Galápagos, paradiset

Efter en taarevaedet afsked (vi savner jer stadig Mette, Karina, Charlotte og Anders), kom vi igennem god god portion sikkerhedskontrol og op paa den nok mest spaendende flyvetur jeg har vaeret paa indtil videre. jeg mener, det var jo selveste flyveturen til de nok mest beroemte stillehavsoerer, det var jo flyveturen til droemmen, det var jo flyveturen til Galapagosoeerne! Saa selvom jeg kun havde faaet 1,5 times soevn den nat lykkedes det mig kun at sove, saadan cirka hele vejen. Ej ikke da vi landede og lettede alle 4 gange (mellemlanding i Guiyaquil). Det var virkelig en fed foelelse at lande i San Cristobal, og jublen vil ingen ende tage (jeg skriver nu som hvis jeg var helt udhvilet, i virkeligheden var vi alle ret traette, men stadig begejstrede!) I lufthavnen betalte vi prompte 100dollars for at komme ind og blev saa afhentet af Andrea, som arbejder fra William, som er ham der arrangerer vores frivillige arbejde og boligforhold. Kristoffer, Siv, Martin, Camilla og bor ved en stor, meget gaestfri familie. De tog os fx med ud paa baadtur her i weekenden, hvor vi snorklede med rokker, hajer, skildpadder og mega nysgerrige soeloever! De kom helt taet paa, og nappede efter vores udstyr, fordi de ville lege! Den anden dag i weekenden brugte vi paa at leje 1 (1!) taxa, for at koere ud og se kaempeskildpadder. Imponerende langsomme og store dyr. For saa at fuldende dagen tog vi ned paa Puerto Chino - eftersigende den laekreste paradis strand paa San Cristòbal. Enormt flot, og som om det ikke kunne blive vildere, saa staedte vi paa havskildpadder i vandet! En af dem var bare 1 meter fra mig paa et tidspunkt - men uden snorkeludstyr var det svaert at holde oeje med hvor de var. Saa det havde vi rigtig meget sjov med!

Kaempeskildpadde.

Mig og kaempeskildpadde.

Familien (bortset fra bedstemor og bedstefar, os og Paulina - soed juristuddannet pige fra Holland).

Naar det ikke er weekend er jeg i boenehaven/skolen, hvor jeg er i en klasse med 15 4-aarige boern. Det minder meget om mit job paa friskolen, bortset fra, at boernene er yngre, niveauet er lavere og sproget er spansk. Men boernene er ogsaa soede her ;)

Vi ses til nye eventyr!

Cotopaxi og farvel til fastlandet

Cotopaxi 17/6-20/6 2012

Saa blev det tid til at falde ned fra shoppinghimlen, ned til kulde i en smuk dal omringet af omkring 7 vulkaner. Den stoerste af dem var selvfoelgelig den beroemte vulkan Cotopaxi (som provinsen ogsaa er opkaldt efter). Cotopaxi er her i landet blandt andet afbilledet paa en af de stoerste maerker indenfor drikkevand (vigtig viden eller ligegyldig info?). Hold da op mand der var flot i det omraade, ikke mindst de steder vi tog paa ture til, men hold da ogsaa op mand, der var koldt - specielt om natten. Ja der var i hvert fald koldt i forhold til, hvor vi ellers har vaeret, for der var nok dansk-efteraarskoldt ;) Men uden et opvarmet hus er det altsaa godt ok fodkoldt - saa her blev der allerede brug for vores nyindkoebte alpaca toerklaeder. (Lamauld). Paa den sidste nat i huset var det dog endelig lykkedes os at varme det ok op vha braendeovnen, saa det med kulde blev da bedre - og vi havde 2-3 taepper at sove under. No worries.
Udover den "savnede" kulde var vi ogsaa kommet op i en 3600 hóejdemeter, hvilket gjorde, jeg jag havde et glaedelig gensyn med "mega daarlig kondi" i hoejden, og da planen for de 2 dage i omraadet altsaa var, at vandre paa 2 vulkaner, saa var det den faerste dag noedvendigt at tage en anti/af (?) klimatiserings hike. Paa normalt dansk: at gaa en lille tur paa et par timer for at hjaelpe kroppen lidt igang. Om det saa var den gaatur, om det var min moerke chokolade eller min hjaelpepaedagog, Martin, der gjorde det, saa lykkedes det min paa anden dagen at gaa hele vejen til gletsjeren paa Cotopaxi (snegreansen)! Jeg siger jer, at jeg var stolt da jeg endelig naaede toppen uden hoejdesyge - kun godt forpustet :D Jeg var faktisk saa begejstret, at jeg fik energi til at halvt loebe/hoppe det meste af vejen ned til pakeringspladsen, hvor vores mountianbikes stod klar! (Vejen vi gik op ad havde strand med store sten lignende konsistens). Ikke laenge efter succeen paa toppen endte jeg i bunden med oprevet jakke og blod loebende ned fra hagen. Meget hurtigt skift, ja, men naar man er Nina, saa er det ikke saa svaert. Det forholdte sig saadan, at jeg egentlig i starten var ok paa cyklen, men da vejen ned var saa jaevnt ujvaen endte jeg (naesten i bunden af vulkanen) med at miste kontrollen over styret og lave en maveplasker/kradser paa jorden. Umiddelbart efter styrtet skubbede jeg cyklen ud til siden, fik vejret i vejkanten, fik faarhuen ud af blodets raekkevidde og fandt saa vandflasken for at skylle en hage, der tilsyneladende bloedte lidt. Kort tid efter blev jeg samlet op af bilen og Mette, som rensede saaret med desinficering. Men jeg kom endnu engang helskindet tilbage til "virkeligheden", denne gang ikke med hold i nakken. Denne gang kunne jeg bare ikke rigtig gaa med venstre ben (som her paa Galapagos stadig er blaat), saar paa hagen (som nu er vaek) og nogle traumatiserede brystmuskler. Men saelvom det hele maaske lyder lettere dramatisk, saa er alt vel! :D

