Slutningen på et eventyr leder til starten på et andet

Her sidder vi så i vores wicked camper - en spravlet bil med telt på taget. Vi er klar. Vi er klar til knap en måned med camping, kænguruer, jul, nytår, sjov og ballade. Inde i teltet hænger vores dansk købte julelyskæde og minder os om, at der kun er 4 dage til juleaften. :-)

Bolette, Anne og vores mini camper

December har indtil nu alt i alt været en rigtig god måned. Julie og jeg varmede op til julemåneden med en tur ud i Girraween nationalpark sammen med vores vejleder, Steffen, og sin ægtefælle (Saskia). Girraween ligger i det de hernede kalder 'Granit bæltet', eftersom man her finder store mængder granit både over- og underjordisk. Vi udnyttede de overjordiske granitsten og kæmpede os op på en 700m høj en af slagsen. Oppe på stenen fandt vi en smuk udsigt, og da vi kom ned igen fandt jeg fornyet selvtillid efter at have besteget noget, som var lidt mere stejl end min (ellers ikke eksisterende) højdestræk synes var behageligt hele vejen. Dagsudflugten var en rigtig god dag, hvor vi trods stormvarsel undgik regn. Med mulighed for mere uddybende samtaler med både Steffen og Saskia om eksempelvis deres erfaringer med at flytte rundt i verden efter job indenfor forskning, ja så fik jeg bearbejdet lidt af de tanker jeg selv går og roder med, og dagen fik ekstra personlig værdi.

Julie og jeg i Girraween Nationalpark

Julie, Steffen, Saskia og jeg på tommen af den store sten (granite pyramid) i Girraween!

Den 7. december var artiklen klar til aflevering og vi sagde forvel og forhåbentlig på gensyn til Steffen, Andrew og resten af teamet på Centre for Advanced Imaging, University of Queensland. Jeg tog den dag for sidste gang færgen på uni. Det var lidt underligt og lidt sørgmodigt, for dette semester har været rigtig givende for mig. Vi fik begge også af vide, at de har været meget glade for at have os Det blev endda nævnt, at vi var de bedste studerende Steffen havde vejledt indtil videre. Der er ingen tvivl om, at vi har banet vejen for, at flere studerende fra Aalborg de kommende år kan komme på besøg og skabe fantastiske minder Down Under. Selve afskeden blev opblødt lidt af, at jeg blev inviteret til juledrinks ugen efter med vejleder og kollegaer. Denne eftermiddag endte med at blive rigtig hyggelig, og jeg indså, hvad der nok har betydet mest for mig på dette ophold.

Jeg brugte mine sidste dage i Brisbane med at holde afskeds/velkommen/jule-fest (hvilken desuden var rigtig sjov!), tulle rundt i byen, gøre rent og pakke. Da alt var klappet og klar til afsked tog jeg, Benedetta og Jenn 2 dage til Byron Bay, hvor vi hyggede, solede, grinte og spiste utrolig god mad. Byron Bay er en figurlig lille by og meget populært stop for backpakkere. Desuden finder man her det østligste punkt af Australien, hvilket vi selvfølgelig også var ude og se nærmere på :-) Turen var ligeledes en lille 'afskedstur' med to dejlige piger, men vi aftale at ses i Europa når muligt! Dagen efter hjemkomst tog jeg flyet til Sydney og sagde farvel og forhåbentligt på gensyn til Brisbane. Jeg må indrømme, at der blev fældet en tåre..

Bene. Jenn og fyrtårn lige udenfor Byron bay

Bene og Jenn på den østligste spids af Australien - det kaldte naturligvis på et fjollet selfie :-D

Vi fandt en lille wallaby med joey lige udenfor Byron

1,5 dag senere befandt jeg mig midt i Sydney i færd med at give to dejlige piger gensyns-krammere. Sørgmodigt humør blev hurtigt udskiftet med gensynsglæde. Pigerne er to studieveninder hjemme fra Danmark, Anne og Bolette, hvilke begge er så fulde af skæg, ballade og godt humør, så selv en grå og kedelig regnvejrsdag hurtigt kan blive festlig. Vi havde én dag sammen i Sydney, hvor vi gik byen tynd og fik et indtryk af, at Sydney nuvel er en stor by (ca 5 mio indbyggere), men også en by, som gemmer på mange juveler.

