søndag den 26. juli 2015

Lake Toba – Yogyakarta

Der er allerede gået en uge siden bloggen blev opdateret sidst, – og hold da op, hvor er den uge gået stærkt. Siden sidst er vi kommet til en ny ø (Java), har været på storbyferie i Jakarta og været indlogeret hos Claudia og hendes familie.

Efter et par dages afslapning ved Lake Toba var vi igen klar til eventyr. Mandag (20/7) forlod vi Samosir – og kørte tilbage til Medan. I Medan havde vi, efter min mening, et lidt for presset sightseeing-program, hvor vores chauffør stod og hoppede og dansede for at komme videre til næste stop, men ikke destromindre fik vi set den store moské (den, der vækkede mig kl. 04:30 i starten af vores roundtrip på Sumatra), ”så” et palads (vi så ikke rigtig så meget, for vi havde travl med at stå model for utallige billeder – og ja vi er for længst stoppet med at tælle, hvor mange billeder, vi er på) og et kinesisk tempel. Efter den hurtige sightseeing kørte vi til hotellet – og blev vi resten af dagen (heldigvis var der TV med både HBO, National Geographic og CNN). Tirsdag gik turen til Jakarta med fly (endnu en af vores lange rejsedage) og onsdag var vi klar til at udforske Jakarta. Vi besøgte Kota, som er det gamle hovedsæde for den hollandske koloni – og her var sort af mennesker (vi er ramlet ind i national ferieuge). Vi var på bankmuseer for at lære mere om indonesiens økonomi. Om eftermiddagen udforskede vi byen med Tim, som vi mødte på hostlet i Kuala Lumpur, og her så vi det nationale monument og en katolsk kirke. Torsdag tog vi på nationalmuseet og tog om eftermiddagen videre mod næste destination – Bogor. Egentlig havde vi planlagt en overnatning mere i Jakarta, men pga. menneskemængden trængte vi bare til at komme ud af Jakarta så hurtigt som muligt.

I Bogor skulle vi bo hos Claudia og hendes familie. Vi kom i kontakt med Claudia via én ven af Anna (min storebrors kæreste), og det var en kanon god oplevelse at besøge hende i Bogor. Vi ankom hos hende ved 18-tiden torsdag aften, blev indlogeret og fik noget streetfood til aftensmad (#livingontheedge, men heldigvis var det ikke et problem for vores sensitive, vestlige maver). Fredag og lørdag havde Claudia lavet et super godt – og tætpakket program til os. Torsdag startede vi på et batik-galleri, hvor vi så hvordan de dekorerede stof med traditionelle batikmønstre. Efterfølgende var vi på museum, hvor vi fik lidt viden om Bogors historie, og senere mødtes vi med en af Claudias bekendte, som lavede smykker (her kom vi på opgave, og sad begge meget koncentrerede et par timer for at lave halskæder). Da vi var færdige med vores smykker tog vi på café i botanisk have, hvor vi fik aftensmad og så flot solnedgang (… og så et kæmpe bomuldstræ). Da vi kom hjem (ved 20-tiden) gik Nina kold (hun sov indtil lørdag morgen), mens jeg fik chancen for at hilse på Moulya (Annas ven, som satte os i forbindelse med Claudia). Lørdag morgen stod vi tidligt op, vi skulle i botanisk have og på zoologisk museum. Efter vores besøg på museet tog vi mod Lesmana FM, hvor Claudia arbejder hver lørdag. Her skulle vi være med til et interview omkring vores rejse i Indonesien, omkring deres mad – og om maden i Danmark – det var en virkelig god oplevelse. Vi forlod radioen midt om eftermiddagen, og her tog vi ud for at se nogle templer og den store moské i Bogor. Her havde vi en god snak med Claudia om udfordringerne i Indonesien, og fik et indblik i hvordan det er at være ung i Indonesien – det var virkelig interessant at få udvidet horisonten og lære noget mere om, hvad de kæmper med i Indonesien. Da vi kom hjem, havde Claudias mor lavet traditionelt sundanesisk mad til os – det var virkelig godt, og det var lang tid siden, vi havde følt os SÅ mætte. Om aftenen var vi på café sammen med Claudias søskende og en af hendes veninder.
Interview ved Lesmana radio :-)
Family-dinner
Café med Claudia, hendes søskende og hendes veninde, Selly.
I dag, søndag, har vi igen en triple-maratonlang rejsedag (ca. 13 timer). Vi er på vej med toget til Yogyakarta, og her regner vi med at blive 4 overnatninger. Vi glæder os rigtig meget til at få endnu flere fantastisk oplevelser i Indonesien.

