåtur i nærliggende, meget gold og kold nationalpark (med Chantal, Anne og Anders) lidt shopping og panamahat fabrik (sammen med de raske fra gruppen). Cuenca har en rigtig dejlig by med arkitektur i midtbyen som mest af alt mindede om en gammel, spansk by!  Historisk set blev Cuenca først bygget af inkaerne (i andet navn), men under krig blev byen totalt smadret, og spanierne overtog og opbyggede Cuenca. Meget flot by, som også siges at være Ecuadors smukkeste.

Typisk eksempel på den spansk inspirerede arkitektur i Cuenca midtby.

Cuenca midtby. En af de utallelige kirker.

Anne foran lagunen i nationalpark

Mette med sin nye, ægte, fine panamahat. Vær ikke hård mod hende - det var aften, så det er ok at se lidt træt ud ;-D

Vores værelse i Cuenca. Det er ikke altid vi er lige gode til det der med orden... Jeg sov i øverste køje til venstre.

Guayaquil - som vi forlod i går efter 2 overnatninger.
Velkommen til landet, hvor varmen, solen og vandet hersker!
Efter at havde været oppe i bjergene i 16-21 graders varme var det enermt dejligt endelig at se solen fra en skyfri himmel og mærke varmen af ca. 36 graders varme i Guayaquil! Bortset far luften, som måske ikke var voldsomt ren, var jeg bare lykkelig over vejret. Vi hyggede os rigtig meget i den by, som ellers skulle være ret farlig for os turister. Af netop den grund lå vores hostel ikke i downtown, som vi ellers næsten er blevet vant til ;). Vi hyggede os med biograftur, shopping og gåtur på havnefronten. Der så vi bla. vores første 1-meters leguan og de meget karakteristiske blokfarvede skur-huse. En sjov lille detalje ved det område vi boede i var, at det vrimlede med mørkebrune græshopper! De var simpelthen på fortovene, ved hæveautomaten og i mini-poolen på hostlet. Dem havde vi meget "sjov" med ;)

Men - nu er vi kommet helt ud til kysten. Vi er kommet til Montñita.. Det mest populære turist paradis i Ecuador og en af Sydamerikas 3 mest kendte fest-byer.

Baños del 3

Vi forlader Baños i dag :( Aah hvor har det vaeret fedt her! Jeg har moedt en masse soede mennesker, faet oevet salsa paa clubs'ne og sidst men ikke mindst faaet brudt nogle graenser og haft det for vildt :D Men foer vi forlader Baños er der da lige et par, der skal ud og swingjumpe IGEN - det tror jeg nok ikke lige, at jeg skal foreloebigt ;) Martin, som har vaeret syg er heldigvis blevet rask igen, saa han skal ogsaa ud og sige samtlige insinkter imod. Det betyder saa ogsaa, at vi er fuldtallige igen, hvilket er super skoent :D

Naa, men hvad har vi saa lavet siden sidst? Kort fortalt: Spansk, paragliding, cykeltur og lidt mere fest.
Denne gang tror jeg egentlig ikke, jeg vil skrive saa meget andet end, at jeg har det rigtig godt, at vi bare har det saa godt i gruppen, og at vi er rigtig gode til at passe paa hinanden - specielt i byen. Og saa faar i lige en rigtig god sang med paa vejen:

Vi ses i Guamote - bjergene, kulden, hoejden og hyggen.
Nina.

Baños del 2

Der er leben her i Baños! I gaar var vi fx i byen (en mandag), og jeg skal nok lige sige dig, at vi havde en fest :) Her paa hostlet har vi moedt 4 utrolig soede og underholdende canadiske fyrer paa 20-21 aar, og dem tog vi selvfoelgelig med i byen! Det gode ved at vaere en gruppe er saa, at der ikke noedvendigvis behoever vaere saa mange paa diskoteket/ club'en/ baren foer os - for vi laver jo selv festen. Og det var lige noejagtig, det vi gjorde :) For mig hjalp det saa ogsaa lidt paa det hele, at jeg ogsaa fandt 4 australiere, der i den grad havde humoren i orden :)

Men vi har jo ikke kun festet her i Baños. Som jeg skrev sidst har vi jo et fyldt program, og hver enkelt dag fortjener naesten at blive naevnt for sig!

Loerdag den 19. maj var vi ude og riverrafte for 2. gang. Det var rigtig sjovt, men for min skyld maatte det godt have vaeret en anelse vildere ;) I min baad var vi denne gang kun Chantal, Karina, Martin og jeg + 2 profesionelle.. Og saa vidt jeg husker holdte vi os alle i baaden - i stedet for at hoppe ud af baaden (som hun gjorde sidste gang) valgte Karina denne gang at glide ned i baaden, og saa kunne hun ikke komme op igen pga de hoeje boelger ;D Det skete saadan ca hver gang vi ramte en flok gode boelger.