Anne og jeg indrammer operahuset i Sydney. Det kan godt være, at operahuset ikke ser så tydeligt ud, men vi ser til gengæld godt ud

Operahuset i Sydney. Billede taget fra Harbour Bridge

Anne og Bolette på bro ved Darling Harbour i Sydney

I dag, den 20. december, afhentede vi vores mini camper, og foran os venter nu 28 spændende rejsedage, hvor turen går her fra Blue Mountains (1,5 time vest for Sydney), ned omkring Melbourne og på til Adelaide. Vi ved endnu ikke helt hvad der venter os, men jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få det rigtig sjovt!

Mange kærlige, varme julehilsner fra mig.
Nina Jacobsen, Blue Mountains, 23.09. Anne og Bolette sover.

Mor og far på besøg Down Under!

De sidste 4 dage har mor og far været på besøg. I kan tro, at vi har hygget os! Det var overraskende træls at sende dem videre til Tasmanien, men jeg håber, at de kommer til at nyde resten af ferien Down Under inden juleferien står for døren. ;-D

Natten til lørdag sov jeg egentlig ikke særlig godt. Jeg tror måske, at jeg i virkeligheden var lidt spændt på at få besøg så langt væk hjemmefra - det følte mig næsten som Nina 8 år dagen inden juleaften! Nogle vil kalde det fjollet, andre vil kalde det kærlighed.

Men dårlig nattesøvn er aldrig en hindring for at være morgenfrisk, når det gælder. Så trods manges mistro til følgende hændelse, så skete det, at jeg sprang ud af sengen kl 7 og cyklede ned på markedet efter morgenbrød til de trætte rejsende. Kl 08.30 ankom mor og far i egen kæmpe lejebil, og der blev udvekslet kram for 3 måneder. Efter rundvisning, brunch og bad til alle gik vi en tur, og jeg fik gået dem trætte nok til en middagslur (ok, måske jeg ikke helt kan tage æren for det).

Søndag morgen blev jeg samlet op af to overraskende morgenfriske forældre, hvorefter vi bevægede os 2 timer nordpå op i bakkerne til en nationalpark kaldet Kondalilla og herefter en kulinarisk udseendet by kaldet Montville. I Kondalilla var der overraskende tørt, og vi så nok lidt skuffede ud, da vi fandt de klipper, hvor der skulle have været vandfald. Ikke desto mindre burde vi nok ikke undre os over manglen på vand eftersom November er slutningen af den tørre sæson. Ikke desto mindre var der stadig en god dyb vandpyt, som far og jeg badede i - med og uden badetøj ;-) Da vi igen var blevet tørre i varmen og havde fået lidt frokost udforskede vi Montville og fandt blandt andet en vingård. Det var ellers lidt af en overraskelse, eftersom vi ikke havde forestillet os at finde vin heroppe i det nordøstlige Australien. Vi tog dog et par ret gode hvidvine med hjem til mit hus, hvor vi senere fik aftensmad.

Der hvor vandfaldet skulle have været - Kondalilla Nationalpark. Mor og jeg.

Mandag morgen var de to banditter om muligt endnu mere friske end lørdag morgen, og vi kørte fra Brisbane allerede kl 10 (efter de obligatorisk havde ventet en halv time på mig, før jeg kunne snøvle mig færdig. Haha - man kommer hurtigt tilbage i gamle familievaner). Denne dag viste sig at blive fuld af farver og gode billeder. Vi kørte 2 timer sydpå op i Lammington Nationalpark. Benedetta (housemate) havde hjemmefra givet eftertrykkelige anvisninger til, at vi skulle holde pause ved en alpacha lama farm. Hun havde nemlig oplevet 'the best day of my life' ved at fodre lamaerne! Det gjorde vi så, og de var da også søde - mest ungerne ;-). Endnu mere givende var det dog at få en sludder for en sladder med lama passeren, som kunne fortælle lidt om området, og hvordan der tidligere havde været massiv træfældning. Heldigvis blev der oprettet nationalparker, og fældningen er stoppet. Tydelige spor er der dog stadig. Man kan eksempelvis tydeligt se grænsen mellem Lammington Nationalpark og omgivelserne, hvor vegetationen fuldstændig ændrer karakter! Går man udefra og ind i parken bevæger man sig fra et tørt landskab med små trær, buskads og landbrug og ind i en farverig regnskov med høje trær og frodig bevoksning.  Efter nogle kilometers kørsel væk fra lama farmen og videre på en smal vej, som snoede sig forbi træerne i regnskoven, ankom vi til regnskovs retreatet O'Reallys.