Faktisk var alt allerede saa vel, at jeg kom med paa nok den smukkeste tur til Qiutocachi, en stop vulkan, som sidst gik i udbrud i 1700 tallet. I mellemtiden er der siden kommet en 200m dyb soe i krateret, og den besoegte vi paa 2. dagen. Helt enorm flot tur derned (og hold da op jeg fik ogsaa taget mange billeder), og fordi jeg maaske ikke gik saa forfaerdelig godt, og fordi det kunne vaere hyggeligt, saa lejede jeg et mulddyr til turen op igen. Det var nok den hyggeligste opstigning, jeg har vaeret paa laenge - med pruttende, svedende mulddyr og skraldgrinene Karina.

Den sidste nadver (eller noget knap saa dramatisk) - Quito den 20. juni 2012

Saa kom dagen, vores aller sidste dag paa fastlandet, vores sidste dag som fuldtallig gruppe! Onsdag den 20. juni 2012. Vi tog til Quito til frokost efter kort, knap saa spaendende ridetur, hvor vi blev inlogeret paa det nye blue house og evalueret hos Ecole travel (sprogskolen, og dem Adventure Heart samarbejde med i Ecuador). efter ALLE de praktiske ting var ordnet (inkl indkoeb og pakning til Galapagos) havde vi vores sidste virkelig hyggelige middag paa en af de finere restauranter i kvarteret, og sluttede saa af med fest i Quitos natteliv. Den nat sov vi alle ca 1,5 time (bortset fra dem der, lad os sige det saadan, havde mange toemmermaend dagen derpaa).

Otavalo - farvernes fest

Efter en enkelt nat i Quito med landskamp og råhygge tog vi offentlig transport (læs bus) til Otavalo. Området omkring Otavalo er overrraskende smukt med vulkaner, bjerge, marker, eukalyptustræer, dyr og enkelte floder. Det fik vi allerede første aften lov til at se noget at, da vi blev kørt 30 min ud på landet (!) til vores værtsfamilie bestående af 2 kvinder, 2 små piger, 1 mand, mange marsvin, 1 hund, 1 kat, 1 ko, høns og en masse majs! Så der stod vi, 4 danske unge med begrænsede spanskkundskaber hos en lokal familie i andelsbjergene midt ude i ingenting. og hvad gør man så? Man (læs jeg) finder en ordbog frem og slår ordene "Hjælpe" og "kan" op, hvorefter man spørger kvinderne om man (os alle) kan hjælpe med noget. Det kunne vi selvfølgelig godt, så der kom gang i kartoffel og majs pilleriet. et par timer efter og en masse fjolleri med Sisi (den ældste af pigerne på 4 år) satte vi os til bord til suppe og linse-ris-kød-bønne ret. Efter maden trak vi os tilbage til Mette og Charlottes værelse, hvor Martin og jeg (læs mest mig ;D) lærte dem at spille 4-mands west. Efter en del runder er de ved at blive helt skarpe til det :) Efter morgenmaden dagen efter (i torsdags) blev vi kørt tilbage til Otavalo, for en time efter at skulle ud på landet igen: denne gang til en farm med heste. I de smukke grønne bjerge blandt skrænter, marker og køer red vi 4 så i alle tempos en 3 timer. Og ih hvor var det skønt! Nu har jeg aldrig rigtig redet, men jeg havde det overraskende konfrontabelt på den hest i westonsaddel - det var specielt dejligt i galop, når der netop var godt med fart på. Min hest var en anelse doven, men med lidt hjælp fra vores heste guide kom der gang i den ;D

