lørdag den 15. august 2015

Floreeeees og smukke Komodo nationalpark

Vi sidder her søndag morgen og morgenprutter i vores seng i Labuan Bajo. Kun med én overnatning tilbage ser vi tilbage på 6-7 uger med mange fantastiske oplevelser og gode stunder i hinandens selskab. Vi har fyldt depotet op med gode minder, som vil varme os hele vinteren igennem. Det er underligt, at 7 uger kan gå så stærkt, og stadig føles det som en evighed siden, at vi landede i Kuala Lumpur den 3. juli. Der er sket så meget på så kort tid. Bare de seneste 4 dage har vi oplevet helt fantastiske ting.

Helt tilbage i Bogor (på Java) tog vi beslutningen om at købe flybilletter fra Depasar, Bali, til Labuan Bajo, Flores. På nuværende tidspunkt føles det som om, at det var en rigtig god beslutning, for jeg kunne ikke tænke mig et flottere sted at afslutte turen end her.

Selve byen vi bor i er ikke noget særligt. Den er lillebitte og beskidt. Vi bor hos en lidt indadvendt, dog flink australier, Will, lige ved siden af moskeen. Da vi ankom pustede vi lettet ud, da det føltes som om, at vi endelig var kommet tilbage til ”det rigtige Indonesien” efter et transit på Bali. Vi snakkede om, hvor glade vi var for at se moskeen – ja det blev nærmest nostalgisk. Det var også skønt at komme lidt ned på jorden igen. Men lige moskeens morgenvækninger klokken 04.30, dem er jeg alligevel ikke sikker på, at jeg fremover vil komme til at savne forfærdelig meget.

Der er én hovedgade i Labuan Bajo. På denne er der cirka 40 dykkerbutikker (ok, måske 12) og en dælens masse ”turistinformationer” som også sælger ture ud i Komodo Nationalpark eller ind over landet på Flores. Med alle disse tilbud, og kun 4 dage at gøre godt med på Flores, var der ikke andet for, end at spadsere rundt fra shop til shop og finde ud af, hvad man bare skal se her på stedet. Dette blev vi dog rimelig hurtigt trætte af, og besluttede os for at fokusere på at komme ud at dykke i Nationalparken, og derved gøre godt igen efter min dykkerforskrækkelse tilbage på Pulau Weh. Det lykkedes os at tage os sammen, finde en fremragende dykkerklub og bestille en heldagstur på vandet til torsdag den 13. august. (Bemærk: en HEL dag på vandet, overvej lige hvor gode overtalelsesevner Kristina må have!). Dagen efter lå jeg med mavekramper, og dagen gik med mere eller mindre ikke så meget. Torsdag den 13. stod vi så op kl 06.00, klemte lidt morgenæg ned og tog ud på Flores Diving Centers dykkerbåd. Her blev vi mødt af de sødeste mennesker, både dykkerinstruktører, dykkere og crew.

Flores Diving Club reception på hovedgaden

Kristina, jeg og en ung, fransk dreng fik tildelt Egoi som divingmaster for dagen, og efter en times sejlads hoppede vi alle i vandet – lidt spændte på, hvordan det nu ville gå. På cirka 10 meter gennemgik vi nogle refresher skills (dele luft, vand i maske etc), og da alt var ok, og jeg begyndte at slappe af igen, svømmede vi en tur rundt over de smukkeste koraller. Undervejs mødte vi mange fisk, en pigrokke og to virkelig fine havskildpadder. Den ene lå og nippede til korallerne – der ønskede vi begge, at goprokameraet havde virket!!!!!!!!!
Efter ca 43 minutter i vandet kom vi til overfladen igen og havde pause på båden med snacks en times tid, hvorefter vi på et nyt sted, Manta Point, hoppede i vandet igen. Modsat Siaba Besar (første dykkerspot) var bunden her blot dækket med sten i stedet for koraller, og der var god strøm, hvilket udemærkede dykket til et såkaldt drift dive. Trods det umiddelbart kedelige setup var dykket dog absolutely outstanding. Intet mindre end fantastisk. I de 50 minutter vi befandt os under overfladen (max 13,3m nede, der var ikke så dybt) så vi en del manta rays – mindst to forskellige. Manta Rays kaldes på dansk Djævlerokker, og kan blive 3-4 meter brede. De var kæmpe!! De var bare vildt seje. Hver gang der kom en manta lagde vi os på bunden helt stille for ikke at skræmme den væk, og så betragtede vi den bare svømme rundt. Det var meget betagende.