O'Reallys er et område med både camping, hotel, resturanter og spa. Det ligger midt inde i Nationalparken, midt i en lille lomme af lækkerhed og fuglekvidder ↔ papegøjekvidder. Vi blev hurtigt enige om, at man godt kunne bruge et par dage sådan et sted :-) Vi havde dog kun én dag og sprang spa-opholdet over. Istedet tog vi en gåtur oppe blandt trætoppene, hvor vi fandt en vidunderlig udsigt og fik lidt bankende hjerter på grund af højderne ('tree-top walk'). Gåturen fortsatte nede på jorden, hvor vi stødte på en rigtig flot giftslange. Jeg blev lidt overrasket over min nye sidekammerat ;-). Resten af turen gik derefter med at holde øje med bevægelse på stien. Efter en dejlig naturrig dag (se billeder) vendte vi hjem til Brisbane.

Papegøje :-)

Jeg kravlede ind i en hule. En slyngplante havde omklamret et træ, dræbt det og efterladt et hulrum.

Far på øverste platfofm på Tree Top walk. Ca 80 m over jorden i trætoppen.

Udsigten fra øverste platform på Tree Top walk.

En papegøje landede på mit hoved :-)

Fredag blev vi i Brisbane. Herfra tog vi en tur rundt på Universitetet, så en flot udsigt over byen fra udsigtspunktet på 'Mt Coo Tha' og var til Pilates i South Bank park lands. Efter 4 virkelig dejlige og begivenhedsrige dage sagde vi 'på gensyn i Danmark om 1,5 måned'. Det var helt sørgmodigt.

Mor og jeg foran Jura bygningen på Universitetet.

Mor og jeg på Uni.

Vi mødtes med Benedetta (housemate) til frokost på Uni.

Nu er jeg så tilbage til hverdagen, hvor vi på Uni har en deadline, som nærmer sig med hastige skridt. Hertil kommer, at min tid i Brisbane efterhånden lakker mod enden. Det er rigtig ærgeligt at tænke på, for jeg har fundet mig ret godt til rette her i byen, og kunne godt blive mange måneder endnu. Til gengæld er der også en rundrejse fra Brisbane til Adelaide at glæde sig til, når jeg holder min 2. sommerferie på ét år (hvor heldig kan man være??). Jeg har aftalt at mødes med to dejlige piger fra studiet (Anne og Bolette) i Sydney den 18. December, hvorfra vi har lejet en bil med telt på taget. Inden vi flyver hjem til Danmark den 17. Januar håber jeg så på, at vi får fyldt bagagen med endnu flere gode oplevelser, grin og glade dage her fra Australien.

Knus og kram fra
Nina, Down Under.


By the way. I skal ikke snydes for lidt billeder fra turen ud til sandøen Moreton Island, hvor jeg var sammen med mine 4 studiekammerater i forrige uge. Vi have to skønne dage med dejlige 27 grader (der var på det tidspunkt vilde 36 grader og 120% fugtighed i Brisbane), solbadning, snorkling og kajaking. Højdepunktet var klart til aften, da vi fik besøg af vilde delfiner ved stranden. Vi så dem lege i vandet og håndfodrede en af dem med en fisk inden de alle svømmede ud på havet igen.

Julie foran stranden på Moreton Island.

Lækker pøl på resortet, Moreton Island.

Catharina, Julie og jeg står klar med fisk til Delfinen.

