Floreeeees og smukke Komodo nationalpark

Vi sidder her søndag morgen og morgenprutter i vores seng i Labuan Bajo. Kun med én overnatning tilbage ser vi tilbage på 6-7 uger med mange fantastiske oplevelser og gode stunder i hinandens selskab. Vi har fyldt depotet op med gode minder, som vil varme os hele vinteren igennem. Det er underligt, at 7 uger kan gå så stærkt, og stadig føles det som en evighed siden, at vi landede i Kuala Lumpur den 3. juli. Der er sket så meget på så kort tid. Bare de seneste 4 dage har vi oplevet helt fantastiske ting.

Helt tilbage i Bogor (på Java) tog vi beslutningen om at købe flybilletter fra Depasar, Bali, til Labuan Bajo, Flores. På nuværende tidspunkt føles det som om, at det var en rigtig god beslutning, for jeg kunne ikke tænke mig et flottere sted at afslutte turen end her.

Selve byen vi bor i er ikke noget særligt. Den er lillebitte og beskidt. Vi bor hos en lidt indadvendt, dog flink australier, Will, lige ved siden af moskeen. Da vi ankom pustede vi lettet ud, da det føltes som om, at vi endelig var kommet tilbage til ”det rigtige Indonesien” efter et transit på Bali. Vi snakkede om, hvor glade vi var for at se moskeen – ja det blev nærmest nostalgisk. Det var også skønt at komme lidt ned på jorden igen. Men lige moskeens morgenvækninger klokken 04.30, dem er jeg alligevel ikke sikker på, at jeg fremover vil komme til at savne forfærdelig meget.

Der er én hovedgade i Labuan Bajo. På denne er der cirka 40 dykkerbutikker (ok, måske 12) og en dælens masse ”turistinformationer” som også sælger ture ud i Komodo Nationalpark eller ind over landet på Flores. Med alle disse tilbud, og kun 4 dage at gøre godt med på Flores, var der ikke andet for, end at spadsere rundt fra shop til shop og finde ud af, hvad man bare skal se her på stedet. Dette blev vi dog rimelig hurtigt trætte af, og besluttede os for at fokusere på at komme ud at dykke i Nationalparken, og derved gøre godt igen efter min dykkerforskrækkelse tilbage på Pulau Weh. Det lykkedes os at tage os sammen, finde en fremragende dykkerklub og bestille en heldagstur på vandet til torsdag den 13. august. (Bemærk: en HEL dag på vandet, overvej lige hvor gode overtalelsesevner Kristina må have!). Dagen efter lå jeg med mavekramper, og dagen gik med mere eller mindre ikke så meget. Torsdag den 13. stod vi så op kl 06.00, klemte lidt morgenæg ned og tog ud på Flores Diving Centers dykkerbåd. Her blev vi mødt af de sødeste mennesker, både dykkerinstruktører, dykkere og crew.

Flores Diving Club reception på hovedgaden

Kristina, jeg og en ung, fransk dreng fik tildelt Egoi som divingmaster for dagen, og efter en times sejlads hoppede vi alle i vandet – lidt spændte på, hvordan det nu ville gå. På cirka 10 meter gennemgik vi nogle refresher skills (dele luft, vand i maske etc), og da alt var ok, og jeg begyndte at slappe af igen, svømmede vi en tur rundt over de smukkeste koraller. Undervejs mødte vi mange fisk, en pigrokke og to virkelig fine havskildpadder. Den ene lå og nippede til korallerne – der ønskede vi begge, at goprokameraet havde virket!!!!!!!!!

Efter ca 43 minutter i vandet kom vi til overfladen igen og havde pause på båden med snacks en times tid, hvorefter vi på et nyt sted, Manta Point, hoppede i vandet igen. Modsat Siaba Besar (første dykkerspot) var bunden her blot dækket med sten i stedet for koraller, og der var god strøm, hvilket udemærkede dykket til et såkaldt drift dive. Trods det umiddelbart kedelige setup var dykket dog absolutely outstanding. Intet mindre end fantastisk. I de 50 minutter vi befandt os under overfladen (max 13,3m nede, der var ikke så dybt) så vi en del manta rays – mindst to forskellige. Manta Rays kaldes på dansk Djævlerokker, og kan blive 3-4 meter brede. De var kæmpe!! De var bare vildt seje. Hver gang der kom en manta lagde vi os på bunden helt stille for ikke at skræmme den væk, og så betragtede vi den bare svømme rundt. Det var meget betagende.

Dykkerflaskerne post dyk

Tilbage på båden igen fik vi en god frokost fra det lokale indonesiske køkken (Mama´s) og hyggesnakkede om manta rays. Efter frokost hoppede de andre dykkere i vandet med hele udstyret på igen. Da dette sidste dykkerspot var potentielt meget vanskeligt grundet en del strøm besluttede vores divemaster, at vi bare nøjedes med at snorkle. Det var fint for os – better safe than sorry – og bare snorklingen var også helt vildt flot. Stedet her var en stor klippeformation, hvorpå der under vandet groede en masse koraller i alverdens farver. Hertil var der propfyldt med farverige fisk i alle størrelser! Vi gik i seng den dag meget glade!