Dykkerflaskerne post dyk

Tilbage på båden igen fik vi en god frokost fra det lokale indonesiske køkken (Mama´s) og hyggesnakkede om manta rays. Efter frokost hoppede de andre dykkere i vandet med hele udstyret på igen. Da dette sidste dykkerspot var potentielt meget vanskeligt grundet en del strøm besluttede vores divemaster, at vi bare nøjedes med at snorkle. Det var fint for os – better safe than sorry – og bare snorklingen var også helt vildt flot. Stedet her var en stor klippeformation, hvorpå der under vandet groede en masse koraller i alverdens farver. Hertil var der propfyldt med farverige fisk i alle størrelser! Vi gik i seng den dag meget glade!

Kristina på toppen af Flores Diving centers båd

Torsdag vågnede Kristina med ørepine. Det var super ærgeligt, for det betød både fysisk smerte og en anelse psykisk i erkendelsen af, at vi nok ikke skulle ud og dykke mere i denne omgang. Men allerede dagen før sagde jeg til hende, at med de to dyk vi lige havde haft, så var jeg allerede ovenud tilfreds. Vi tullede rundt hele dagen, lidt til lægen, lidt til dykkercenteret, og endte med at bestille en bådtur til Rinca (ø lidt væk) med en af Wills indonesiske venner. Lørdag morgen tog vi så af sted, naturligvis med en særdeles god madpakke, og vi kom da også lige til havnen. Der sad vi så, i en godt slidt, meget simpelt indrettet båd. Og der sad vi så et stykke tid. Og et stykke tid mere. Og lidt mere. Og endelig fik crewet fikset båden, så vi ligeså laaaaaangsomt kunne sejle mod Rinca. Det tog i alt kun 4 timer at sejle en 13 km, og ved middagstid gik vi fra borde. Rinca er en af to øer i verden, hvor komodovaranerne lever. Den anden ø er Komodo, som ligger et par timer længere væk. På Rinca findes ca. 1000 varaner, og på stedet er det muligt at leje en guide med våben (en lang pind) og gå en tur for at se varanerne. Det gjorde Prins Henrik ikke for et par år siden, da han besøgte øen, men det gjorde vi så. På selve rangerstationen (hvor vi også fandt en guide) så vi 8 varaner (dragons). De dovnede rigtigt, men 4 af dem var ikke desto mindre 25 år og 3 meter lange. I betragtning af, at de tager bøffler til aftensmad, så var det nok fint nok, at de dovnede. På gåturen fandt vi en par bøfler, en komodovaran-rede og en enkelt gammel hun varan. De dyr var meget sjove at se – det er ikke lige en art man finder så tit! Men de blev måske også lige afmystifiseret lidt, eftersom de hverken spyttede ild eller angreb os. De har jo kun slået to mennesker ihjel de sidste 20 år – kom ind i kampen.
På båden

På den simpelt indrettede båd

Det tog nogle timer at sejle hjem fra Rinca igen. Men det var bare hyggeligt, og på vejen stoppede vi ved en fin lille ø, og vi så den flotteste solnedgang på turen. Endnu engang gik vi glade i seng.


Komodovaraner. Han. Ca 3 meter
Bøfler
Komodovaran. Gammel hun
Nina og komobovaran
#LivingOnTheEdge #KomodoNationalpark #Dragons

Ø i nationalparken
Solnedgang

Nu er det så søndag.. Om lidt mere end 7 timer flyver vi til Bali igen, hvor vi var vores sidste nat i Kuta. Det er underligt. Men måske bliver det også ok at sige hej til Danmark igen – der venter trods alt en del spændende ting derhjemme også. Men Kristina og jeg. Ja det kan være vi flytter sammen en periode – for det bliver da helt mærkeligt ikke at have hende på min venstre side længere! Det er sørme godt, at vi bor klods op af hinanden :-)

Vi ses i Danmark!

Knus og kram fra Nina (og Kristina).