Min baghave i Brisbane

Da jeg kom hjem i går havde drengene gjort hele huset rent og omrokeret stuen - amen der var ikke et øje tørt! I dag vandt min hest 'Heartbreaker City' 2. pladsen i det store hestevæddeløb 'Melbourne Cup', hvilket betød, at jeg vandt hele $12. Nu sidder jeg ude på altanen med bare ben og uden sko. Det lyder til, at vi har besøg af en pung-rotte i havens palmetræ. Jo, det må siges at være en god start på ugen. :-)

Både min vejleders (Steffen fra tyskland) og min hest vandt til Melbourne Cup i dag :-)

Brisbane er dækket af et lilla tæppe af blomster. Søen på campus.

Den seneste måned har jeg naturligvis brugt en del tid på Uni, vi har nemlig haft en præsentation for det forskningscenter, som vi er på, og deadline for projektaflevering nærmer sig stille og roligt. Men der har også været god tid til at udforske lokalområdet lidt.

Brisbane ligger i en lomme mellem Sunshine Coast (nordpå) og Gold Coast (sydpå). Derudover er der ingenting i nærheden. Det var i hvert fald sådan jeg troede, at det var i starten, for folk er meget optaget af hvilken strand, der er bedst. Men der er meget mere at komme efter, hvis man lige kigger sig over skulderen. Da finder man nemlig et væld af nationalparker med masser af vandreruter, gemte vandhuller, dyreliv og vandfald. Det eneste det kræver, før man kan komme ud til disse skjulte steder, det er en bil. Sådan en kan man enten købe sig til, eller også kan man finde en anden person med bil. Sidstnævnte har jeg fået sneget mig til et par gange nu. Turerne har indtil videre gået til Springbrook nationalpark, Shelly Beach, Palm Beach, Heart shaped pools og Red Deer festival (og så kan I nok se, at de weekenderne hurtigt er booket op, når man også tager i mente, at der er fest hver weekend).

Kører man enten nordpå eller sydpå fra Brisbane på motorvejen, er det en utrolig kedelig rute. Dog lysner det op i bilen så snart man kommer af den store vej og ud i naturen, som i dette område er præget af bløde bjerge, en del langbrug og frodigt landskab. På et par af turerne, som jeg var på fra et par uger siden fulgtes jeg blandt andet med en spansk flamingo danserinde. Hun var så begejstret for al den kvægavl vi har i området at hun blev nødt til at stoppe ved en del køer for at se på dem og klappe dem. (Det er meget sødt de første par gange, men på 3. dagen er det altså ikke så interessant mere). Begejstringen var så udpræget, at valgte at tage billede er køerne i stedet for kænguruerne ved siden af! Hun var derimod lidt mindre begejstret - eller i hvert fald begejstret på en anderledes måde - for de to slanger, som vi også har mødt på vejen. Den ene var en meget giftig, men døende King Brown slange. Den anden slange faldt Jack over (en britte, som også var med på tur) ved førnævnte hjerte-formede pools.
Dagen vi tog til de hjerte-formede pools blev lidt mere begivenhedsrig end forventet. Poolsne er egentlig bare en klippeformation, som en å har boret sig ned igennem og dermed skabt et lille vandfald med klippe pools forenden. Da vi ankommer til poolsne starter jeg med at tabe min aluminiums vandflaske ned på min finger og derefter 7m ned af klippevæggen til poolsne, hvor et par mennesker bader. Heldigvis blev ingen ramt og efter et par vanvittig dårlige kasteforsøg, fik jeg vandflasken igen. En times tid efter ser jeg pludselig folk stimle sammen rundt omkring poolen og kigge ned i vandet. Det viser sig hurtigt, at en 3m lang pyton slange har blevet jærget ned i vandet, og den prøver nu desperart at finde op af det pænt kolde vand. Samtidig hermed kravler en lidt-for-modig ung mand et par meter ned af klippevæggen for at tage et billede af slangen. I forsøget på at få et vinderbillede, får han overbalance og falder nogle meter, rammer klippen, falder endnu et stykke og lander da i vandet. I dette øjeblik overvejer vi hvad risikoen er for, at manden har brækket ryggen eller er blevet slået ud af faldet. Efter det der føles som 10 minutter kommer han dog til syne - tilsyneladende levende men til gengæld i selskab med en let stresset kæmpe python slange. Mandens sko og kasket ligger spredt ud i vandet. Overvejelserne og snakken går nu på hvorvidt slangen kunne finde på at gå til angreb, og hvordan vi skal bære os ad med enten at redde manden eller bjerge ham op af klippen til et hospital langt væk. Hvem springer først i vandet? ..