Kristina på toppen af Flores Diving centers båd

Torsdag vågnede Kristina med ørepine. Det var super ærgeligt, for det betød både fysisk smerte og en anelse psykisk i erkendelsen af, at vi nok ikke skulle ud og dykke mere i denne omgang. Men allerede dagen før sagde jeg til hende, at med de to dyk vi lige havde haft, så var jeg allerede ovenud tilfreds. Vi tullede rundt hele dagen, lidt til lægen, lidt til dykkercenteret, og endte med at bestille en bådtur til Rinca (ø lidt væk) med en af Wills indonesiske venner. Lørdag morgen tog vi så af sted, naturligvis med en særdeles god madpakke, og vi kom da også lige til havnen. Der sad vi så, i en godt slidt, meget simpelt indrettet båd. Og der sad vi så et stykke tid. Og et stykke tid mere. Og lidt mere. Og endelig fik crewet fikset båden, så vi ligeså laaaaaangsomt kunne sejle mod Rinca. Det tog i alt kun 4 timer at sejle en 13 km, og ved middagstid gik vi fra borde. Rinca er en af to øer i verden, hvor komodovaranerne lever. Den anden ø er Komodo, som ligger et par timer længere væk. På Rinca findes ca. 1000 varaner, og på stedet er det muligt at leje en guide med våben (en lang pind) og gå en tur for at se varanerne. Det gjorde Prins Henrik ikke for et par år siden, da han besøgte øen, men det gjorde vi så. På selve rangerstationen (hvor vi også fandt en guide) så vi 8 varaner (dragons). De dovnede rigtigt, men 4 af dem var ikke desto mindre 25 år og 3 meter lange. I betragtning af, at de tager bøffler til aftensmad, så var det nok fint nok, at de dovnede. På gåturen fandt vi en par bøfler, en komodovaran-rede og en enkelt gammel hun varan. De dyr var meget sjove at se – det er ikke lige en art man finder så tit! Men de blev måske også lige afmystifiseret lidt, eftersom de hverken spyttede ild eller angreb os. De har jo kun slået to mennesker ihjel de sidste 20 år – kom ind i kampen.

På båden

På den simpelt indrettede båd

Det tog nogle timer at sejle hjem fra Rinca igen. Men det var bare hyggeligt, og på vejen stoppede vi ved en fin lille ø, og vi så den flotteste solnedgang på turen. Endnu engang gik vi glade i seng.

Komodovaraner. Han. Ca 3 meter

Bøfler

Komodovaran. Gammel hun

Nina og komobovaran

#LivingOnTheEdge #KomodoNationalpark #Dragons

Ø i nationalparken

Solnedgang

Nu er det så søndag.. Om lidt mere end 7 timer flyver vi til Bali igen, hvor vi var vores sidste nat i Kuta. Det er underligt. Men måske bliver det også ok at sige hej til Danmark igen – der venter trods alt en del spændende ting derhjemme også. Men Kristina og jeg. Ja det kan være vi flytter sammen en periode – for det bliver da helt mærkeligt ikke at have hende på min venstre side længere! Det er sørme godt, at vi bor klods op af hinanden :-)

Vi ses i Danmark!

Knus og kram fra Nina (og Kristina).

To be continued next season....

Natterend på vulkaner og tossede Bali

En lille hilsen fra det store udland. Det er efterhånden noget tid siden at bloggen er blevet opdateret, så nu er det vist ved at være tid. Vi håber i nyder, at sommeren endelig er kommet til Danmark! Der er sket lidt at hvert siden sidst:

1. Vi har været på vulkanvandring – både på Gunung Bromo og Gunung Ijen på Java.
2. Vi er ankommet til Bali (og er snart på vej derfra igen)
3. På Bali har vi haft 2 dage i Pemuteran med afslapning og snorkling, 5 dage i wellness-mekkaet, Ubud og 3 dage i Kuta med strand, fest og mere afslapning.

… og det var så den korte version. I den lidt længere version besluttede vi i Yogyakarta at tage en 3 dages tur mod Bali, hvor vi stoppede ved de 2 vulkaner. Vi startede tidligt torsdag morgen (30/7), hvor vi tog toget til Malang, og derfra blev vi kørt videre til Bromo. Vi stod op midt nat – og blev kørt til en udsigtspost, hvor vi kunne se solopgang over vulkanen. Det var virkelig smukt – og vi fik taget et væld af billeder. Efterfølgende blev vi kørt ned til vulkanen og besteg den. Det var en meget venlig vulkan at bestige, for der var nemlig lavet trapper hele vejen op. Da vi kom op på toppen, var det et meget specielt syn, der mødte os. En hel del indonesere havde slået sig ned på siden af krateret, og de levede af, at folk kastede mønter ned i krater, som de prøvede at fange med deres net – lidt farlig business måske. Efter lidt tid ved Bromo, tog vi tilbage til hotellet, hvor vi var indlogeret, pakkede vores ting og kørte videre mod Ijen. På Gunung Ijen skulle vi på nattrek, fordi det er kun om natten, der er mulighed for at se den blå flamme. Efter et lang trek med vandretur op på vulkanen, ned i krateret for at se den blå flamme og op igen, endte vi ved en udsigtspost, hvor vi efter min mening så turens smukkeste solopgang. Vores trek på Gunung Ijen var virkelig en stor oplevelse – ikke nok med, at det var en rigtig smuk tur, så havde vi også rigtig godt selskab i form af to indiske fyre, to hollandske piger, et kinesisk par og en schweizisk pige.

Bromo ved solopgang

Os ved Bromo

Indonesere, der har bosat sig i Bromos krater.

Hvem fanger mon mønten?

Gunung Ijen - den blå flamme i krateret.

Solopgang ved Ijen.

Kratersøen ved solopgang.

Vores søde trekkinggruppe.