Imens vi holdt pause og hestene snackede graes kom en familie forbi.

Undskyld mor ;)

Lugtende af hest, med ridehjelmehår og meget glade kom vi til frokost tilbage til Otavalo til en lækker lasagne her på hostellet. Resten af den dag gik med vores første besøg på det lokale marked, hvor der da blev shoppet lidt ;)

I går, fredag, var vores 2. shoppedag, hvor vi efter frokost tog en taxa til Cotocachi - læderbyen 15 min fra Otavalo. Der var alt for mange læderbutikker med alt for mange produkter - men midt i forvirringen fik vi oset lidt og fundet nogle lækre lædervarer - hved det er vil jeg ikke afsløre! fredag var også dagen hvor vi blev genforenet med de fordrukne festaber fra Montañita ;) glædeligt gensyn på Otavalo busterminal. De var dog MEGET trætte, så alle gik ret tidligt i seng i går - Mette, Martin, charlotte og jeg fik dog lige spillet lidt west inden sengetid ;)

I dag lørdag er så den HELT STORE markedsdag. det flotte marked er vokset til ca 6 dobbelt størrelse og breder sig ned af sidegader og stræder. I den mængde af farver og mennesker er det uendelig nemt at blive væk fra hinanden (specielt når man hedder Nina og bare går efter lyst). Men så får man jo også "ro" til at se på lidt af det hele. Når man så har fundet en fin ting, man gerne vil have gælder det så om at få prisen godt ned under hoftehøjde - og det er der mange teknikker til at få. Min teknik er først at høre prisen og så forestlå en prig langt under. Det resulterer typisk i en sælgers ansigt, som virkelig ser underligt ud! Meget fornærmet. Men med lidt snakken frem og tilbage 8måske går jeg over til en anden bod) ender prisen som regel med at være fornuftig ;)

En af de soede saelgere jeg handlede hos (en af de eneste som paa intet tidspunkt saa fornaermet ud).

Charlotte, Chantal og Mette har SHOPPET lidt (?) ;D

Smugfoto: Midt i markedet. Laeg maerke til den smukke, lokale traditionelle paaklaedning.

,

Canoa og Mindo - fra kyst til skyskov

Canoa er en meget lille kystby med en dejlig strand og et lille dusin strandbarer og et par dusin lokale fyrer, som er totalt mega interesseret i alle de selvlysende piger (som faktisk ikke er helt saa selvlysende, som de har vaeret!).. Vi havde kun en 3 overnatninger i Canoa, saa der var ikke saa meget tid, men vi var da ude og besoege en oekologisk, vegetarisk, miljoemaessig korrekt farm en lille time derfra (transporten var selvfoelgelig paa pick-up truck). Derude fulgtes vi med en tysk, soed, 20 aarig frivillig pige, som viste os et stort fint klatretrae og lavede skeer plus ansigtsmasker med os :) Rigtig hyggelig dag..