To fyrer kigger ned på slangen og vurderer situationen

Dramaet sluttede med, at slangen blev gelejdet væk fra vandet og den nu-knap-så-modige mand kom op af vandet i god behold. Han valgte på vejen om at kaste sin mobiltelefon ind i klippevæggen. Den landede i vandet og blev ikke fundet igen. Vinderbilledet forsvandt, men vi andre fik en god historie med hjem.

Natural bridge i Springbrook Nationalpark

Billede fra Red Deer musik festival. Rigtig sjovt,  kan klart anbefales. En eller flere dags festivaller er meget populære hernede, og der er rigtig mange af dem :-)

I weekenden var vi først til Sam's 21 års fødselsdag - og dagen derpå tog vi lige en slapper ved byens offentlige pools. Jeg har det slet ikke så hårdt ;-)

Til 21 års fødselsdag med Julie og alle de andre gode mennesker!

Det kan godt være, at I har set det før, men brug lige 30 sekunder mere på at beundre ,at vi har en strand midt i byen!

Inden i hører fra mig igen får jeg besøg af mor og far! Jeg glæder mig meget til at få besøg, og nu er der kun 2½ uge til! I mellemtiden skal jeg nok holde mig beskæftiget med sjov og ballade ;-)

Møs møs,
Nina.

Forår I Brisbane, ferietur til Fraiser Island

Jeg stod i supermarkedet i dag og fik en mærkelig lyst til kålsalat. Måske er det fordi den danske kålsæson på denne tid af året plejer at være i fuld flor. Ellers er det måske bare fordi, det er længe siden, jeg sidst har fået kål. Sådanne øjeblikke har jeg en del af i denne periode langt væk hjemmefra. Øjeblikke hvor jeg lige bliver husket på små, gode, hjemlige minder. Det er dejligt at have sådan nogle, og jeg føler mig taknemmelig. Hernede laver jeg mange flere, nye, gode minder, men de bliver nok aldrig helt så kraftige, hjemlige og sansende som de minder, der opbygges helt fra barnsben.

Vi fodrer kænguruer i Lone Pine Koala Sanctuary

De sidste 3 uger har været meget begivenhedsrige. Jeg har lavet et lille skema her nedenfor for at illustrere mit liv lige nu. Det er ret spændende - men jeg bruger også lidt flere penge, end jeg normalt ville gøre :-) Aftener, hvor jeg ''bare'' er hjemme, da er der som regel nogen at snakke og hygge lidt med, så det er sjældent, at jeg føler mig alene.

I forrige uge var jeg i byen og se shows 2 gange. Onsdag var vi til inde og se Blanc de Blanc, hvilket er en blanding af dans, akrobatik og komik (inspireret af cabaret). Fredag var vi så i symfonien (for første gang for mig) og søndag tog vi til udklædningsfest :-) Alle disse arrangementer foregår med den vennegruppe, som jeg automatisk er kommet ind i igennem min housemate Benedetta - og jo flere arrangementer jeg tager med til, desto sjovere bliver det :-)