Vi startede vores tur på Bali i Pemuteran, som lå kun 45 minutters kørsel fra havnen på Bali. Vi var begge trætte, så det var skønt, at vi ikke skulle bevæge os så langt, før der var udsigt til afslapning. Vi var indlogeret på et resort i de to dage, vi var i Pemuteran. Her slappede vi af, lå på stranden, badede i poolen og var ude at snorkle. Efter to dage med afslapning i Pemuteran købte vi en tur med privat chauffør til Ubud sammen med Lea, den schweiziske pige, vi mødte på vores vulkantur. Denne tur gik forbi flere templer, herunder det populære Ulun Danu tempel i Bedugul, byen mondok, som er kendt for deres jordbær (… og der er jordbærsæson året rundt), og en lille plantage, hvor der blev dyrket vanilje (Bali er meget kendt for deres gode vanilje, men ingen ved hvor plantagerne er), kaffe og nelliker mm. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Ubud. Vi tilbragte 5 dage i wellness-mekkaet, hvor vi fik shoppet lidt, dyrket yoga, besøgt Monkey Forest, spist lidt sundere mad, var på en ca. 40 km lang cykeltur omkring Ubud, hvor vi bl.a. så elefantgrotten og en masse smukke rismarker samt så traditionel balinesisk dans. De sidste par dage har vi tilbragt i Kuta – og her har vi surfet, slappet af på stranden, været på diskotek for første gang på hele turen og har fået massage. Surfing var virkelig sjovt. Det er første gang, jeg har prøvet det – og det gik rigtig godt. Det lykkedes mig at stå på boardet allerede første gang, jeg prøvede, så det var virkelig fedt. Nina fik også rigtig godt styr på det – og jeg har fornemmelsen af at hun stod mere på boardet denne gang, end da hun prøvede i Ecuador for 3 år siden \nina{korrekt}.

Jordbærjuice ved Mondok.

Ulun Danu-templet

Rismarker ved Ubud.

Pitstop med kiks og vand på cykelturen.

Kristina på boardet. 

Nina halvejs på boardet.

Efter ca. 10 dage på Bali kan vi konstatere, at Bali er meget anderledes end Sumatra og Java, som vi kommer fra. Sumatra og Java er mere traditionsbundet – og er dermed en stor kontrast til det mere løsslupne Bali. Bali er præget af turismen – og har ændret sig meget for at tilpasse sig turisternes ferieønsker. Vi har haft en rigtig god tid her på Bali, men jeg tror, at vi begge er rimelig enige om, at det ikke er den del af Indonesien, vi kommer til at savne mest. I morgen går turen til Flores som sidste destination i den her omgang. Her har vi planer om at besøge Komodo nationalpark – og forhåbentlig se komodovaraner (komodoveteraner).

Vi synes, tiden går alt for hurtigt – og er slet ikke klar til at rejse hjem om en uges tid. Why do all good things come to an end??

Mange kærlige indonesiske hilsner fra Kristina (og Nina).

Chillax og kultur i Yogyakarta.

Skrevet den 30. juli.

I morges forlod vi Yogyarkarta (lokalt slang: Yogya) efter 4 aldeles forrygende overnatninger i byen. Vi boede privat i det hyggeligste kvarter hos Anez, en meget hjælpsom, hyggelig, afslappet og charmerende (\Kristina{Nina er gifteklar} \Nina{Ej, det ville nok aldrig gå ;-)}) indonesisk mand. Da vi ankom til House of Nasi and Bungkus (navnet på hans all-genbrug, kunstneriske bolig) var luften tyk af røgelse og røg, og vi var umiddelbart lidt skeptiske, men dog lidt nysgerrige og forundrede over stedet, der var meget inspirerende og med en løssluppen stemning, som vi ikke havde mødt i Indonesien før nu. Eksempelvis var det her vi første gang så alkohol (huset var dog løbet tør for vodka de resterende dage – så vi har holdt os ædru), det var første gang vi måtte tegne på væggene og det var første gang på Java, at vi slog benene op og nød synet at rismarkerne, som stod til nabo. Da vi vågnede op mandag morgen var luften frisk og ren, og vi var lettede over, at der ved venlig efterspørgsel blev skruet ned for røgelsen indendørs – så de resterende dage følte vi os som hjemme.

Terrassen hos Anez. Bemærk persiennerne, herpå stod en masse citater fra besøgende

Mandag havde vi en idé om, at vi skulle lave absolut ingenting. Så vi tegnede på sten hele formiddagen, og da vi så ikke kunne sidde stille længere, gik vi en tur ud i byen – efter google-maps-vejledning fra Anez. På vores gåtur så vi i første omgang en meget fin rund moske. Den var lidt sjov og lignede bestemt ikke de moskeer, vi ellers er stødt på, som normalt er firkantede og meget grønne, blå og sølv. Denne var mere hulelignende med to etager. Lidt mystisk men i og for sig et flot bygningsværk. Desuden fik en lektion om vejen til det gode liv af en familie, der var Jehovas vidner – de findes også i Indonesien. Herefter besøgte vi vandpaladset, som var utrolig fint med 3 store pools med omliggende bygningsværk, der ligeså godt kunne have været placeret i Sydfrankrig. Vi var meget fascinerede, mest fordi vi ikke havde set noget lignende hernede før.

