lørdag den 24. november 2018

Retroperspektiv - hvad skete der så i fortællingen om Nina?

Og hvad skete der så bagefter?

Jeg havde en fest i Australien, det tror jeg vi alle sammen havde. Det var en fantastisk rundrejse Anne, Bolette og jeg var ude på og det var et utrolig læreligt praktikophold på University of Queensland. Da jeg vendte hjem til kolde vinter-Danmark med et sind i sommerstemning var det som at ramme en mur af mørke, kulde og "inde-humør". Velkommen tilbage til hverdagen. Jeg lovede mig selv på det tidspunkt at jeg ville gøre alt for at komme tilbage. Men hvad mente jeg egentlig? Komme tilbage til Australien? Komme tilbage til forskningsmiljøet jeg havde oplevet i Brisbane? Komme tilbage til sommer, sol og glade dage? Komme tilbage til en lykkelig sindsstemning? Ja, det går jeg sådan set stadig og tænker over her 1,5 år efter. Det altoverskyggende ønske var nok at komme tilbage i en sindsstemning af lykke - og lykke, det oplever man jo gerne når ens individuelle verdensbillede stemmer overens, eller går ud over alle ens egne forventninger og håb. Den kommer ofte uventet og i små glimt. Derved sagt, at jeg måske ikke som sådan ønskede decideret at komme tilbage til Australien (selvom dette godt nok også ville være lækkert), men nærmere finde det miljø og den hverdag hvor jeg befinder mig lige så godt som jeg gjorde dernede.Og det har jeg så arbejdet på lige siden, med glimt af lykke i ny og næ - så helt galt er det vel ikke gået.


Bolette, Anne og jeg umiddelbart efter en veloverstået sidste eksamen på Aalborg Universitet. Cevilingeinører i Sundhedsteknologi. M.Sc. in Biomedical Engineering and Informatics.
I månederne efter jeg kom tilbage fra Australien skrev jeg sammen med Anne og Bolette på vores fælles speciale. På det tidspunkt lykkedes det at lave en konstellation hvor vi både havde en vejleder fra Aalborg Universitet og Steffen fra University of Queensland, som var min vejleder i Australien. Det gik hverken værre eller bedre end at vi alle sammen bestod vores sidste eksamen med bravur og projektet blev mere end vellykket. Derimellem var jeg for første gang på konferencen International Society of Magnetic Resconance Imaging in Medicine (ISMRM), hvor jeg mødte min nuværende arbejdsgiver og oplevede et utrolig givende og spændende fagligt fællesskab med mange fagligt ligesindede. For mig var dette en vildt fed oplevelse, og knap inden jeg blev færdig med mit speciale fik jeg tilbudt en stilling i Jena, belliggende i Østtyskland af føromnævnte kontakter der vidste sig at være Steffens gamle kollegaer.

Nanna er på besøg sommeren 2018, udsigten over Jena fra Landgrafen.
Nu sidder jeg så her i Jena og kigger tilbage på de seneste par år. Jeg er ramlet hovedkulds ind i et langdistanceforhold med René, jeg har fået godkendt min første videnskabelige artikel til udgivelse, jeg har opdaget nye hobbier som bouldering og zouk, og jeg har opbygget en større venneskreds. Udover en del arbejdsmæssige og faglige udfordringer undervejs har jeg også fået forbedret mit tysk og lært lidt om, hvad der skal til for at flytte land, hvad konsekvenserne er og hvad man kan lære af det. På mange måder har jeg i virkeligheden fået afmystificeret mit verdensbillede en smugle. Derudover har jeg fået bekræftet utrolig mange fordomme om pølse-Tyskerne. To af mine mest overraskende opdagelser var da jeg lærte om "øst nostalgi (Ostalgia)", hvormed østtyskerne mindes tiden med et delt Tyskland. Der har muligvis noget at gøre med, at der i østblokken var et godt fællesskab og miljø for børn. Derudover har jeg lært overraskende meget om Østeuropa/Mellemøsten/Asien eftersom Jena gennem de gamle bånd til Sovjet-landende samt byens geografiske placering gør at mange af de udenlandske studerende her i byen kommer fra Rusland, Ukraine Hvide-Rusland, Georgien, Bilgarien, Iran, Parkistan m.v. Det har været utrolig lærerigt at få venner fra disse lande, ganske uventet, men meget givende, og min horisont er helt sikkert blevet udvidet betragteligt. (Jeg har senere også undret mig over hvorfor mit kendskab til denne del af verden, som jo ellers ligger os ret nær har været så tåget i mit erindring og jeg gisner om, om det kunne have noget med folkeskolens skoleskema, mediedækning og tja måske er der nogle efterladenskaber i vores kultur efter den kolde krig?)