Kærlige javanetiske hilsner fra Kristina (og Nina).


søndag den 19. juli 2015

Berastragi - Danau Toba (Lake Toba)

Onsdag den 15. juli tog vi lidt modvilligt fra Bukit Lawang, forbi Medan og videre op i bjergene, hvor vi endte i Berastagi, en landsby, der blev etableret af hollænderne, som fik lidt for meget af støjfyldte Medan, og derfor flygtede op i bjergene til ro i et køligere klima. Berastragi er nu en forholdsvis lille by med hvad dertil hører, dvs markeder, restauranter, diverse butikker, turistinformation osv. Jo, og så ligger byen lige midt imellem to aktive vulkaner; Sinabung og Sibayak, hvor førstnævnte i øjeblikket er i udbrud. Mere om vulkanerne senere.

Vi ankom til vores hotel, Danau Toba Cottage, og det umiddelbare indtryk var ikke specielt godt, der var meget stille, meget tillukket og meget øde. Efter lidt tid hilste vi dog på vores engelsktalende turguide til morgendagens gåtur op på vulkanen Sibayak, hvilket gjorde verden til et mere positivt sted. Derudover blev vi parret sammen med to meget søde Hollandske piger, Estelle og Iris, som vi skulle følges med. Til aften tog vi alle fire ud og spiste indonesisk på den lokale "family restaurant".

Torsdag er for mig en dag med flest højdepunkter efter en lidt trættende gåtur på Sibayak. Det var ikke fordi turen var så forfærdelig lang (3 timer i alt - 1000 højdemeter), men her kunne jeg personligt godt have brugt mine vandrestøvler. Der var tilgængæld rigtig flot fra toppen af Sibayak, og jeg tror, at Kristina fik lidt associationer til den islandske natur.

Da vi (endelig) var nede fra vulkanen igen dyppede vi fødderne i noget meget varmt vand (hot springs - lavet til pools), og fik en simpel frokost. Da vi alle havde fået lidt energi igen, betalte vi vores chauffør til en lille ekstra tur. De hollandske piger havde nemlig fået et tip om en lille by "Lingga", som lå i nærheden, og så ville vi gerne se lidt nærmere på vulkanen Sinabung. Vi fik turen til en god pris (vi fik ham ned i halv pris) og kørte videre ud i det blå. Lingga viste sig at være en rigtig fin lille landsby med et par gamle Batak huse. Batak er en af de gamle stammer i Indonesien, der kom til fra blandt andet Burma lang tid før hollænderne overhovedet tænkte på at rejse herover. Batakkerne er desuden et meget krygtigt folkefærd, som både skriver godt og har stor glæde af musik. I dag er der 6.000.000 i alt og de er af tyskere og hollændere blevet omdannet fra kannibaler og animister til kristne.

Efter en spændende tur rundt i Lingga, både udenfor og inde i huse, kørte vi mod Sinabung. Vi fik at vide af vores guide, at militæret have spærret et område på 7km i radius til vulkanen af, af sikkerhedsmæssige årsager. Sinabung har flere gange siden 2010 været i udbrud og for ca 2 uger siden fik man syn for sagen, hvor 15 personer døde ved udbruddet. Denne dag var askeskyen hvid, og jeg kunne forstå på Kristina, at det betyder, at vulkanen er rolig, og vi først skulle gå i panik, hvis der kom en meget høj lyd og asken blev sort. Vi fortsatte forbi 7 km-mærket og nåede til 3 km-mærket, en bom foran en forladt by nedenfor vulkanen. Her blev det for alvor spændende, og efter en snak med de lokale smuttede vi stilfærdigt forbi bommen og ind i den forladte by, hvor kun husdyrene tullede rundt som om intet var hændt. En scooter fulgte efter os - nok for at holde øje med, at vi ikke gjorde noget dumt. Stille og roligt gik vi igennem byen, alle meget benovede over, at vi var kommet noget tættere på end først formodet. Selv vores guide var meget fascineret af stedet. Lige på den anden side af byen så vi de svedne træer og buske, som ved sidste større udbrud var blevet svitset - altså for et par uger siden. Det var meget fascinerende at være så tæt på, og også noget spændende at være der, hvor vi måske egentlig ikke måtte være. #crimeriders #livingontheedge