Nina foran water castle

Water castle indeni

Det var så det, vi ligesom havde tænkt os at se mandag, men i et forsøg på at komme til et tøjmarked med potentiel udsigt til frokost, faldt vi lige i snak med en af de meget ivrige tuk-tuk chauffører (cykel-køretøjet hedder ikke tuk-tuk hernede, men jeg har ingen chance for lige at associere mig frem til det rigtige ord). Snakken endte ud i, at vi kørte til byens fuglemarked. Fuglemarkedet var et rent kaos af de fineste træsnittede fugleburer med lidt for mange fugle i hvert bur. På markedet kunne man få mange forskellige fugle, alt fra papegøjer til spraymalede kyllinger (ja de var turkis, pink, røde, grønne m.v. meget mærkeligt, lidt sjovt, men også lidt synd for kyllingerne!). Efter fuglemarkedet kiggede vi på lidt fisk (nogle døde andre levende i akvarierne) og vi begyndte for alvor at mangle frokost. Vi fejlede dog totalt med at finde frokost, men stødte i stedet ind i vores tuk-tuk chauffør igen – han havde måske lidt ventet på, at vi skulle komme tilbage? Han havde fortsat utrolig mange idéer til, hvad vi skulle. Eftersom vi egentlig bare var sultne, fandt vi ham en anelse irriterende, men godkendte hans tilbud, og kom i bedre humør efter indtagelse af et par bananer fundet på vejen til næste destination, som vi egentlig ikke helt vidste hvad var. Vi ankom efter endnu en fin cykeltur (det var i grunden rigtig hyggeligt at blive fragtet på cykel i de fine, små gader rundt i Yogya), endte vi med at stå totalt forgabte i batik kunst i en lille fin butik, hvor de håndmalede alle motiver på lærredsstof eller silke. Vi fandt efter vejledning fra Anez, og nærmere bestemt hans hjælper og ven, Asek, ud af, at butikkens kunstværker var af rigtig fin kvalitet, og købte tirsdag et par souvenirer derfra :-) På samme gade lærte vi lidt om traditionelle okseskinds-dukker, som man fint skærer ud med alle mulige kromulerur og benytter til skyggespil. Alle kromelurer havde naturligvis en betydning – så de ellers lidt spøjst udseende dukker fik for os pludselig en betydning, hvilket gjorde dem væsentligt mere spændende. Efter en kop kaffe cyklede vi videre op til den oprindelig ønskede destination ”tøjmarkedet”. Dette viste sig desværre at ligne et trafikeret Kinaland med en masse billigt skrammel, og eftersom vi lige havde forelsket os i kvali-varer skyndte vi bare at finde noget frokost (det var måske på tide eftersom klokken nærmede sig halv fem) og gik hjem.

Kristina kigger på malede kyllinger

Tirsdag brugte vi på at chille (red. slappe af) hos Anez og tulle lidt rundt i byen. Derudover fik vi planlagt de efterfølgende dage (igen i samarbejde med Anez og guidebog). Onsdag nat stod vi op klokken 3. Dem som kender mig ville nok overveje, om det overhovedet var muligt. Det var det, men jeg var ikke super begejstret for den manglende søvn – hvilket kroppen dagen i dag stadig lider en anelse under. Men værre er det ikke, når man har mulighed for nogle gode skrabere i busser, tog og lignende. Grunden til, at vi skulle så tidligt op var, at vi skulle på tur ud til det store, Buddhistiske tempel Borobodur (1,5 timer fra centrum af Yogya og nok den største turistattraktion på Java). Og ja, vi skulle selvfølgelig se den fine solopgang fra selve templet. Det var en rigtig fin oplevelse. Der var naturligvis en del andre turister, som havde fået samme idé som os - men ikke for mange til, at man ikke kunne tage nogle fine billeder uden forstyrrende elementer som fremmede mennesker. Efter en let morgenmad tog vi bussen videre til et rigtig fint hinduistisk tempel, Prambanan. Her sendte jeg mange tanker til min hinduistiske veninde, Venuka, som i hvert fald har forsøgt at lære mig en anelse om de hinduistiske guder. Selve templet fik i 2006 desværre store skader efter et jordskælv med styrke 6 på richterskalaen. Det betød imidlertid, at der lå rigtig mange murbrokker, og en del af templet var spærret af på grund af genopbygning. Vi gik rundt og beundrede den stående del af templet, både indefra og udefra, og blev, da vi kørte hjem mod Anez igen, enige om, at det havde været en lang, men god dag på tempeltur.

Solopgang ved Borobodur

Os to til solopgang på Borobodur 

Prambanan tempel

Nina og prambanan tempel

I dag, torsdag, har vi forladt Yogya og sidder nu i toget på vej mod nationalparken Bromo, hvor landets måske mest ikoniske vulkan-udsigt er. Den 1. august skulle vi gerne befinde os på Bali – men det er endnu uvist hvor på øen, vi vil hen – lige bortset fra, at vi i hvert fald skal besøge Ubud og have yoga-timer. Vi søger mod de hvideste sandstrande med færrest mulige turister.

Mange kram og tanker fra tøserne i Indonesien, Nina (og Kristina).

Lake Toba – Yogyakarta

Der er allerede gået en uge siden bloggen blev opdateret sidst, – og hold da op, hvor er den uge gået stærkt. Siden sidst er vi kommet til en ny ø (Java), har været på storbyferie i Jakarta og været indlogeret hos Claudia og hendes familie.