Jena bycentrum, besøg fra familien (et udpluk) Oktober 2018.

Nationalpark Saxische Schweitz, Bastai Brücke. Fra udflugt da familien (et udpluk) var på besøg i Oktober 2018.
I mellemtiden mens jeg tænker videre over det tager jeg lige et reincheck på min hverdag, overvejer hvad mine fremtidsplaner skal være, mindes alle de dejlige weekender jeg har haft besøg af venner og familie hernede, og glæder mig til at åbne den pakkekalender, som René har sendt til mig :-) Alt det der er sket de seneste par år er der slet ikke plads til i et blogindlæg, men her var et lille udpluk. Jeg tænker, at bloggen kommer til live igen den dag min næste længere ferie-rejse begynder - og hvem ved hvortil det er og med hvem det vil være? Jeg glæder mig til fremtiden, drømmer om flere vilde, dejlige, flotte oplevelser og nyder nutiden med alt hvad det indebærer.

Knus og kram,
Nina.

Familie-Ferien 2018 gik til Provence og Alp-D'huez. Far, Mor, Jonas og René var med denne gang. Her sidder vi på terassen i huset på Alp-D'huez - og hvilken vidunderlig udsigt!

tirsdag den 17. januar 2017

Tre tøser på tur vol. 2 - Tak for denne gang

Indlæg skrevet kl 22:14 i flyet, som netop er lettet fra Adelaide Lufthavn.

Så, det var så det. Jeg sidder her og får flashback til flyveturen til Australien, som Julie og jeg nød sammen i August. Vi var begge meget spændte på, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. Ville de næste 5 måneder blive gode? Hvordan ville det være at bo fast i et andet land i 4 måneder? Ville jeg få venner i Australien? Hvad skulle jeg finde på i den måned efter semesterafslutning i december? ... Det føles som meget længe siden, at jeg stillede mig selv de spørgsmål…

Det blev 5 helt igennem fantastiske måneder! Det var vidunderligt at bo i Brisbane. Jeg fik naturligvis også skrabet et par nye venner sammen, og fik en ud-over-alle-forventninger skøn tur her den sidste måned sammen med to rigtig dejlige ’gamle’ veninder. J

Det at have haft en hverdag i et nyt land og i en anderledes by end ’normalt’, da er min horisont blevet udvidet specielt med henhold til, hvordan man kan vælge at leve sit liv. Her snakker jeg ikke om petitesser, men mere de overordnede linjer. For en priviligeret, ung og snart veluddannet dansker som mig føler jeg, at verden står åben for mine fødder. Jeg bare skal vælge mit næste eventyr, hvor end det så måtte blive. Med den selvtillid i baghovedet, så er det ikke så sørgeligt at vende snuden hjemad efter ét eventyr – for mon ikke der snart melder sig et nyt? Når det så er sagt, så melder de næste spørgsmål sig. Hvilket eventyr bliver det? Hvad vægter højest når det næste eventyr skal vælges? Bliver der overhovedet valgmuligheder? I denne sammenhæng ser jeg naturligvis dét at skulle væk fra Aalborg Universitet og ind på et eller andet arbejdsmarked som et ret vildt eventyr – men fremtiden må vise, hvordan det kommer til at se ud. Jeg er positivt indstillet.