To be continued next season....

mandag den 10. august 2015

Natterend på vulkaner og tossede Bali

En lille hilsen fra det store udland. Det er efterhånden noget tid siden at bloggen er blevet opdateret, så nu er det vist ved at være tid. Vi håber i nyder, at sommeren endelig er kommet til Danmark! Der er sket lidt at hvert siden sidst:

  1. Vi har været på vulkanvandring – både på Gunung Bromo og Gunung Ijen på Java.
  2. Vi er ankommet til Bali (og er snart på vej derfra igen)
  3. På Bali har vi haft 2 dage i Pemuteran med afslapning og snorkling, 5 dage i wellness-mekkaet, Ubud og 3 dage i Kuta med strand, fest og mere afslapning.

… og det var så den korte version. I den lidt længere version besluttede vi i Yogyakarta at tage en 3 dages tur mod Bali, hvor vi stoppede ved de 2 vulkaner. Vi startede tidligt torsdag morgen (30/7), hvor vi tog toget til Malang, og derfra blev vi kørt videre til Bromo. Vi stod op midt nat – og blev kørt til en udsigtspost, hvor vi kunne se solopgang over vulkanen. Det var virkelig smukt – og vi fik taget et væld af billeder. Efterfølgende blev vi kørt ned til vulkanen og besteg den. Det var en meget venlig vulkan at bestige, for der var nemlig lavet trapper hele vejen op. Da vi kom op på toppen, var det et meget specielt syn, der mødte os. En hel del indonesere havde slået sig ned på siden af krateret, og de levede af, at folk kastede mønter ned i krater, som de prøvede at fange med deres net – lidt farlig business måske. Efter lidt tid ved Bromo, tog vi tilbage til hotellet, hvor vi var indlogeret, pakkede vores ting og kørte videre mod Ijen. På Gunung Ijen skulle vi på nattrek, fordi det er kun om natten, der er mulighed for at se den blå flamme. Efter et lang trek med vandretur op på vulkanen, ned i krateret for at se den blå flamme og op igen, endte vi ved en udsigtspost, hvor vi efter min mening så turens smukkeste solopgang. Vores trek på Gunung Ijen var virkelig en stor oplevelse – ikke nok med, at det var en rigtig smuk tur, så havde vi også rigtig godt selskab i form af to indiske fyre, to hollandske piger, et kinesisk par og en schweizisk pige.
Bromo ved solopgang
Os ved Bromo

Indonesere, der har bosat sig i Bromos krater.

Hvem fanger mon mønten?

Gunung Ijen - den blå flamme i krateret.

Solopgang ved Ijen.

Kratersøen ved solopgang.

Vores søde trekkinggruppe.

Vi startede vores tur på Bali i Pemuteran, som lå kun 45 minutters kørsel fra havnen på Bali. Vi var begge trætte, så det var skønt, at vi ikke skulle bevæge os så langt, før der var udsigt til afslapning. Vi var indlogeret på et resort i de to dage, vi var i Pemuteran. Her slappede vi af, lå på stranden, badede i poolen og var ude at snorkle. Efter to dage med afslapning i Pemuteran købte vi en tur med privat chauffør til Ubud sammen med Lea, den schweiziske pige, vi mødte på vores vulkantur. Denne tur gik forbi flere templer, herunder det populære Ulun Danu tempel i Bedugul, byen mondok, som er kendt for deres jordbær (… og der er jordbærsæson året rundt), og en lille plantage, hvor der blev dyrket vanilje (Bali er meget kendt for deres gode vanilje, men ingen ved hvor plantagerne er), kaffe og nelliker mm. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Ubud. Vi tilbragte 5 dage i wellness-mekkaet, hvor vi fik shoppet lidt, dyrket yoga, besøgt Monkey Forest, spist lidt sundere mad, var på en ca. 40 km lang cykeltur omkring Ubud, hvor vi bl.a. så elefantgrotten og en masse smukke rismarker samt så traditionel balinesisk dans. De sidste par dage har vi tilbragt i Kuta – og her har vi surfet, slappet af på stranden, været på diskotek for første gang på hele turen og har fået massage. Surfing var virkelig sjovt. Det er første gang, jeg har prøvet det – og det gik rigtig godt. Det lykkedes mig at stå på boardet allerede første gang, jeg prøvede, så det var virkelig fedt. Nina fik også rigtig godt styr på det – og jeg har fornemmelsen af at hun stod mere på boardet denne gang, end da hun prøvede i Ecuador for 3 år siden \nina{korrekt}.

Jordbærjuice ved Mondok.