Efter et par dages afslapning ved Lake Toba var vi igen klar til eventyr. Mandag (20/7) forlod vi Samosir – og kørte tilbage til Medan. I Medan havde vi, efter min mening, et lidt for presset sightseeing-program, hvor vores chauffør stod og hoppede og dansede for at komme videre til næste stop, men ikke destromindre fik vi set den store moské (den, der vækkede mig kl. 04:30 i starten af vores roundtrip på Sumatra), ”så” et palads (vi så ikke rigtig så meget, for vi havde travl med at stå model for utallige billeder – og ja vi er for længst stoppet med at tælle, hvor mange billeder, vi er på) og et kinesisk tempel. Efter den hurtige sightseeing kørte vi til hotellet – og blev vi resten af dagen (heldigvis var der TV med både HBO, National Geographic og CNN). Tirsdag gik turen til Jakarta med fly (endnu en af vores lange rejsedage) og onsdag var vi klar til at udforske Jakarta. Vi besøgte Kota, som er det gamle hovedsæde for den hollandske koloni – og her var sort af mennesker (vi er ramlet ind i national ferieuge). Vi var på bankmuseer for at lære mere om indonesiens økonomi. Om eftermiddagen udforskede vi byen med Tim, som vi mødte på hostlet i Kuala Lumpur, og her så vi det nationale monument og en katolsk kirke. Torsdag tog vi på nationalmuseet og tog om eftermiddagen videre mod næste destination – Bogor. Egentlig havde vi planlagt en overnatning mere i Jakarta, men pga. menneskemængden trængte vi bare til at komme ud af Jakarta så hurtigt som muligt.

I Bogor skulle vi bo hos Claudia og hendes familie. Vi kom i kontakt med Claudia via én ven af Anna (min storebrors kæreste), og det var en kanon god oplevelse at besøge hende i Bogor. Vi ankom hos hende ved 18-tiden torsdag aften, blev indlogeret og fik noget streetfood til aftensmad (#livingontheedge, men heldigvis var det ikke et problem for vores sensitive, vestlige maver). Fredag og lørdag havde Claudia lavet et super godt – og tætpakket program til os. Torsdag startede vi på et batik-galleri, hvor vi så hvordan de dekorerede stof med traditionelle batikmønstre. Efterfølgende var vi på museum, hvor vi fik lidt viden om Bogors historie, og senere mødtes vi med en af Claudias bekendte, som lavede smykker (her kom vi på opgave, og sad begge meget koncentrerede et par timer for at lave halskæder). Da vi var færdige med vores smykker tog vi på café i botanisk have, hvor vi fik aftensmad og så flot solnedgang (… og så et kæmpe bomuldstræ). Da vi kom hjem (ved 20-tiden) gik Nina kold (hun sov indtil lørdag morgen), mens jeg fik chancen for at hilse på Moulya (Annas ven, som satte os i forbindelse med Claudia). Lørdag morgen stod vi tidligt op, vi skulle i botanisk have og på zoologisk museum. Efter vores besøg på museet tog vi mod Lesmana FM, hvor Claudia arbejder hver lørdag. Her skulle vi være med til et interview omkring vores rejse i Indonesien, omkring deres mad – og om maden i Danmark – det var en virkelig god oplevelse. Vi forlod radioen midt om eftermiddagen, og her tog vi ud for at se nogle templer og den store moské i Bogor. Her havde vi en god snak med Claudia om udfordringerne i Indonesien, og fik et indblik i hvordan det er at være ung i Indonesien – det var virkelig interessant at få udvidet horisonten og lære noget mere om, hvad de kæmper med i Indonesien. Da vi kom hjem, havde Claudias mor lavet traditionelt sundanesisk mad til os – det var virkelig godt, og det var lang tid siden, vi havde følt os SÅ mætte. Om aftenen var vi på café sammen med Claudias søskende og en af hendes veninder.

Interview ved Lesmana radio :-)

Family-dinner

Café med Claudia, hendes søskende og hendes veninde, Selly.

I dag, søndag, har vi igen en triple-maratonlang rejsedag (ca. 13 timer). Vi er på vej med toget til Yogyakarta, og her regner vi med at blive 4 overnatninger. Vi glæder os rigtig meget til at få endnu flere fantastisk oplevelser i Indonesien.

Kærlige javanetiske hilsner fra Kristina (og Nina).

Berastragi - Danau Toba (Lake Toba)

Onsdag den 15. juli tog vi lidt modvilligt fra Bukit Lawang, forbi Medan og videre op i bjergene, hvor vi endte i Berastagi, en landsby, der blev etableret af hollænderne, som fik lidt for meget af støjfyldte Medan, og derfor flygtede op i bjergene til ro i et køligere klima. Berastragi er nu en forholdsvis lille by med hvad dertil hører, dvs markeder, restauranter, diverse butikker, turistinformation osv. Jo, og så ligger byen lige midt imellem to aktive vulkaner; Sinabung og Sibayak, hvor førstnævnte i øjeblikket er i udbrud. Mere om vulkanerne senere.

Vi ankom til vores hotel, Danau Toba Cottage, og det umiddelbare indtryk var ikke specielt godt, der var meget stille, meget tillukket og meget øde. Efter lidt tid hilste vi dog på vores engelsktalende turguide til morgendagens gåtur op på vulkanen Sibayak, hvilket gjorde verden til et mere positivt sted. Derudover blev vi parret sammen med to meget søde Hollandske piger, Estelle og Iris, som vi skulle følges med. Til aften tog vi alle fire ud og spiste indonesisk på den lokale "family restaurant".

Torsdag er for mig en dag med flest højdepunkter efter en lidt trættende gåtur på Sibayak. Det var ikke fordi turen var så forfærdelig lang (3 timer i alt - 1000 højdemeter), men her kunne jeg personligt godt have brugt mine vandrestøvler. Der var tilgængæld rigtig flot fra toppen af Sibayak, og jeg tror, at Kristina fik lidt associationer til den islandske natur.