Sinabung

Høje af de fede oplevelser (specielt sidstnævnte) tog vi fredag den 17. juli videre ned fra bjergene til Lake Toba, hvor vi nu er indlogeret på et lækkert resort på halvøen Samosir, midt i Lake Toba. Her har vi nu været i to overnatninger. I går tog vi en slapper for lige at få tid til at fordøje alle de indtryk vi har fået de sidste mange dage. I dag, søndag, har vi været på cykeltur rundt på øen (måske ca 20 km), hvor vi blandt andet har set "stone chairs", snakket med en meget sød pige, Nenni, lige uddannet ingeniør fra Medan, og været turistattraktioner i os selv, hvorfor vi er endt i utallige indonesiske fotoalbums.
Om lidt over en time skal vi have en times traditionel olie massage. Det glæder vi os til. Her på øen bliver der ikke sparet på goderne :-)

Mange hilsner fra Sumatra, Nina (og Kristina).
Vi "faldt" lige over et lille vandfald på vejen til Danau Toba.

For første gang på hele ferien var vi i bikini ved en pool - og det var hot. 

To tosser på tur.

Kristina og Nenni.

Nina og Nenni.

Den smukke natur ved Danau Toba.



tirsdag den 14. juli 2015

Tangkahan-Bukit Lawang

Nogle har vist efterhånden tjekket vores blog mange gange (nok især vores familier) – og de undrer sig sikkert over hvorfor der aldrig kommer nogen som helst opdateringer. Men, men, men, I skal ikke snydes for at følge med i vores oplevelsesrige tur ,og der kommer nu to blogindlæg på én dag. Manglen på blogindlæg har nok især to forklaringsgrunde; 1) manglende internetforbindelse (og det er hårdt nok i sig selv... :-P) og 2) vi har simpelthen oplevet så meget, at vi har været rigtig trætte om aftenen – og derfor har blogindlægget ikke lige været det første, vi har sat os til.

Som Nina skrev i det nedenstående indlæg, så badede vi i går formiddags (13/7) elefanter. Det var vildt sjovt. Det var en af de ting, jeg hjemmefra havde tænkt, at det var en rigtig turistattraktion – og det var det bestemt også. Det startede med at elefanterne fra deres indhegning gik ned mod den flod, de skulle bades i, meget pænt. Alle elefanterne gik med deres snabel og holdte fast i halen på elefanten foran – og sådan gik de ellers pænt på rad og række ned til floden – meget veltrænede elefanter må man sige. Da de kom ned til floden var det tid til at komme af med lidt af hvert – og det de ikke selv kunne kom af med, fik de hjælpe til at komme af med (altså hele den bare arm ind i numsen på elefanten for at få den til at komme af med afføring – godt det ikke var min arm, der skulle bruges til formålet :-P). Derefter var det tid til at vaske dem – Uni (vores elefant, som var gravid i 12. måned med 10 måneder til fødsel) blev skrubbet og skuret – og blev ren. Efter vaskningen sagde elefanten tak for badningen ved at spule os med vand fra dens fyldte snabel (det bliver man faktisk ret våd af) og derefter fodrede vi dem med frugt. Det var en rigtig god oplevelse – det er meget fascinerende at være så tæt på et kæmpe dyr, men dog måske en anelse for turistet. Det skal dog siges, at det lille cirkus var stillet op med formålet at tjene penge til elefantcenteret, som var opført med formålet at beskytte sumatra elefanten fra udryddelse.



Efter elefantbadning gik vi tilbage til hostlet/resortet for at lade lidt op til eftermiddagens jungletrek – og det var lidt et flop. Guiden snakkede meget dårligt engelsk (ingen form for samtale, kun instrukser – og ikke engang dem kunne vi nødvendigvis forstå – så det er vist det man kalder lidt op ad bakke i Jylland), og på turen så vi en eukalyptus-plante, en vandrende pind, to igler og en spætte. Til sidst på jungletrekket ville guiden vise os et vandfald – vi havde på gårsdagens badetur svømmet for at se vandfaldet, men endte med at vende om, da vi så lidt vand risle ned at en klippevæg for at være sikker på at vi kom hjem inden det blev mørkt – så vi bestemte os for at ofre vores tørre tøj (vi havde desværre efterladt badetøjet på resortet) for vi ville gerne se vandfaldet. Det viste sig så at den lille smule vand, vi havde set risle ned at klippevæggen var vandfaldet, så Nina og jeg var noget skuffede. Efter vores trekkingtur skyndte vi os at pakke vores ting – og turen gik til Bukit Lawang. Vi ankom til hertil ved 18-tiden, tjekkede ind, planlagde vores jungletrek med vores engelsktalende guide, Lilix (jubii!!!), spiste og gik trætte i seng.