Vi har tilbragt de sidste tre dage hos en skøn familie (inkl. familie-venner) i Adelaide. De åbnede deres hjem (i flertal) for os, efter Anne havde fået kontakt med dem på sin tur rundt i New Zealand. Det føles dejligt, at man kan blive taget så godt imod, og så endda få godt selskab og husly her inden afrejse. Inden vi kom til Adelaide besøgte vi vinområdet Clare Valley i Adelaide omegn, outbacken (Flinders Rangers), Grampians National Park og Great Ocean Road.

Vores tur gennem naturen i Victoria og South Australia startede med, at jeg lige fik et overblik fra oven. Det var en helt perfekt start på vores fortsatte roadtrip sådan at få et indtryk af google-maps set med egne øjne og ikke bare på en telefon. Jeg refererer her naturligvis til, at jeg sammen med en meget kyndig instruktør sprang i faldskærm lige i starten af Great Ocean Road. Det var en fed oplevelse! Hvis du spørger mig, var jeg ikke specielt nervøs, men historien er måske drejet lidt, hvis du spørger Anne eller Bolette. Jeg var nok på wc 4 gange indenfor 3 timer den formiddag. Selve turen med faldskærmsudspring var delt i fire meget forskellige faser. Først skal man naturligvis lige op i luften med et lille bitte fly. Her sad jeg og studerede den ellers ret kønne pilot. Ja altså hans elektronik og flyveteknik.. Derefter bliver man væltet ud af flyet – det giver et sug af adrenalin. Så følger fasen med frit fald, som er en lidt voldsom oplevelse. Forestil dig, at du sidder med armen ude af bilvinduet mens der køres stærkt. Omsæt den fornemmelse af vindmodstand til hele kroppen og forstærk den gange 30. Tilføj derefter en kortvarig fornemmelse af ikke at kunne trække vejret normalt samt en utrolig tør, åben mund (den er svær at lukke igen, når man først har haft den åben for at skrige i vildskab og begejstring på vej ud af flyet). Så kommer den 4. og sidste fase, hvilket er den rolige og behagelige fase. Denne fase indtræder idét faldskærmen slås ud og man her får mulighed for at se nærmere på omgivelserne under sig samt, i mit tilfælde, får mulighed for en samtale med instruktøren om de nærmeste geografiske højdepunkter. Starten af Great Ocean Road samt Melbourne var selvsagt to af dem.
Instruktør og jeg med faldskærm
Umiddelbart efter denne lille luft-udflugt (som mor naturligvis først vidste af, efter den var gennemført), gik turen ud på Great Ocean Road. Det er i sig selv bare en vej opført efter første verdenskrig hovedsagdeligt af hjemvendte soldater – men hvad gør den speciel nok til at være den mest kendte vej i Australien? Hmm. Det må uden tvivl være den udsigt man får på ruten! Udsigten ændrer sig lidt undervejs på de snoede veje, men generelt er det flot klart blåt vand, stejle sand klipper og lav grøn vegetation. Desuden er der et rigt dyreliv på ruten med koalaer og papegøjer. Vi så vores første to koalaer første aften på en gratis campingplads (læs parkeringsplads med natur-toilet). Den første sad højt oppe i et eukalyptustræ. Den næste kravlede ned fra sit træ, gik ud af campingområdet og fandt sandsynligvis et nyt lækkert træ. VI SÅ EN KOALA KRAVLE PÅ JORDEN :-O Det var lidt sejt J Desværre fik jeg ikke et godt digitalt billede af den, kun en mental film, som er gemt på første hylde over dyreoplevelser i Australien. Inden vi kørte lidt op i landet til Grampians Nationalpark var vi omkring de 12 (8?) apostle og en masse andre pæne klippeformationer.