Da vi (endelig) var nede fra vulkanen igen dyppede vi fødderne i noget meget varmt vand (hot springs - lavet til pools), og fik en simpel frokost. Da vi alle havde fået lidt energi igen, betalte vi vores chauffør til en lille ekstra tur. De hollandske piger havde nemlig fået et tip om en lille by "Lingga", som lå i nærheden, og så ville vi gerne se lidt nærmere på vulkanen Sinabung. Vi fik turen til en god pris (vi fik ham ned i halv pris) og kørte videre ud i det blå. Lingga viste sig at være en rigtig fin lille landsby med et par gamle Batak huse. Batak er en af de gamle stammer i Indonesien, der kom til fra blandt andet Burma lang tid før hollænderne overhovedet tænkte på at rejse herover. Batakkerne er desuden et meget krygtigt folkefærd, som både skriver godt og har stor glæde af musik. I dag er der 6.000.000 i alt og de er af tyskere og hollændere blevet omdannet fra kannibaler og animister til kristne.

Efter en spændende tur rundt i Lingga, både udenfor og inde i huse, kørte vi mod Sinabung. Vi fik at vide af vores guide, at militæret have spærret et område på 7km i radius til vulkanen af, af sikkerhedsmæssige årsager. Sinabung har flere gange siden 2010 været i udbrud og for ca 2 uger siden fik man syn for sagen, hvor 15 personer døde ved udbruddet. Denne dag var askeskyen hvid, og jeg kunne forstå på Kristina, at det betyder, at vulkanen er rolig, og vi først skulle gå i panik, hvis der kom en meget høj lyd og asken blev sort. Vi fortsatte forbi 7 km-mærket og nåede til 3 km-mærket, en bom foran en forladt by nedenfor vulkanen. Her blev det for alvor spændende, og efter en snak med de lokale smuttede vi stilfærdigt forbi bommen og ind i den forladte by, hvor kun husdyrene tullede rundt som om intet var hændt. En scooter fulgte efter os - nok for at holde øje med, at vi ikke gjorde noget dumt. Stille og roligt gik vi igennem byen, alle meget benovede over, at vi var kommet noget tættere på end først formodet. Selv vores guide var meget fascineret af stedet. Lige på den anden side af byen så vi de svedne træer og buske, som ved sidste større udbrud var blevet svitset - altså for et par uger siden. Det var meget fascinerende at være så tæt på, og også noget spændende at være der, hvor vi måske egentlig ikke måtte være. #crimeriders #livingontheedge

Sinabung

Høje af de fede oplevelser (specielt sidstnævnte) tog vi fredag den 17. juli videre ned fra bjergene til Lake Toba, hvor vi nu er indlogeret på et lækkert resort på halvøen Samosir, midt i Lake Toba. Her har vi nu været i to overnatninger. I går tog vi en slapper for lige at få tid til at fordøje alle de indtryk vi har fået de sidste mange dage. I dag, søndag, har vi været på cykeltur rundt på øen (måske ca 20 km), hvor vi blandt andet har set "stone chairs", snakket med en meget sød pige, Nenni, lige uddannet ingeniør fra Medan, og været turistattraktioner i os selv, hvorfor vi er endt i utallige indonesiske fotoalbums.
Om lidt over en time skal vi have en times traditionel olie massage. Det glæder vi os til. Her på øen bliver der ikke sparet på goderne :-)

Mange hilsner fra Sumatra, Nina (og Kristina).

Vi "faldt" lige over et lille vandfald på vejen til Danau Toba.

For første gang på hele ferien var vi i bikini ved en pool - og det var hot. 

To tosser på tur.

Kristina og Nenni.

Nina og Nenni.

Den smukke natur ved Danau Toba.

Tangkahan-Bukit Lawang

Nogle har vist efterhånden tjekket vores blog mange gange (nok især vores familier) – og de undrer sig sikkert over hvorfor der aldrig kommer nogen som helst opdateringer. Men, men, men, I skal ikke snydes for at følge med i vores oplevelsesrige tur ,og der kommer nu to blogindlæg på én dag. Manglen på blogindlæg har nok især to forklaringsgrunde; 1) manglende internetforbindelse (og det er hårdt nok i sig selv... :-P) og 2) vi har simpelthen oplevet så meget, at vi har været rigtig trætte om aftenen – og derfor har blogindlægget ikke lige været det første, vi har sat os til.

Som Nina skrev i det nedenstående indlæg, så badede vi i går formiddags (13/7) elefanter. Det var vildt sjovt. Det var en af de ting, jeg hjemmefra havde tænkt, at det var en rigtig turistattraktion – og det var det bestemt også. Det startede med at elefanterne fra deres indhegning gik ned mod den flod, de skulle bades i, meget pænt. Alle elefanterne gik med deres snabel og holdte fast i halen på elefanten foran – og sådan gik de ellers pænt på rad og række ned til floden – meget veltrænede elefanter må man sige. Da de kom ned til floden var det tid til at komme af med lidt af hvert – og det de ikke selv kunne kom af med, fik de hjælpe til at komme af med (altså hele den bare arm ind i numsen på elefanten for at få den til at komme af med afføring – godt det ikke var min arm, der skulle bruges til formålet :-P). Derefter var det tid til at vaske dem – Uni (vores elefant, som var gravid i 12. måned med 10 måneder til fødsel) blev skrubbet og skuret – og blev ren. Efter vaskningen sagde elefanten tak for badningen ved at spule os med vand fra dens fyldte snabel (det bliver man faktisk ret våd af) og derefter fodrede vi dem med frugt. Det var en rigtig god oplevelse – det er meget fascinerende at være så tæt på et kæmpe dyr, men dog måske en anelse for turistet. Det skal dog siges, at det lille cirkus var stillet op med formålet at tjene penge til elefantcenteret, som var opført med formålet at beskytte sumatra elefanten fra udryddelse.