I morges ringede vækkeuret tidligt (og lang tid før I havde tænkt jer at stå op/gå i seng, nemlig kl. 06 lokal tid, kl. 01 dansk tid), vi skulle på jungletrek – og vores forhåbninger var bare at se en enkelt lille orangutang – og det skal jeg lige love for at vi fik opfyldt. Allerede efter et kvarter så vi den første orangutang (en stor, vild han) – og herefter fulgte yderligere 7 orangutanger på vores 6 timer lange trek. Orangutangerne var i alle størrelser – lige fra en lille en på 2 år til nogle gamle store hanner på over 100 kg – og dem skulle man ikke komme for tæt på. Nogle af orangutangerne (hunnerne) var meget menneskevandte – og dem kunne man fodre med hænderne og klappe. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle være så tæt på en vild orangutang. Udover orangutangerne så vi 2 påfugle, en masse forskellige små aber (herunder Thomas Leaf-aber), mange store myrer, gummitræer og kakaotræer. Det er virkelig en oplevelse, jeg kan leve længe på (og jeg er sikker på at Nina har det på samme måde). Selvom det her også var en turistattraktion uden lige (vi har mødt et væld af danskere her) var det bare på en meget mere intim måde – det var kun Nina og jeg samt vores guide – og selvom vi mødte andre hold igennem junglen føltes det ikke så turistet. Vi har nu bestilt vores mad – og jeg tror sengen kalder tidligt i aften.




Mange kærlige junglehilsner – og knus fra Kristina (og Nina)


Mor nederst og unge på 6 år øverst

Unge på 2 år

Aceh - Palau Weh - Medan - Tangkahan

Nu er det ved at være noget længe siden, at vi opdaterede bloggen - det var dengang vi ikke regnede med rupiah (indonesisk valuta), ikke havde gået med tørklæde, ikke havde ligget med maveonde og endnu ikke var blevet vækket af moskeen, der kalder til morgenbøn 04.30 om morgenen. Der er sket meget siden sidst, jeg starter med vores ankomst til Indonesien og Aceh provinsen.

Indonesien er et land bestående af ca 17000 øer. Det var en hollandsk kolloni helt indtil 1946, hvilket blandt andet betyder, at holland stadig ser ud til at hjælpe landet lidt på vej og sender utrolig mange tursister herned hvert år. Religiøst er Indonesien meget alsidigt, det huser både muslimer, katolikker, protestanter, hinduister og buddister (nok også flere), hvilket afspejles i en meget alsidig kultur landet over.

Aceh er den nordligste del af den største af ørerne i Indonesien, Sumatra, og Sumatra er den nordligste af alle ører. Vi fløj tidligt mandag morgen (d. 6. juli) med AirAsia fra Kuala Lumpur til Banda Aceh, provinshovedstaden. Høflige som vi er, tog vi allerede i lufthavnen vores hovedtørklæde på, da vi ved, at Aceh er en muslimsk provins, som har fået særtilladelse til at indføre inslamisk lovgivning. Vi tænkte derved, at vi af respekt for de lokale ville følge deres regler. Allerede da vi tog tørklædet på fik vi da også mange roser for vores fine hovedbeklædning. Senere er vi dog blevet lidt i tvivl om tørklædets signalværdi, da roserne generelt er blevet efterfulgt af det meget naturlige spørgsmål: "Er i muslimer?". Dertil er der to svar; "ja" eller "nej, men vi bærer tørklædet for at vise respekt". Sidstnævnte svar er det korrekte, men også det, der tilsyneladende giver mindst point, idet de generelt ikke har forstået andet end "nej". Førstnævnte svar afprøvede vi også et par gange, hvilket i højere grad giver anledning til samtale med specielt kvinderne, hvilket sidstnævnte svar bestemt ikke gør. At sige at man er muslimsk pige giver dog nogle forpligtelser, som vi ikke helt har kunnet overskue, så vi har holdt os fra det det meste af tiden ;-)