På vej til farmen i pick-up truck

Mig på vej op i et pænt stort træ

Efter 3 nætter i Canoa forlod Martin, Charlotte, Mette og jeg kysten i en 15 personers bus til Mindo, som ligger oppe i ca 1800 højdemeter ui cloudforrest (skyskov). Det var helt underligt kun at være 4 (plus veronica og Jungle Carsten), men vi hyggede os utrolig meget! Vi havde desværre kun 2 overnatninger i smukke Mindo, så vi havde lidt travlt! Første dag var vi på hike mellem 4 vandfald, på mini chokoladefabrik og ude og "tube". Tubing går ud på, at alle sidder mellem 3 gummi baderinge, og så går det ellers over stok og sten (bogstavligt talt) ned af en lavvandet flod. 15 min med skrig og grin hele vejen! Fedt med lidt fart over feltet igen! På den lille chokoladefabrik fik vi en rundvisning og smagte nogle af deres produkter - og så skulle Martin og jeg da lige prøve deres Ginger Ale! (Spørg mig ikke hvorfor de havde sådan nogle..) Nu havde jeg på det tidspunkt aldrig prøvet sådan én, så jeg må da nok lige sig ejeg blev overrasket over hvor god den var! Mums :D tirsdan morgen den 12. juni blev jeg vækket af en eller anden tosse, som bankede på min dør kl 05.55.. Og selvom jeg svarede "what's up" etc blev han bare ved! Så jeg måtte op og åbne døren for at se Jungle Carsten på den anden side.. Han var meget energisk og mente, at vi skulle ud og se på fugle. Og jo, det var da rigtigt nok - for Mette, Charlotte, Martin og jeg havde aftalt aftenen forinden, at vi skulle op kl 06.30 (!) for at se fugle. Men ok, vi kom lidt tidligere afsted end planlagt ;) Lige da solen stod op.. Det såkaldte fuglekiggersted er baghaven af et hostel, hvor ejeren hver morgen lægger bananer ud og har stilt nektarfodderstativer op. Det resulterer så i, at vi havde muligheden for at sidde 2-10m fra et væld af kolibrier og andre fugle. hvis nogen skulle være i tvivl, så er kolibrier ret svære at fange med et kamera - men jeg må nu sige, at det gik meget godt. :)

Tubing :D

Sådan nogle billeder var jeg så heldig at få taget :D Der var selvfølgelig også en del billeder uden fugle ;)

 Vi ses til shop amok i Otavalo!

Nina.

Alle elsker Montañita

.. og det gjorde vi ogsaa - ALLE sammen! Faktisk saa meget, at 8 fra gruppen har valgt at tage tilbage dertil mod betaling.

Foelgende indlaeg boer ikke laeses direkte op for boern. ;D

Indlaeg begyndt den 12/6 2012, vi var i Montañita fra den 1. - 7. juni.

Montañita er en rolig, afslappet, solskinsrig by paa 4 gange 10 blokke. Der er gode muligheder for at faa baade mad, drikke, badetoej, smykker, strandtoej og ting til at ryge - ikke at man behoever koebe alle naevnte ting, men alle ting var ikke helt unormale af koebe i ny og nae. Perosnligt brugte jeg dagstimerne paa at tage halvdelen af mit PADI open water sertafikat (hvilket inkluderer at laese en bog), have surfingtimer, dase paa stranden og sove nattens strabadser ud. Desvaerre kunne jeg ikke gennemfoere dykningen, da jeg sandsynligvis pga. mild forkoelse ikke kunne udligne trykket i mit hoejse oere under vand - saa jeg proever at dykke igen paa Galapagos! Efter 2. surfingtime maette jeg erkende, at jeg bare ikke er et naturtalent til sport, hvor balance er en stor del af det - selvom det var rigtig sjovt!

Montañita strand omkring kl 18.00. Jeg laver triks og Charlotte tager billeder ;)

Om natten efter aftensmad, en nap og hygge paa vores private teresse slog vi os saa loes i byen mellem 01 og 05. Altsaa samme tid som man ville gaa i byen i Danmark, men ikke med helt den samme slags musik eller samme slags "distance". Musikken er meget vestligt praeget, men har i de fleste tilfaelde udskiftet teckno-rytmen ud med latin amerikanske rytmer (hvilket efter min personlige mening lyder meget bedre og er meget nemmere at danse til). Desuden er der i ny og nae/ ofte (afhaengigt af dagen) salsa rytmer, som stroemmer ud af hoejtalerne. Men naar man saa staar der og svinger hofterne paa dansegulvet, og egentlig har det meget godt, saa skal man lige holde udkig efter de fyre/maend, som synes vi selvlysende piger ser lidt for godt ud (hvilket er 90%). Der gaar nemlig ikke noedvendigvis mere end 2 sek fra, at man har sagt ja til at danse, til at man kan risikere at ha´ énforan sig, som goer alt for at faa lov til at snave én i gulvet! Efter at have laert det, bliver man bedre til at sige "no gracias" (nej tak) til 95% af dem, som gerne vil danse - og man soeger i stedet de fyre, som ligner turister. De er nemlig som regel ikke helt saa naergaande - ja altsaa medmindre man selv er ude paa noget! Efter 6 skoenne, farvestraalende, sjove og afslappende dage tog vi videre til canoa.