'London bridge' klippeformation på Great Ocean 
Klippeformation på Great Ocean Road

I Grampians blev vi svedt af med de højeste temperaturer vi indtil da havde oplevet: 36 grader om dagen og 26 om natten. I de 2 nætter blev vand brugt som nedkølingssystem i håbet på en god søvn. Efter en snak med vejrguden blev vi hurtigt enige om, at det ikke gav mening at lave noget seriøst vandring midt på dagen, så vi stod tidligt op (halv 7) og kravlede rundt på klipper et par timer om morgenen. Den tur vi gik var efter sigende den mest populære vandretur i området, og den levede godt op til sig ryg om at være ret pæn.

Bolette, Anne og jeg på toppen via den ret spektakulære vandrerute 'The pinnacles' i Grampians

Efter to svedige, men gode dage fyldt med kænguruer på den gratis campingplads tog vi en wellness-overnatning ved Adelaide (vores venners hobbygård), herefter surfede vi lidt og tog derefter ud i outbacken (starten af outbacken), 6 timer nordpå ind i landet til Flinders Rangers. På denne køretur fandt vi ud af, at nogle veje i Australien kan være så lige, lange og kedelige, at man simpelthen bliver nødt til at skifte chauffør mindst hver anden time for at holde den kørende. Flinders Rangers er et meget smukt, men også meget, meget tørt område af Sydaustralien. Da vi kørte ind i området blev vi mødt af rødt sand, bløde bakker og stejle sandklipper. Vi mødte også mange både døde og levende kænguruer og (levende) emuer! Vi mødte et meget begrænset antal mennesker. I løbet af de to dage vi tilbragte i området, gik vi en tur og besøgte en nedlagt kobbermine. Det var lidt sjovt at besøge minen. Her fik vi en privat rundtur (pga. lavsæson var det som sagt et ret begrænset antal mennesker) og vi fik et lille indblik i den industri, som har gjort Australien rig i mange år – og som også var en af hovedårsagerne til, at Australien som samlet land er så vestligt som det er. Minedrift er en forretning, som jeg på en og samme tid er fascineret af, er lidt forfærdet over og også er taknemlig for. For det første er det jo en kunst bare at få alle mineralerne op af jorden, og de metaller og mineraler man graver op, dem bruger vi flittigt i vores hverdag fx i moderne teknologi og køkkenudstyr. Men samtidig er minedrift også en lidt hård industri, hvor store arealer af land graves op – og historien fortæller mange trælse historier om land, som blev berøvet fra indfødte på grund af dets underjordiske rigdom. Så vidt jeg er informeret er disse historier ikke kun gældende i Australien. 

Udsigten til Wilpena Pound (klipperne i baggrunden. Vi boede på campingplads ved foden af disse), Flinders Rangers

Kænguruerne flader ud midt på dagen i Flinders Rangers
Der er en hvis overensstemmelse mellem Anne og Kænguruerne

På vejen fra Flinders Rangers til Adelaide tog vi et stop i Clare Valley for at tage på vintur J Jeg følte mig her rigtig på hjemmebane efter mange vinturer rundt i Frankrig med familien – og mange gode minder fra sidste sommer fik plads i mine tanker. Egentlig ville vi have været på cykel-vinsmagningstur, men eftersom det meget uventet regnede ret meget hele dagen tog vi en bil-vinsmagningstur i stedet. Her agerede jeg både chauffør og guide ;-) Det blev en rigtig dejlig dag med skøn vin og glade vinbønder. Meget overraskende var vi et sted ude i at smage 10 forskellige vine – der var slet ikke noget spørgsmål om, hvilke vine vi skulle smage. Vi skulle naturligvis igennem hele produktionen! Dagen sluttede vi af med en god kænguru-bøf på den lokale restaurant. Dagen derpå tog vi mod Adelaide.