Efter elefantbadning gik vi tilbage til hostlet/resortet for at lade lidt op til eftermiddagens jungletrek – og det var lidt et flop. Guiden snakkede meget dårligt engelsk (ingen form for samtale, kun instrukser – og ikke engang dem kunne vi nødvendigvis forstå – så det er vist det man kalder lidt op ad bakke i Jylland), og på turen så vi en eukalyptus-plante, en vandrende pind, to igler og en spætte. Til sidst på jungletrekket ville guiden vise os et vandfald – vi havde på gårsdagens badetur svømmet for at se vandfaldet, men endte med at vende om, da vi så lidt vand risle ned at en klippevæg for at være sikker på at vi kom hjem inden det blev mørkt – så vi bestemte os for at ofre vores tørre tøj (vi havde desværre efterladt badetøjet på resortet) for vi ville gerne se vandfaldet. Det viste sig så at den lille smule vand, vi havde set risle ned at klippevæggen var vandfaldet, så Nina og jeg var noget skuffede. Efter vores trekkingtur skyndte vi os at pakke vores ting – og turen gik til Bukit Lawang. Vi ankom til hertil ved 18-tiden, tjekkede ind, planlagde vores jungletrek med vores engelsktalende guide, Lilix (jubii!!!), spiste og gik trætte i seng.

I morges ringede vækkeuret tidligt (og lang tid før I havde tænkt jer at stå op/gå i seng, nemlig kl. 06 lokal tid, kl. 01 dansk tid), vi skulle på jungletrek – og vores forhåbninger var bare at se en enkelt lille orangutang – og det skal jeg lige love for at vi fik opfyldt. Allerede efter et kvarter så vi den første orangutang (en stor, vild han) – og herefter fulgte yderligere 7 orangutanger på vores 6 timer lange trek. Orangutangerne var i alle størrelser – lige fra en lille en på 2 år til nogle gamle store hanner på over 100 kg – og dem skulle man ikke komme for tæt på. Nogle af orangutangerne (hunnerne) var meget menneskevandte – og dem kunne man fodre med hænderne og klappe. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle være så tæt på en vild orangutang. Udover orangutangerne så vi 2 påfugle, en masse forskellige små aber (herunder Thomas Leaf-aber), mange store myrer, gummitræer og kakaotræer. Det er virkelig en oplevelse, jeg kan leve længe på (og jeg er sikker på at Nina har det på samme måde). Selvom det her også var en turistattraktion uden lige (vi har mødt et væld af danskere her) var det bare på en meget mere intim måde – det var kun Nina og jeg samt vores guide – og selvom vi mødte andre hold igennem junglen føltes det ikke så turistet. Vi har nu bestilt vores mad – og jeg tror sengen kalder tidligt i aften.

Mange kærlige junglehilsner – og knus fra Kristina (og Nina)

Mor nederst og unge på 6 år øverst

Unge på 2 år

Aceh - Palau Weh - Medan - Tangkahan

Nu er det ved at være noget længe siden, at vi opdaterede bloggen - det var dengang vi ikke regnede med rupiah (indonesisk valuta), ikke havde gået med tørklæde, ikke havde ligget med maveonde og endnu ikke var blevet vækket af moskeen, der kalder til morgenbøn 04.30 om morgenen. Der er sket meget siden sidst, jeg starter med vores ankomst til Indonesien og Aceh provinsen.

Indonesien er et land bestående af ca 17000 øer. Det var en hollandsk kolloni helt indtil 1946, hvilket blandt andet betyder, at holland stadig ser ud til at hjælpe landet lidt på vej og sender utrolig mange tursister herned hvert år. Religiøst er Indonesien meget alsidigt, det huser både muslimer, katolikker, protestanter, hinduister og buddister (nok også flere), hvilket afspejles i en meget alsidig kultur landet over.

Aceh er den nordligste del af den største af ørerne i Indonesien, Sumatra, og Sumatra er den nordligste af alle ører. Vi fløj tidligt mandag morgen (d. 6. juli) med AirAsia fra Kuala Lumpur til Banda Aceh, provinshovedstaden. Høflige som vi er, tog vi allerede i lufthavnen vores hovedtørklæde på, da vi ved, at Aceh er en muslimsk provins, som har fået særtilladelse til at indføre inslamisk lovgivning. Vi tænkte derved, at vi af respekt for de lokale ville følge deres regler. Allerede da vi tog tørklædet på fik vi da også mange roser for vores fine hovedbeklædning. Senere er vi dog blevet lidt i tvivl om tørklædets signalværdi, da roserne generelt er blevet efterfulgt af det meget naturlige spørgsmål: "Er i muslimer?". Dertil er der to svar; "ja" eller "nej, men vi bærer tørklædet for at vise respekt". Sidstnævnte svar er det korrekte, men også det, der tilsyneladende giver mindst point, idet de generelt ikke har forstået andet end "nej". Førstnævnte svar afprøvede vi også et par gange, hvilket i højere grad giver anledning til samtale med specielt kvinderne, hvilket sidstnævnte svar bestemt ikke gør. At sige at man er muslimsk pige giver dog nogle forpligtelser, som vi ikke helt har kunnet overskue, så vi har holdt os fra det det meste af tiden ;-)