Ulun Danu-templet

Rismarker ved Ubud.

Pitstop med kiks og vand på cykelturen.


Kristina på boardet. 

Nina halvejs på boardet.

Efter ca. 10 dage på Bali kan vi konstatere, at Bali er meget anderledes end Sumatra og Java, som vi kommer fra. Sumatra og Java er mere traditionsbundet – og er dermed en stor kontrast til det mere løsslupne Bali. Bali er præget af turismen – og har ændret sig meget for at tilpasse sig turisternes ferieønsker. Vi har haft en rigtig god tid her på Bali, men jeg tror, at vi begge er rimelig enige om, at det ikke er den del af Indonesien, vi kommer til at savne mest. I morgen går turen til Flores som sidste destination i den her omgang. Her har vi planer om at besøge Komodo nationalpark – og forhåbentlig se komodovaraner (komodoveteraner).

Vi synes, tiden går alt for hurtigt – og er slet ikke klar til at rejse hjem om en uges tid. Why do all good things come to an end??


Mange kærlige indonesiske hilsner fra Kristina (og Nina).




lørdag den 1. august 2015

Chillax og kultur i Yogyakarta.

Skrevet den 30. juli.

I morges forlod vi Yogyarkarta (lokalt slang: Yogya) efter 4 aldeles forrygende overnatninger i byen. Vi boede privat i det hyggeligste kvarter hos Anez, en meget hjælpsom, hyggelig, afslappet og charmerende (\Kristina{Nina er gifteklar} \Nina{Ej, det ville nok aldrig gå ;-)}) indonesisk mand. Da vi ankom til House of Nasi and Bungkus (navnet på hans all-genbrug, kunstneriske bolig) var luften tyk af røgelse og røg, og vi var umiddelbart lidt skeptiske, men dog lidt nysgerrige og forundrede over stedet, der var meget inspirerende og med en løssluppen stemning, som vi ikke havde mødt i Indonesien før nu. Eksempelvis var det her vi første gang så alkohol (huset var dog løbet tør for vodka de resterende dage – så vi har holdt os ædru), det var første gang vi måtte tegne på væggene og det var første gang på Java, at vi slog benene op og nød synet at rismarkerne, som stod til nabo. Da vi vågnede op mandag morgen var luften frisk og ren, og vi var lettede over, at der ved venlig efterspørgsel blev skruet ned for røgelsen indendørs – så de resterende dage følte vi os som hjemme.

Terrassen hos Anez. Bemærk persiennerne, herpå stod en masse citater fra besøgende


Mandag havde vi en idé om, at vi skulle lave absolut ingenting. Så vi tegnede på sten hele formiddagen, og da vi så ikke kunne sidde stille længere, gik vi en tur ud i byen – efter google-maps-vejledning fra Anez. På vores gåtur så vi i første omgang en meget fin rund moske. Den var lidt sjov og lignede bestemt ikke de moskeer, vi ellers er stødt på, som normalt er firkantede og meget grønne, blå og sølv. Denne var mere hulelignende med to etager. Lidt mystisk men i og for sig et flot bygningsværk. Desuden fik en lektion om vejen til det gode liv af en familie, der var Jehovas vidner – de findes også i Indonesien. Herefter besøgte vi vandpaladset, som var utrolig fint med 3 store pools med omliggende bygningsværk, der ligeså godt kunne have været placeret i Sydfrankrig. Vi var meget fascinerede, mest fordi vi ikke havde set noget lignende hernede før.