Jeg står i mit helt rette ferie-element blandt vinrækkerne
Preben blev støvsuget og vasket her til middag. Det endte naturligvis i vandkamp, hvilket var meget passende i 40 graders varme. Her til aften kom jeg med flyet.
Anne har lavet et flyvetur-trænings-program til os alle tre. Det består i: 1) vin til aftensmaden, 2) kaffe med bailey til kaffen, 3) en ekstra drink til efter kaffen og 4) strækøvelser ved lejlighed. Jeg er i gang med punkt nr. 3.


Vi ses i Danmark <3
00.30 South Australian time, 18. Januar 2017, Nina.

tirsdag den 3. januar 2017

Tre tøser på tur

Wow, wow, wow! Der er sket helt vanvittig meget siden vi tre tøser forlod Sydney i vores lille fine bil, Preben! Vi startede turen med den smukkeste gåtur hidtil i Blue Mountains, derefter kravlede vi rundt i Jenolan grotter en anelse sydpå. Efter et kulturelt stop i Canberra susede vi på dag 4 ud til kysten, 6 timer syd for Sydney, og tog en jule-pause. Med fornyet energi tog vi herefter en 7 timers kørertur mod Wilson Promotory National Park i jagten på at finde vilde wombats, og lige op til nytår susede vi forbi Phillip Island og sluttede året med et BRAG af en fest på Beyond the Valley, her lige øst for Melbourne. Vi tre tøser har det helt vildt sjovt, og vi er heldigvis kun halvvejs på nuværende tidspunkt :-) Next up er Great Ocean road, Flinders Ranger National park og Eyre Penninsula. (Trækker vejeret). Nu sidder vi på sidste aften i den utrolig spændende by, Melbourne. Byen selv er ikke specielt køn, men der er helt vildt mange spændende gyder, barer, resturanter, caféer og butikker. Drejer man til højre ved skraldespandende ind af den mest dunkle gyde med mest grafitti, til vestre for enden, op af 2. trappe og banker på den store dør af træ - ja så har de højest sandsynligt fundet den mest hippe bar i området! Melbourne er netop blevet skrevet på listen over byer man kunne bo i i fremtiden, sammen med; Aalborg, Århus, København, (Brisbane og Berlin) naturligvis ;-)

En del af Melbourne skyline. Det viser lidt af den meget blandede arkitektur, som byen rummer.

Melbourne er ikke køn, Melbourne er street!

På molen i Melbournes lystbådehavnen holder en dværgpingvinkoloni til (ca 1200 stk), vi fandt nogle af dem. De var helt ekstremt søde :-D

På vej til kysten fra Blue Mountains og Jenolan Caves brugte vi omtrent 4 timer i Australiens hovedstad, Canberra. Det lyder måske lidt presset, men det mest pressede ved det var løbeturen tilbage til bilen, hvis P-billet udløb lidt for tidligt. Canberra er en by lidt større end Aalborg, men står man på en bakketop og kigger ud over byen er man egentlig lidt i tvivl om, hvor byen er, for høje bygninger er ikke tilladt, og træer fylder en del af udsigten. Selve byen er meget symbolsk opbygget. Navnet kommer af aboriginal ordet 'Kamberra', som betyder 'mødested'. Byen blev opbygget i starten af 1900 tallet, eftersom hverten Melbourne eller Sydney kunne være hovedstad, og skulle være en by for folket! Udførelsen af denne symbolik ses eksempelvis ved, at alle besøgende kan gå på toppen af parlamentsbygningen, så folket dermed er over politikerne. Et andet eksempel er navnene på de centrale gader, hvilke er opkaldt efter hver af statshovedstaderne i Australien; Sydney, Brisbane, Darwin, Perth, Adelaide, Hobart og Melbourne.
Efter vores 4 timer i Canberra følte vi os alle en del klogere på Australiens opbygning som et samlet land (bortset fra europæernes lidt uheldige sammenstød med aboriginals, hvilket fortsat virker lidt som et tabu), og vi var klar til at møde halvdelen af Canberras befolkning på kysten til jul!