Vi venter på færgen til Palau Weh

Efter vi landede i Banda Aceh, tog vi færgen ud til øen Pulau Weh. Området er generelt rimelig fattigt. Hele området blev hårdt ramt af tsunamien i 2004, hvilket nok ikke har hjulpet på fattigdommen. Pulau Weh er en meget kuperet vulkanisk ø, men vi så ikke så meget af den, da vi opholdte os på dykkerresortet LumbaLumba. Min personlige beretning fra LumbalLumba kan gøres forholdsvis kort, mens Kristinas nok er en del længere: Vi ankom meget trætte og tumlede omkuld i vores fine hytte. Dagen efter begyndte Kristina sit dykkerkursus learn to dive Open Water, mens jeg tog et genopfriskningsdyk. Onsdag var jeg ude på to dyk; Det første dyk var i det "lokale rev" lige ud fra resortet, her havde jeg vores GoPro kamera med, og fik lavet et par gode videoer af blandt andet nemofisk og en blæksprutte. Om eftermiddagen var jeg ude på andet dyk lidt ud fra kysten. Her begyndte ting så lidt at gå galt for mig, og jeg blev nødt til at afbryde dykket før tid. Lang historie kort, så lå jeg herefter syg i to dage med omgangssyge, som viste sig at have ramt 75% af alle på LumbaLumba (på tur). Mens jeg så lå der/gik rundt og pev opvartede Kristina mig, hvad hun kunne, og gav mig pillerationer. Når hun ikke gjorde det var hun ude og færdiggøre sit dykkerkursus. Hun kom altid smilende tilbage fra undervisning, og med en god historie eller to :-) Instrukturen, Ingrid, som var fra Holland (naturligvis), var yderst kompetent dykker og en meget sød kvinde. På sidstedagen, fredag den 10. juli, havde selv Ingrid og Kristinas dykkerbuddy lagt sig med omgangssyge. 

Stranden ved LumbaLumba

Trods alle odds er Kristina selv stadig stående (syv, ni, tretten), og jeg selv kom sådan rigtig på benene lørdag den 11. juli.. Denne dag forlod vi dog desværre også det ellers rigtig gode resort, og tog færgen tuilbage til Banda Aceh. I havnen lavede vi en god deal med en taxi, så vi kunne udnytte de par timer, vi troede, vi havde ekstra inden vores flyafgang mod Medan. Dermed besøgte vi Tsunami-museet, som blev opført til minde om tsunamien i 2004, hvor der i Banda Aceh alene døde 61.000 mennesker. Museumsbesøget gjorde et stort ndtryk på os, og det var meget rørende at gå rundt derinde. De havde gjort meget ud af at fortælle den nøgne, barske historie, og fyldte en stor del af udstillingen med fortællinger om det efterfølgende genopbygningsarbejde, hvor internationale hjælpeorganisationer, og herunder internationale donationer, havde haft en afgørende betydning. Specielt Holland havde givet sin gamle koloni en hjælpende hånd, og havde doneret over 100 milioner US dollars. 100 milioner US dollars er dog desværre forsvindende lidt i forhold til de 6.2 milliarder US dollars, som genopbygningen i alt kostede. Danmark lå i top 7 mht til donationsstørrelser - godt gået.

Et minimalt udsnit navne på de, der omkom under tsunamien i 2004

Efter et meget gribende museeumsbesøg tog vi med godt humør ud til lufthavnen, hvorfra vi troede vi skulle flyve klokken 13.00. Det viste sig dog godt nok, at vores flyafgang en måned forinden var blevet flyttet til klokken 17.50 - intet desto mindre manglede det da også bare, at planen ikke ville holde helt så fint, som den havde gjort indtil nu. Denne ændring gav anledning til lidt facebook-samtaler med familien og en omgang yatzy. Endelig, ca. 17.30 fløj vi med det nationale selskab Garuda til Medan, som ligger udenfor Aceh provinsen. Efter den forsinkede ankomst til medan blev klokken 18.45. Her skete der noget sjovt. Grundet Ramadanen faster det muslismke folk i dagtimerne (hvilket giver os lidt komplekser ift madindtag), og gadebilledet er generelt meget roligt. Når solen så går ned, altså 18.45, popper vandflaskerne og madrationerne op af folks tasker, og så er det ellers med at få fyldt brændstof på igen. Det var helt underligt, at se de lokale spise, for dette var første gang i en uge ;-)

Midt i Banda Aceh

I Medan blev vi inlogeret på deluxe-værelset på et ret usselt hostel, hvor vi nødigt ville gå i bad eller sove i deres lagner. Til gengæld kostede det 40 kr per nat mod de 100 kr per nat det ville koste på Hilton hotellet, som vi ellers først var blevet tilbudt. Vi fortrød en anelse, at vi var lidt nærrige.

Morgenen efter, klokken 04.30, blev der kaldet til bøn i den store moske, som naturligvis lå lige ved siden af det usle hostel. Personligt sov jeg igennem larmen, men Kristina brugte det som vækkeur og lå lysvågen et par timer inden, vi egentlig skulle op. Efter morgenmaden kørte vi en 4 timers tur på bumlede veje igennem palmeplantager ud til Tangkahan, hvor vi i skrivende stund befinder os (12. juli klokken 21.50). Herude er der meget fredeligt (udover mange mærkelige dyrelyde), og vi bor på et hostel/resort(?) med egen adgang til en dejlig, kølig , lavvandet flod. Heri har vi i dag taget en god dukkert efter at være ved at omkomme i varmen. Her er nok omkring 30 grader og 98 % luftfugtighed. Trætte går vi i seng og ser frem til en dag i morgen med elefantbadning og jungletrek (2,2 km, jeg ved ikke hvad, der skal til, før de kalder det et trek?).

Moskeen ved siden af hostlet i Medan

Knus, kram og rejsehilsner fra Nina (og Kristina).

P.s. Vi har smidt tørklædet igen - det var virkelig varmt at have på, og herude er der ingen, som for alvor orker at bære tørklæde alligevel. Vi skulle nødigt skille os for meget ud :-)