Nina foran water castle

Water castle indeni


Det var så det, vi ligesom havde tænkt os at se mandag, men i et forsøg på at komme til et tøjmarked med potentiel udsigt til frokost, faldt vi lige i snak med en af de meget ivrige tuk-tuk chauffører (cykel-køretøjet hedder ikke tuk-tuk hernede, men jeg har ingen chance for lige at associere mig frem til det rigtige ord). Snakken endte ud i, at vi kørte til byens fuglemarked. Fuglemarkedet var et rent kaos af de fineste træsnittede fugleburer med lidt for mange fugle i hvert bur. På markedet kunne man få mange forskellige fugle, alt fra papegøjer til spraymalede kyllinger (ja de var turkis, pink, røde, grønne m.v. meget mærkeligt, lidt sjovt, men også lidt synd for kyllingerne!). Efter fuglemarkedet kiggede vi på lidt fisk (nogle døde andre levende i akvarierne) og vi begyndte for alvor at mangle frokost. Vi fejlede dog totalt med at finde frokost, men stødte i stedet ind i vores tuk-tuk chauffør igen – han havde måske lidt ventet på, at vi skulle komme tilbage? Han havde fortsat utrolig mange idéer til, hvad vi skulle. Eftersom vi egentlig bare var sultne, fandt vi ham en anelse irriterende, men godkendte hans tilbud, og kom i bedre humør efter indtagelse af et par bananer fundet på vejen til næste destination, som vi egentlig ikke helt vidste hvad var. Vi ankom efter endnu en fin cykeltur (det var i grunden rigtig hyggeligt at blive fragtet på cykel i de fine, små gader rundt i Yogya), endte vi med at stå totalt forgabte i batik kunst i en lille fin butik, hvor de håndmalede alle motiver på lærredsstof eller silke. Vi fandt efter vejledning fra Anez, og nærmere bestemt hans hjælper og ven, Asek, ud af, at butikkens kunstværker var af rigtig fin kvalitet, og købte tirsdag et par souvenirer derfra :-) På samme gade lærte vi lidt om traditionelle okseskinds-dukker, som man fint skærer ud med alle mulige kromulerur og benytter til skyggespil. Alle kromelurer havde naturligvis en betydning – så de ellers lidt spøjst udseende dukker fik for os pludselig en betydning, hvilket gjorde dem væsentligt mere spændende. Efter en kop kaffe cyklede vi videre op til den oprindelig ønskede destination ”tøjmarkedet”. Dette viste sig desværre at ligne et trafikeret Kinaland med en masse billigt skrammel, og eftersom vi lige havde forelsket os i kvali-varer skyndte vi bare at finde noget frokost (det var måske på tide eftersom klokken nærmede sig halv fem) og gik hjem.

Kristina kigger på malede kyllinger


Tirsdag brugte vi på at chille (red. slappe af) hos Anez og tulle lidt rundt i byen. Derudover fik vi planlagt de efterfølgende dage (igen i samarbejde med Anez og guidebog). Onsdag nat stod vi op klokken 3. Dem som kender mig ville nok overveje, om det overhovedet var muligt. Det var det, men jeg var ikke super begejstret for den manglende søvn – hvilket kroppen dagen i dag stadig lider en anelse under. Men værre er det ikke, når man har mulighed for nogle gode skrabere i busser, tog og lignende. Grunden til, at vi skulle så tidligt op var, at vi skulle på tur ud til det store, Buddhistiske tempel Borobodur (1,5 timer fra centrum af Yogya og nok den største turistattraktion på Java). Og ja, vi skulle selvfølgelig se den fine solopgang fra selve templet. Det var en rigtig fin oplevelse. Der var naturligvis en del andre turister, som havde fået samme idé som os - men ikke for mange til, at man ikke kunne tage nogle fine billeder uden forstyrrende elementer som fremmede mennesker. Efter en let morgenmad tog vi bussen videre til et rigtig fint hinduistisk tempel, Prambanan. Her sendte jeg mange tanker til min hinduistiske veninde, Venuka, som i hvert fald har forsøgt at lære mig en anelse om de hinduistiske guder. Selve templet fik i 2006 desværre store skader efter et jordskælv med styrke 6 på richterskalaen. Det betød imidlertid, at der lå rigtig mange murbrokker, og en del af templet var spærret af på grund af genopbygning. Vi gik rundt og beundrede den stående del af templet, både indefra og udefra, og blev, da vi kørte hjem mod Anez igen, enige om, at det havde været en lang, men god dag på tempeltur.

Solopgang ved Borobodur
Os to til solopgang på Borobodur 

Prambanan tempel

Nina og prambanan tempel

I dag, torsdag, har vi forladt Yogya og sidder nu i toget på vej mod nationalparken Bromo, hvor landets måske mest ikoniske vulkan-udsigt er. Den 1. august skulle vi gerne befinde os på Bali – men det er endnu uvist hvor på øen, vi vil hen – lige bortset fra, at vi i hvert fald skal besøge Ubud og have yoga-timer. Vi søger mod de hvideste sandstrande med færrest mulige turister.


Mange kram og tanker fra tøserne i Indonesien, Nina (og Kristina).