Parlamentsbygningen

Vi leger 'find Canberra'.
Nissehuerne var på, da vi kørte fra Canberra og ud til kysten :-)
På juleaften diskede vi for første, og muligvis sidste, gang op med en fuld tre rettes menu inklusive både hvid- og rødvin! Vi boede på en aldeles fremragende campingplads lige ud til stranden og havde dermed både mulighed for solbadning på stranden og madforberedelser i et køkken, som bestod af lidt mere end et enkelt sølle gasblus. Vores menu bestod af: Laskeroulade til forret, lammekølle til hovedret og risalamande til dessert. Hvabehar hva! Dertil havde vi naturligvis mandelgave og det hele. Vi hyggede os i løbet af dagen og dansede, som det hører sig til, omkring vores juletræ efter maden. Aftenen blev afsluttet med en tur "nu er det jul igen" rundt på campingpladsen og udveksling af små, fine julegaver :-) Det var ikke en juleaften i selskab med familien i år - det var vores helt egen, specielle jul i omvendt land. Første juledag var jeg på Duo (ligesom skype) med familien Jacobsen, og sang med på turen rundt om juletræet derhjemme - det var lidt hyggeligt, selvom man er så langt væk :-)

Juleaften med udsigt.
Stigen blev vores juletræ :-)
Eftersom der ikke sker super meget på strækningen mellem juleaften til Melbourne tog vi et stræk på 7 timer ned af kysten på én gang. Vi havde målet om at finde en wombat i levende live, og det skulle eftersigende være muligt i fastlandets sydligste Nationalpark, Wilson Promotory. Eftersom dyrerne helst er aktive i skumringen tog vi en overnatning der, og i løbet af dagen udforskede vi den ellers ret kønne park til fods. Til aften tog i så en gåtur rundt på campingpladsen, og mindsanten om der ikke tøffede flere wombats rundt og græssede? De var helt vildt ligeglade med os, ligesom de fleste dyr hernede i grunden er, så vi fik et godt kig på den lille bamse :-) Selvom vi alligevel har været lige ved at køre en wallaby ned, nærmest har trådt ovenpå en af de giftigste slanger i landet, har stået 1,5 meter fra en anden wallaby, set næbdyr og en masse papegøjer, ja så er det alligevel wombatten der får førstepladsen i at være det mindst sky dyr indtil videre.

God udsigt i Wilson Promotory
Wombat. Vi kalder hende Alice.
Et stykke med pænt, Phillip Island.
På dagen efter dagen før dagen, den 29. december, kom dagen, hvor vi skulle 3 tøser på musikfestival! Jeg tror nok vi havde lidt blandede forventninger (nogle af os havde ikke været på en flere dags festival før?), men enige var vi om, at alle forventninger klart med overgået med længder! Vi blev, som man gør på festivaller, hurtigt gode venner med vores naboer, som hhv var 4 franske fyrer og en venneflok fra Melbourne. Detaljer fra resten af festivallen burde muligvis ikke deles, men nytåret blev uden tvivl fejret med manér i samarbejde med gode venner, en masse dans, glitter, god musik, fjollede opfindsomheder og omtrent 16 liter vin! Jeg behøver vidst ikke at nævne, at vi tog det ret roligt den 1. januar? Faktisk tog vi det så roligt, at det tog os nogle timer at pakke teltet ned og rydde pladsen op om morgenen. Efter middag crashede vi på et tilfældigt hostel i Melbourne og fladede ud med en film. Den 2. januar havde vi brug for kaffe.

Vi forbereder vodka-juice, som efterfølgende blev smuglet ind på festival, tihi
Tre skøre på tur - festival edition.
Nu sidder vi så her, og jeg har personligt en mindre rundrejse-midtvejskrise. Vi har indtil videre haft det sjovt ud over alle grænser, og jeg håber, at resten af turen bliver mindst ligeså oplevelsesrig, sjov og god som den første havdel har været. I morgen kører vi sydpå i Preben.

Godt nytår til alle fra omvendt-landet Down Under,
Møs møs, Nina.