Vi venter på færgen til Palau Weh


Efter vi landede i Banda Aceh, tog vi færgen ud til øen Pulau Weh. Området er generelt rimelig fattigt. Hele området blev hårdt ramt af tsunamien i 2004, hvilket nok ikke har hjulpet på fattigdommen. Pulau Weh er en meget kuperet vulkanisk ø, men vi så ikke så meget af den, da vi opholdte os på dykkerresortet LumbaLumba. Min personlige beretning fra LumbalLumba kan gøres forholdsvis kort, mens Kristinas nok er en del længere: Vi ankom meget trætte og tumlede omkuld i vores fine hytte. Dagen efter begyndte Kristina sit dykkerkursus learn to dive Open Water, mens jeg tog et genopfriskningsdyk. Onsdag var jeg ude på to dyk; Det første dyk var i det "lokale rev" lige ud fra resortet, her havde jeg vores GoPro kamera med, og fik lavet et par gode videoer af blandt andet nemofisk og en blæksprutte. Om eftermiddagen var jeg ude på andet dyk lidt ud fra kysten. Her begyndte ting så lidt at gå galt for mig, og jeg blev nødt til at afbryde dykket før tid. Lang historie kort, så lå jeg herefter syg i to dage med omgangssyge, som viste sig at have ramt 75% af alle på LumbaLumba (på tur). Mens jeg så lå der/gik rundt og pev opvartede Kristina mig, hvad hun kunne, og gav mig pillerationer. Når hun ikke gjorde det var hun ude og færdiggøre sit dykkerkursus. Hun kom altid smilende tilbage fra undervisning, og med en god historie eller to :-) Instrukturen, Ingrid, som var fra Holland (naturligvis), var yderst kompetent dykker og en meget sød kvinde. På sidstedagen, fredag den 10. juli, havde selv Ingrid og Kristinas dykkerbuddy lagt sig med omgangssyge. 
Stranden ved LumbaLumba

Trods alle odds er Kristina selv stadig stående (syv, ni, tretten), og jeg selv kom sådan rigtig på benene lørdag den 11. juli.. Denne dag forlod vi dog desværre også det ellers rigtig gode resort, og tog færgen tuilbage til Banda Aceh. I havnen lavede vi en god deal med en taxi, så vi kunne udnytte de par timer, vi troede, vi havde ekstra inden vores flyafgang mod Medan. Dermed besøgte vi Tsunami-museet, som blev opført til minde om tsunamien i 2004, hvor der i Banda Aceh alene døde 61.000 mennesker. Museumsbesøget gjorde et stort ndtryk på os, og det var meget rørende at gå rundt derinde. De havde gjort meget ud af at fortælle den nøgne, barske historie, og fyldte en stor del af udstillingen med fortællinger om det efterfølgende genopbygningsarbejde, hvor internationale hjælpeorganisationer, og herunder internationale donationer, havde haft en afgørende betydning. Specielt Holland havde givet sin gamle koloni en hjælpende hånd, og havde doneret over 100 milioner US dollars. 100 milioner US dollars er dog desværre forsvindende lidt i forhold til de 6.2 milliarder US dollars, som genopbygningen i alt kostede. Danmark lå i top 7 mht til donationsstørrelser - godt gået.

Et minimalt udsnit navne på de, der omkom under tsunamien i 2004


Efter et meget gribende museeumsbesøg tog vi med godt humør ud til lufthavnen, hvorfra vi troede vi skulle flyve klokken 13.00. Det viste sig dog godt nok, at vores flyafgang en måned forinden var blevet flyttet til klokken 17.50 - intet desto mindre manglede det da også bare, at planen ikke ville holde helt så fint, som den havde gjort indtil nu. Denne ændring gav anledning til lidt facebook-samtaler med familien og en omgang yatzy. Endelig, ca. 17.30 fløj vi med det nationale selskab Garuda til Medan, som ligger udenfor Aceh provinsen. Efter den forsinkede ankomst til medan blev klokken 18.45. Her skete der noget sjovt. Grundet Ramadanen faster det muslismke folk i dagtimerne (hvilket giver os lidt komplekser ift madindtag), og gadebilledet er generelt meget roligt. Når solen så går ned, altså 18.45, popper vandflaskerne og madrationerne op af folks tasker, og så er det ellers med at få fyldt brændstof på igen. Det var helt underligt, at se de lokale spise, for dette var første gang i en uge ;-)