I denne weekend var vi 4 danskere fra Aalborg på tur til Fraiser Island, hvilket er den største sand ø i verden. Den er 120km lang, hvilket svarer til 3.448 Rundetårne stablet oven på hinanden, 2.697 Stenkast, 127 Ejendomsmæglerstenkast eller 2,84 Marathoner. Dertil at den og cirka en tredjedel så bred. Øen består af mere sand, end der er i Sahara (Sahara er ''bygget'' på sten, Fraiser har først sten 600m under havets overflade) og der er cirka 200 søer, hvor 40 af dem er ferskvands plateau søer, hvilke der kun er 80 af i verden. Jo jo, vores guide lirede lidt facts af på turen, og jeg lyttede efter. Derudover var han vidst lidt stresset, til gengæld var vores turgruppe nogle rigtig søde mennesker. En lokal familie på 4 og 2 skandinaviske aupair piger. :-)
         Eftersom øen er naturreservat, er der ikke rigtig nogle veje. Det vil sige, at man mest kører på ryddede stier eller på strand. Dertil er det en absolut nødvendighed at have en 4 hjuls trekker og en godt polstret numse, ellers kommer man simpelthen ikke frem, og slet ikke uden en øm bagdel. Vi camperede nord på øen ved Dundarra (se kort heunder, lidt under fingeren), og kørte ud herfra til en del seværdigheder: Indian Heads (det er herpå fingeren peger), Champagne Pools, Skibsvrag, Eli Creek, Regnskov og Lake McKenzie. Det var nogle super fine spots, lækre badesteder, flot udsigt. Denne flotte natur har selvfølgelig også gjort øen til en ret populær camping ø - og eftersom denne weekend er skoleferie, var den hvide sandstrand blevet omdannet til en motortrafikvej med varieret kørsel :-P Mit favoritspot på øen var Indian Heads, som er et udsigtspunkt, hvor vi både kunne se ud til to flotte strande, men også kunne tage en pause og spotte hvaler og delfiner i det fjerne. Desuden fik vi spotten for os selv på grund af højvande. I løbet af de 3 dage spottede vi hvaler af omtrendt 10 omgange - de var nemlig også til at se inde fra strandmotortrafikvejen. Om det så var de samme hvaler, det ved de vidst kun selv :-) Om aftenen satte vi os omkring det dejlig varme lejerbål, hvor der blev fortalt røverhistorier og stegt (brændt) skumfiduser på pind. Om dagen var der dejlig varmt, omkring 28 grader, men om aftenen og natten droppede temperaturen til omkring 13 grader.

Guide peger på et kort over Fraiser Island og Christoffer ser interesseret på

Skibsvrag

Udsigten fra Indian Head

Chanpagne pools

Lake Mckenzie

Nu mandag har jeg fået indhentet lidt søvn efter weekenden, og i morgen er vi alle tilbage på Uni igen. Der er vi helt indtil fredag, hvor Julie tager til Kinaland, og vi andre efter planen har en uges fri. Jeg har godt spekuleret lidt på, hvornår den der artikel skal laves, men det må vi få styr på. I morgen kommer vores ene vejleder, Andrew, tilbage fra ferie - det bliver godt.

Jeg håber, at alle har det godt i det danske efterår. Måske jeg snart kommer til at savne det, men lige nu er jeg egentlig godt tilfreds med det Australske forår. Så længe der er mulighed for afkøling engang imellem og der er telefonisk kontakt til venner og familie i norden er alt fint.

Mange hilsner fra mig på den sydlige halvkugle,
Nina.

Der er 7 dage på en uge - masser af tid til oplevelser.

Jeg har det sku meget godt!

Kl 08.40 tager jeg ned til citycatten (lille katemaran færge) for at komme over floden. Kl 09.00 er jeg klar i grupperummet på Uni. 10:00 er jeg på 5. sal til tea and buiscits, kl 12 er det frokost, hvilket i øjeblikket består af hjemmebag, og omkring kl 16 er jeg på cyklen hjem eller på vej ud i byen - eksempelvis til boksning lige 1km fra hjem (y). Når jeg så kommer hjem er der ofte en at småsnakke med - hvis ikke med det samme, så vrimler det typisk ind af døren hen ad aftenen - brand hyggeligt at have noget at komme hjem til hver dag :-)

I dag fik jeg fornøjelsen af at slappe af i en rokker sej 7T (normalen på sygehuset er 1,5T) MRI scanner.  Vores vejleder, Steffen's, kone havde lige brug for en frivillig til at afprøve en ny scanningssekvens - og det skulle de da ikke spørge to gange efter. Måske har du været i sådan én før - jeg var MRI jomfu! Det er lidt ligesom at ligge i en meget lille, aflang hule, hvor du ikke må bevæge dig. Det er en øvelse i afslapning ;-) Belønningen for "al den anstrengelse" er et aldeles fremragende billede af mit hoved. Et sneak peak ses herunder :-) Og så blev jeg da lige mindet om, at det er et ret fedt center, som vi får lov at studere på.

