Indlæg skrevet kl 22:14 i flyet, som netop er lettet fra
Adelaide Lufthavn.
Så, det var så det. Jeg sidder her og får flashback til
flyveturen til Australien, som Julie og jeg nød sammen i August. Vi var begge
meget spændte på, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. Ville de næste 5
måneder blive gode? Hvordan ville det være at bo fast i et andet land i 4
måneder? Ville jeg få venner i Australien? Hvad skulle jeg finde på i den måned
efter semesterafslutning i december? ... Det føles som meget længe siden, at
jeg stillede mig selv de spørgsmål…
Det blev 5 helt igennem fantastiske måneder! Det var vidunderligt
at bo i Brisbane. Jeg fik naturligvis også skrabet et par nye venner sammen, og
fik en ud-over-alle-forventninger skøn tur her den sidste måned sammen med to
rigtig dejlige ’gamle’ veninder. J
Det at have haft en hverdag i et nyt land og i en anderledes
by end ’normalt’, da er min horisont blevet udvidet specielt med henhold til,
hvordan man kan vælge at leve sit liv. Her snakker jeg ikke om petitesser, men
mere de overordnede linjer. For en priviligeret, ung og snart veluddannet
dansker som mig føler jeg, at verden står åben for mine fødder. Jeg bare skal
vælge mit næste eventyr, hvor end det så måtte blive. Med den selvtillid i
baghovedet, så er det ikke så sørgeligt at vende snuden hjemad efter ét eventyr
– for mon ikke der snart melder sig et nyt? Når det så er sagt, så melder de
næste spørgsmål sig. Hvilket eventyr bliver det? Hvad vægter højest når det
næste eventyr skal vælges? Bliver der overhovedet valgmuligheder? I denne sammenhæng
ser jeg naturligvis dét at skulle væk fra Aalborg Universitet og ind på et
eller andet arbejdsmarked som et ret vildt eventyr – men fremtiden må vise,
hvordan det kommer til at se ud. Jeg er positivt indstillet.
Vi har tilbragt de sidste tre dage hos en skøn familie (inkl.
familie-venner) i Adelaide. De åbnede deres hjem (i flertal) for os, efter Anne
havde fået kontakt med dem på sin tur rundt i New Zealand. Det føles dejligt,
at man kan blive taget så godt imod, og så endda få godt selskab og husly her
inden afrejse. Inden vi kom til Adelaide besøgte vi vinområdet Clare Valley i
Adelaide omegn, outbacken (Flinders Rangers), Grampians National Park og Great
Ocean Road.
Vores tur gennem naturen i Victoria og South Australia
startede med, at jeg lige fik et overblik fra oven. Det var en helt perfekt
start på vores fortsatte roadtrip sådan at få et indtryk af google-maps set med
egne øjne og ikke bare på en telefon. Jeg refererer her naturligvis til, at jeg
sammen med en meget kyndig instruktør sprang i faldskærm lige i starten af
Great Ocean Road. Det var en fed oplevelse! Hvis du spørger mig, var jeg ikke
specielt nervøs, men historien er måske drejet lidt, hvis du spørger Anne eller
Bolette. Jeg var nok på wc 4 gange indenfor 3 timer den formiddag. Selve turen
med faldskærmsudspring var delt i fire meget forskellige faser. Først skal man
naturligvis lige op i luften med et lille bitte fly. Her sad jeg og studerede
den ellers ret kønne pilot. Ja altså hans elektronik og flyveteknik.. Derefter
bliver man væltet ud af flyet – det giver et sug af adrenalin. Så følger fasen
med frit fald, som er en lidt voldsom oplevelse. Forestil dig, at du sidder med
armen ude af bilvinduet mens der køres stærkt. Omsæt den fornemmelse af
vindmodstand til hele kroppen og forstærk den gange 30. Tilføj derefter en
kortvarig fornemmelse af ikke at kunne trække vejret normalt samt en utrolig
tør, åben mund (den er svær at lukke igen, når man først har haft den åben for
at skrige i vildskab og begejstring på vej ud af flyet). Så kommer den 4. og
sidste fase, hvilket er den rolige og behagelige fase. Denne fase indtræder
idét faldskærmen slås ud og man her får mulighed for at se nærmere på omgivelserne
under sig samt, i mit tilfælde, får mulighed for en samtale med instruktøren om
de nærmeste geografiske højdepunkter. Starten af Great Ocean Road samt
Melbourne var selvsagt to af dem.
|
Instruktør og jeg med faldskærm |
Umiddelbart efter denne lille luft-udflugt (som mor
naturligvis først vidste af, efter den var gennemført), gik turen ud på Great
Ocean Road. Det er i sig selv bare en vej opført efter første verdenskrig
hovedsagdeligt af hjemvendte soldater – men hvad gør den speciel nok til at
være den mest kendte vej i Australien? Hmm. Det må uden tvivl være den udsigt
man får på ruten! Udsigten ændrer sig lidt undervejs på de snoede veje, men
generelt er det flot klart blåt vand, stejle sand klipper og lav grøn
vegetation. Desuden er der et rigt dyreliv på ruten med koalaer og papegøjer.