Soendag var en rigtig god dag hele vejen igennem! Jeg vil gaa saa vidt til at sige, at det nok var en af de bedste dage indtil videre! Vi fik nemlig lov og udstyr til at rapelle ned af 4 vandfald, og rutsje ned af det sidste :) De foerste 2 vandfald var lidt svaere, for jeg havde en tendens til at laegge for meget vaegt i haenderne, men efterhaanden fik jeg vidst styr paa det. Jeg ville med glaede have taget 2 turer mere - ogsaa selvom vandet kun var 15 grader varmt, og det smaaregnede lidt ;D Vandfaldende var forbundet af en smal flod "Rio Blanco" (hvid flod), som vi gik i fra vandfald til vandfald, men der var max 20m, saa det er ikke fordi vi blev vandretraette paa den tid ;) Saa derfor ringede jeg til Martin omkring kl 15 om eftermiddagen, for at lokke ham med ud pa en lille 1 timers trappetur op af bjerget (og 30 min ned). Han fik 10 min til at goere sig klar (der var ingen naade herfra), og saa var vi i vandrestoevlerne/skoene paa vej gennem Baños og op til bjerget. Efter 20 smaa pauser (min form er virkelig ikke, hvad den har vaeret, og slet ikke i 1800 og noget meters hoejde) kom vi paa toppen fuldstaendig benovede over den smukke udsigt over Baños og direkte over til vulkanen Tungurahua. Paa toppen stod en platform hvorpaa en stor statue af Jomfru Maria + jesusbarnet stod. Egentlig er det ikke meningen, at man maa kravle over til statuen, men da vi saa en smaaboernsfamilie gjoere det, skulle vi selvfoelgelig ogsaa derover! Nu jeg siger, at det nok ikke er meningen, man maa gaa derover, hvad betyder det saa? Jo ser du, det har den betydning, at "broen" derover var bestaaende af en 20cm tyk gren og et par braedder, hvilket altsaa gjorde det lidt naevepirrende at komme frem og tilbage! Specielt naar man ved, at hvis det var man skulle falde, saa ville der sandsynligvis ske det, at enten en arm eller et ben ville bukke under for det 3-4m dybe fald. Men efter flere forsoeg, hjaelp fra Martin (+ lokal ecuadorianer) og en god portion hjertebanken, kom jeg baade over til statuen og tilbage igen uden komplikationer :D Alt i alt var det faktisk en rigtig hyggelig tur, og det var dejligt at faa et lille pusterum fra alt det andet, der jo ellers er planlagt paa forhaand.

Mandag var dagen, hvor vores spansktimer begyndte igen! Det er ikke alle her fra gruppen, som er lige begejstret for lige noejagtig denne del af turen, men da jeg jo skal vaere i stand til at kommunikere med boern paa 6mdr-4aar paa galapagos, bliver jeg simpelthen noedt til at have nogle flere timer! Vores tidste timer er desvaerre her i Baños, saa jeg maa mere i gang med at snakke spansk med de lokale. Jeg proever virkelig at tvinge mig selv til det, men det er for det meste bare virkelig svaert at finde de ord, man har brug for. Jeg tror nu paa (haaber paa), at jeg for oevet mig nok til, at jeg klarer mig :) Foer vores foerste time var vi; Mette, Karina, Siv, Camilla, Charlotte og jeg ude og "cannopying" (svaevebane). Der var 2 svaevebaner i alt og vi hyggede og rigtig meget - mest af alt med at tage videoer og billeder af hinanden ;D

Og nu blev det saa tirsdag! Den dag jeg saadan havde gaaet og vaaret nersoes for - for det er netop i dag jeg tog springet ud fra en bro og 100m i frit fald ned til et pendul sving. (swingjump). Taenk nu hvis det gik galt? Naerverne faldt lidt til ro efter jeg havde set nogle af de andre tage smukke spring ud fra broen. De sprang ud med hovedet foerst, vendte 90 grader i luften og svingede liggende vandrette fint frem og tilbage, da rebet slap op. Jeg var vidst nr. 8 og tog efter lidt overbevisning springet ud.. Eller faktisk snuplede jeg naermest ud over kanten, lavede en saltomotale i luften og fik et godt slag, da rebet slap op. Der var virkelig gang i adrennalinen - specielt lige da jeg sprang ud, men det har saa ogsaa medfoert en god omgang hold i nakken. man kan jo ikke vaere lige heldig hver gang ;)

Afhaengigt af hvor meget min nakke snakker i morgen, skal jeg ud og paraglide :) Hvis det er helt galt udsaetter jeg det til torsdag eller Montanita - men jeg haaber den bliver bedere snart! En ekstra gang massage ville nok ikke skade..... ;D

Vilde hilsner fra Nina.