Guamote, Cuenca og Guayaquil

Guamote - fra ca. en uge siden.
At komme fra farverige, vilde, skønne Baños til den stille "indianer" by Guamote var en lidt hård nyser. Men til gengæld fik hovedet lov til at hvile på det fine hostel, hvor vi alle var i samme "sovesal". For at fuldende hovedets "rensning" tog jeg det med op i 5000m højde på den største vulkan i hele verden. Chimborazo" (totalhøjde er 6310m). Der gik vi 500m, 200 højdemeter op fra  4800-5000 højdemeter. På den lille gå tur gik jeg nok ca. det langsommeste Sankta Lucia tempo længe set - simpelthen for at undgå den vildeste hovedpine og for at vente svimmelheden vaek, som kom med den milde hæjdesyge, som jeg var så "heldig" at få lidt af. Men op kom jeg da - og på toppen ventede der en kop kakaote. På hele turen havde vi selvskab af nabobørnene (5), som elskede at pjatte rundt og var meget kærlige. De havde aldre mellem 6 og 16. Det fineste ved Guamote var næsten, at mange af kvinderne fik i meget karakteristisk tøj bestående af: nedersel, poncho og hat (som vidner om herkomst). Desværre var de ikke vilde med at få taget deres billede.

Mig foran vulkanen. Koncentrer dig, så du kan se den snedækkede top. Der var lidt koldt :)

Cuenca - fra nogle dage siden.
I Cunca havde vi et mandefald på 4 personer, og forvandlede da det lille hostel vi boede på til noget der mindede om et privat hospilal. Verden var nemlig så smart indrettet, at Hostelejerenes datter var læge, så hun kom og tjekkede til vores sårede soldater et par gange om dagen. Så vildt jeg har forstået på dem havde vi: 2 med parasitter, 1 med svamp og 1 med infektion i maven. i skrivende stund er alle raske igen :) Det jeg fik ud af Cuenca var frihed. Jeg rev mig fri fra gruppen et par dage og tog på museet "Pumapunga", hvor de havde en meget flot efdeling med moderne kunst af Jorge Chalco" og en ret spændende etnologisk afdeling! Derudover var jeg på kirkekikning, gåtur i nærliggende, meget gold og kold nationalpark (med Chantal, Anne og Anders) lidt shopping og panamahat fabrik (sammen med de raske fra gruppen). Cuenca har en rigtig dejlig by med arkitektur i midtbyen som mest af alt mindede om en gammel, spansk by!  Historisk set blev Cuenca først bygget af inkaerne (i andet navn), men under krig blev byen totalt smadret, og spanierne overtog og opbyggede Cuenca. Meget flot by, som også siges at være Ecuadors smukkeste.

Typisk eksempel på den spansk inspirerede arkitektur i Cuenca midtby.

Cuenca midtby. En af de utallelige kirker.

Anne foran lagunen i nationalpark

Mette med sin nye, ægte, fine panamahat. Vær ikke hård mod hende - det var aften, så det er ok at se lidt træt ud ;-D

Vores værelse i Cuenca. Det er ikke altid vi er lige gode til det der med orden... Jeg sov i øverste køje til venstre.

Guayaquil - som vi forlod i går efter 2 overnatninger.
Velkommen til landet, hvor varmen, solen og vandet hersker!
Efter at havde været oppe i bjergene i 16-21 graders varme var det enermt dejligt endelig at se solen fra en skyfri himmel og mærke varmen af ca. 36 graders varme i Guayaquil! Bortset far luften, som måske ikke var voldsomt ren, var jeg bare lykkelig over vejret. Vi hyggede os rigtig meget i den by, som ellers skulle være ret farlig for os turister. Af netop den grund lå vores hostel ikke i downtown, som vi ellers næsten er blevet vant til ;). Vi hyggede os med biograftur, shopping og gåtur på havnefronten. Der så vi bla. vores første 1-meters leguan og de meget karakteristiske blokfarvede skur-huse. En sjov lille detalje ved det område vi boede i var, at det vrimlede med mørkebrune græshopper! De var simpelthen på fortovene, ved hæveautomaten og i mini-poolen på hostlet. Dem havde vi meget "sjov" med ;)

Men - nu er vi kommet helt ud til kysten. Vi er kommet til Montñita.. Det mest populære turist paradis i Ecuador og en af Sydamerikas 3 mest kendte fest-byer.