Vi så vores første to koalaer første aften på en gratis campingplads (læs
parkeringsplads med natur-toilet). Den første sad højt oppe i et eukalyptustræ.
Den næste kravlede ned fra sit træ, gik ud af campingområdet og fandt
sandsynligvis et nyt lækkert træ. VI SÅ EN KOALA KRAVLE PÅ JORDEN :-O Det var
lidt sejt J
Desværre fik jeg ikke et godt digitalt billede af den, kun en mental film, som
er gemt på første hylde over dyreoplevelser i Australien. Inden vi kørte lidt
op i landet til Grampians Nationalpark var vi omkring de 12 (8?) apostle og en
masse andre pæne klippeformationer.
|
'London bridge' klippeformation på Great Ocean |
|
Klippeformation på Great Ocean Road |
I Grampians blev vi svedt af med de højeste temperaturer vi
indtil da havde oplevet: 36 grader om dagen og 26 om natten. I de 2 nætter blev
vand brugt som nedkølingssystem i håbet på en god søvn. Efter en snak med
vejrguden blev vi hurtigt enige om, at det ikke gav mening at lave noget seriøst
vandring midt på dagen, så vi stod tidligt op (halv 7) og kravlede rundt på
klipper et par timer om morgenen. Den tur vi gik var efter sigende den mest
populære vandretur i området, og den levede godt op til sig ryg om at være ret
pæn.
|
Bolette, Anne og jeg på toppen via den ret spektakulære vandrerute 'The pinnacles' i Grampians |
Efter to svedige, men gode dage fyldt med kænguruer på den
gratis campingplads tog vi en wellness-overnatning ved Adelaide (vores venners
hobbygård), herefter surfede vi lidt og tog derefter ud i outbacken (starten af
outbacken), 6 timer nordpå ind i landet til Flinders Rangers. På denne køretur
fandt vi ud af, at nogle veje i Australien kan være så lige, lange og kedelige,
at man simpelthen bliver nødt til at skifte chauffør mindst hver anden time for
at holde den kørende. Flinders Rangers er et meget smukt, men også meget, meget
tørt område af Sydaustralien. Da vi kørte ind i området blev vi mødt af rødt
sand, bløde bakker og stejle sandklipper. Vi mødte også mange både døde og
levende kænguruer og (levende) emuer! Vi mødte et meget begrænset antal
mennesker. I løbet af de to dage vi tilbragte i området, gik vi en tur og
besøgte en nedlagt kobbermine. Det var lidt sjovt at besøge minen. Her fik vi
en privat rundtur (pga. lavsæson var det som sagt et ret begrænset antal
mennesker) og vi fik et lille indblik i den industri, som har gjort Australien
rig i mange år – og som også var en af hovedårsagerne til, at Australien som
samlet land er så vestligt som det er. Minedrift er en forretning, som jeg på
en og samme tid er fascineret af, er lidt forfærdet over og også er taknemlig
for. For det første er det jo en kunst bare at få alle mineralerne op af
jorden, og de metaller og mineraler man graver op, dem bruger vi flittigt i
vores hverdag fx i moderne teknologi og køkkenudstyr. Men samtidig er minedrift
også en lidt hård industri, hvor store arealer af land graves op – og historien
fortæller mange trælse historier om land, som blev berøvet fra indfødte på
grund af dets underjordiske rigdom. Så vidt jeg er informeret er disse
historier ikke kun gældende i Australien.
|
Udsigten til Wilpena Pound (klipperne i baggrunden. Vi boede på campingplads ved foden af disse), Flinders Rangers |
|
Kænguruerne flader ud midt på dagen i Flinders Rangers |
|
Der er en hvis overensstemmelse mellem Anne og Kænguruerne |
På vejen fra Flinders Rangers til Adelaide tog vi et stop i
Clare Valley for at tage på vintur
J
Jeg følte mig her rigtig på hjemmebane efter mange vinturer rundt i Frankrig
med familien – og mange gode minder fra sidste sommer fik plads i mine tanker.
Egentlig ville vi have været på cykel-vinsmagningstur, men eftersom det meget
uventet regnede ret meget hele dagen tog vi en bil-vinsmagningstur i stedet.
Her agerede jeg både chauffør og guide ;-) Det blev en rigtig dejlig dag med
skøn vin og glade vinbønder. Meget overraskende var vi et sted ude i at smage
10 forskellige vine – der var slet ikke noget spørgsmål om, hvilke vine vi
skulle smage. Vi skulle naturligvis igennem hele produktionen! Dagen sluttede
vi af med en god kænguru-bøf på den lokale restaurant. Dagen derpå tog vi mod
Adelaide.
|
Jeg står i mit helt rette ferie-element blandt vinrækkerne |
Preben blev støvsuget og vasket her til middag. Det endte naturligvis i vandkamp, hvilket var meget passende i 40 graders varme. Her til aften kom jeg med flyet.
Anne har lavet et flyvetur-trænings-program til os alle tre.
Det består i: 1) vin til aftensmaden, 2) kaffe med bailey til kaffen, 3) en
ekstra drink til efter kaffen og 4) strækøvelser ved lejlighed. Jeg er i gang
med punkt nr. 3.
Vi ses i
Danmark <3
00.30 South Australian time, 18. Januar 2017, Nina.