7T MRI scanner

Pragteksemplar af en hjerne!

Den er god ok, man kan se øjenhulerne

Efter en uge på Uni er der frit spil i weekenden, sidste weekend tog vi på 1 dags tur til Straddie (af udefrakommende kaldet North Stradbroke Island).

Det var ret nemt at komme til Straddie - lets face it, det er et civiliceret land, og de har været så venlige at time både tog, bus, færge og bus, så transporten på 2,5 time fra midt Brisbane til Nordkysten af Straddie var piece of cake. Søndag var en aldeles fremragende dag med ca. 24 grader og fuld sol. Tilmed fik vi på øen serveret ALT på et sølvfad. Inden vi tog afsted sværgede vi på, at vi i hvert fald ville se bare ét dyr. Jeg længdes efter at se noget natur efter at have været i Brisbane i 3 uger! Blot 10 minutter efter vi steg af bussen, så vi vores første kænguru. Herefter fulgte hvaler og delfiner i det fjerne. Vi fik tilmed spottet en havskilpadde og et par kænguruer mere. Alt dette på et område med en diameter på omtrent 1km, i hvilket der også var caféer - det var da lidt vildt. Så nu er forventningerne måske lige blevet skruet lidt op inden næste besøg i et naturområde ;-) I weekenden går turen nok på den ene eller anden måde til Gold Coast//surfers paradise. Det er ikke et sted jeg har så mange forventninger til, men man bliver jo nødt til at tjekke det ud for at kunne vurdere stedet og være med på snakken (y).

Ret pæn strand på Straddie

Håber alle har det godt derude.

Kys og kram fra mig, currently living down under.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Flere billeder fra Straddie:

Hvordan falder man til i det nye land?

Svaret på det spørgsmål er måske ikke så ligetil endda, men en del af svaret er, at man skal ordne alle praktiske ting for at finde sig til rette, være open-minded og udadvendt, og så lade resten falde på plads af sig selv.

Jeg er nu kun på dag 12 hernede down under, og har netop overtaget mit værelse i et delehus i den populære forstad West End. Det var en ambivalent følelse at bo som backpacker og samtidig have en hverdag på Universitetet, så jeg er rigtig glad for at have fået en fast station! Derudover har jeg fået anskaffet mig en aldeles fremragende mountainbike, som fremover skal hjælpe mig rundt i denne by, der er så bakket, at mindre end 21 gear på cyklen simpelthen ikke kan gøre det. Stille og roligt former jeg nu en hverdag - om end måske en hverdag, hvor der nok vil blive brugt lidt flere penge end normalt på udflugter, sociale events og diverse indkøb :-)

Huset jeg er kommet til at bo i (OBS, jeg skal vidst lige godkendes af udlejningsbureauet på onsdag) deler jeg med 4 andre søde mennesker: Gabriel er en ung elektronik ingeniørstuderende med en meget sød kæreste (jeg ved ikke helt hvor gammel han er, men i hvert fald i 20'erne). Sam er en frisk altid-frisk-på-sjov australier på knap 21 år. Han er ligeledes ingeniørstuderende og er, set i forhold til mig, mega god til at spille xbox! Rafael er brasilianer og har været meget interesseret i OL de seneste stykke tid - hvorfor det også har kørt på tv'et begge uger :-) Han driver en café længere nede, spiller i reggae band og har også en meget sød, australsk kæreste. Desuden var han specielt OBS på, at jeg kom ordenligt på plads til aftalt tid, hvilket da giver lidt point i bogen. Sidst men ikke mindst bor Bernadetta her. Hun er en 27 årig sød og saksagelig italiener, som sidste år færdiggjorde hendes master indenfor turisme og event-håndtering. Nu arbejder hun indenfor feltet og par planer om først at tage tilbage til Italien når hun har nok erfaring med herfra til at få et godt job derhjemme. Hun er desuden den eneste jeg endnu har set i køkkenet.
Jeg ved endnu ikke så meget om mine hus-kammerater, men jeg kommer helt sikkert til at lære meget mere det næste stykke tid. Indtil videre har alle taget rigtig godt imod mig.