Midt i Banda Aceh


I Medan blev vi inlogeret på deluxe-værelset på et ret usselt hostel, hvor vi nødigt ville gå i bad eller sove i deres lagner. Til gengæld kostede det 40 kr per nat mod de 100 kr per nat det ville koste på Hilton hotellet, som vi ellers først var blevet tilbudt. Vi fortrød en anelse, at vi var lidt nærrige.
Morgenen efter, klokken 04.30, blev der kaldet til bøn i den store moske, som naturligvis lå lige ved siden af det usle hostel. Personligt sov jeg igennem larmen, men Kristina brugte det som vækkeur og lå lysvågen et par timer inden, vi egentlig skulle op. Efter morgenmaden kørte vi en 4 timers tur på bumlede veje igennem palmeplantager ud til Tangkahan, hvor vi i skrivende stund befinder os (12. juli klokken 21.50). Herude er der meget fredeligt (udover mange mærkelige dyrelyde), og vi bor på et hostel/resort(?) med egen adgang til en dejlig, kølig , lavvandet flod. Heri har vi i dag taget en god dukkert efter at være ved at omkomme i varmen. Her er nok omkring 30 grader og 98 % luftfugtighed. Trætte går vi i seng og ser frem til en dag i morgen med elefantbadning og jungletrek (2,2 km, jeg ved ikke hvad, der skal til, før de kalder det et trek?).

Moskeen ved siden af hostlet i Medan


Knus, kram og rejsehilsner fra Nina (og Kristina).


P.s. Vi har smidt tørklædet igen - det var virkelig varmt at have på, og herude er der ingen, som for alvor orker at bære tørklæde alligevel. Vi skulle nødigt skille os for meget ud :-)

lørdag den 4. juli 2015

Halløj Danmark!

Vi er kommet rigtig godt til Asien - og alt er gået som smurt i olie indtil videre. Rejsen var meget laaaang med ventetid både i København og i Dubai. I København slog vi noget ventetid ihjel med et par omgange yatzi og noget frokost. Dubai var en speciel oplevelse. Vi sad og så nogle muslimer, der skulle rejse til Jeddah (nok nogle, der skulle fejre Ramadan), og selvom der var udgået final call rigtig mange gange ventede mange til sidste øjeblik med at boarde, og gaten skulle nærmest lukke, før de tog sig sammen til at forlade venteområdet og stige ombord på flyet - der var ikke noget stress at spore hos dem (tror vi begge ville have haft lidt stress, hvis der blev kaldt final call på vores afgang, og vi endnu ikke var mødt op :-P) 



Da vi ankom i Kuala Lumpur tog vi toget ind til KL Sentral, som er hovedbanegården i Kuala Lumpur. Herfra tog vi en taxi til vores hostel, BackHome. På vej ud i byen for at finde noget at spise mødte vi en engelsk fyr, Tim, som gerne ville vise os lidt rundt i byen. Vi besøgte et hinduistisk tempel, hvor der var ceremoni. Efter besøg i templet fandt vi noget at spise og gik derefter rigtig trætte i seng. 



I dag har vi sovet længe... Det var rigtig tiltrængt efter en lang rejsedag i går. Vi besøgte i formiddags et marked, hvor vi købte tøj til at have på i Banda Aceh (Sumatra), som er et meget muslimsk område, og her skal vi bære tøj, der dækker skuldre og knæ samt et tørklæde. Vi fik os en god frokost, hvorefter vi gik tilbage til vores hostel for at slappe lidt af - Nina tog en lur på 3,5 t, mens jeg hvilede øjnene lidt og fik læst lidt skønlitteratur (jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst andre bøger end medicinbøger :P). Her til aften har vi besøgt Petronas (Twin Towers) og har været næsten til tops i verdens 5. højeste bygning. Der var en rigtig flot udsigt over byen. Nu er vi snart på vej i seng og er klar på at besøge en Park i morgen med en pige fra England, som vi bor på værelse med. 



Godnat herfra, Kristina (og Nina).

onsdag den 1. juli 2015

Next stop: Indonesien!

Kristina og jeg er ved at være klar.

Vi har endelig begge fået sommerferie, og nu tager vi flyet til kbh i morgen 08.00. Fra kbh tager vi videre til Kuala Lumpur med stop i Dubai. I Kuala Lumpur har vi 3 overnatninger, hvorefter vi flyver til Indonesien, hvor en uges dykning venter. Vi håber, at alt går efter planen, og at vi får en fantastisk sommerferie i hinandens selskab. Undervejs vil vi lægge lidt billeder op her på siden - så indstil din nye startskærm - man ved aldrig, hvornår vi synes i andre skal have et sneak-peak af vores lille 7 ugers tur.

Nina.