Vores hus i West End

Mit værelse

Sidste mandag mødte vi 4 mand stærk op i receptionen på Center for Advanced Imaging, St Lucia Campus, University of Queensland. I receptionen blev vi markeret som gæster med en rød key-hanger inklusiv en lap papir. Farven her gjorde de meget ud af, eftersom den identificerede os som værende personer uden metal i kroppen. Havde vi eksempelvist haft en pacemaker, var vi blevet markeret som gul, hvilket derved også angiver, at vi er i fare tæt på deres MRI maskiner. Disse MRI maskiner er netop scannere, som er opbygget med meget kraftige magneter. Hvis en person med pacemaker kommer for tæt på denne risikerer man, at den går i udu. Har man løse metalstykker risikerer man ligeså, at disse tiltrækkes så kraftigt af magneten, at de splatter ud på denne og ødelægger begge dele.
Vi mødte vores hovedvejleder Andrew Janke og gik mere eller mindre direkte op til 'Coffee and Biscuits', hvilket foregår hver dag klokken 10, og ifølge Andrew er det vigtigste tidspunkt på dagen. Andrew er i mine øjne tilsyneladende en klassisk Australier. Han er meget lige til, stille og rolig, samt humoristisk. Desuden blev det meget tydeligt, da vi tirsdag fik præseneret projektforslag, at han virkelig har styr på sit forskningsområde. Med andre ord, så er vi i trygge hænder. Han har navngivet os sine 5 danske minions, den 5. sluttede sig til os onsdag middag. Julie og jeg har nu valgt at arbejde på et projekt, som med formålet at forbedre diagnostik af alzheimers omhandler nøjagtig sammensætning af flere slags MR billeder for at opnå mere information end billederne kan give hver for sig. Til dette har vi fået endnu en vejleder tilknyttet, Steffen, som selv arbejder på dele af projektet og har foretaget MR scanningerne, som vi har data fra.

St Lucia campus er et meget grønt og livligt sted. Sammenligner man med campus på Aalborg Universitet, så får vi en myreture sat op imod en spøgelsesby. Campus her er som en lille by i sig selv. Der er 24 drikke/spise steder, frisør, sportsklub, apotek og bank. Det er dermed ingen sag at finde frokost eller eksempelvis oprette en ny bankkonto - som jeg blandt andet gjorde i dag.

Dertil kan jeg indskyde, at der i banker gælder samme regler, som jeg erfarede i sidste uge: alle australiere er meget venlige! Min nye bankrådgiver nøjedes ikke bare med at oprette en bankkonto til mig gratis (selvom jeg ikke har et studenter-nummer, som man ellers skulle have), nej han tilbød mig da også lige et lift nordpå til Sunshine Coast en hvilken som helst weekend, når han alligevel skulle ud og surfe i bølgen blå. I den sammenhæng blev et bankmøde hurtigt til en mini-foto-session, hvor jeg fik en masse flotte strande at se. Disse strande skal helt sikkert besøges i nærmeste fremtid.

Mig og skilt på St Lucia

Center for Advamced Imaging. Bygningen er kun 4 år gammel og er på mange etager. Der er brusere i kælderen, så man lige kan få sig en skyller efter den en udfordrende cykeltur til Uni

Det er næsten svært at få alt det jeg gerne vil sige med i et blogindlæg, for der sker meget lige i øjeblikket! På lørdag planlægger jeg at tage på Davis Park West End Market til formiddag og købe grønt ind samt finde dekoration til værelset. Samme eftermiddag skal jeg ha' BBQ med mit hus plus venner af huset, hvor vi skal høre Rafi (Rafael) spille koncert.

So long, Nina.

En af søerne på campus. Denne går/cykler jeg forbi hver morgen

Øjebliksbillede fra vores grupperum. Dette skulle eftersigende være det bedste lokale i bygningen

Skab hvori mine ting endelig er blevet pakked ud i

Rum ved siden af mit værelse. Til fri benyttelse. bag dette er vaskemaskine samt ejet badeværelse

Et udsnit af vejen vi bor på