Vi sidder her søndag morgen og
morgenprutter i vores seng i Labuan Bajo. Kun med én overnatning
tilbage ser vi tilbage på 6-7 uger med mange fantastiske oplevelser
og gode stunder i hinandens selskab. Vi har fyldt depotet op med gode
minder, som vil varme os hele vinteren igennem. Det er underligt, at
7 uger kan gå så stærkt, og stadig føles det som en evighed
siden, at vi landede i Kuala Lumpur den 3. juli. Der er sket så
meget på så kort tid. Bare de seneste 4 dage har vi oplevet helt
fantastiske ting.
Helt tilbage i Bogor (på Java) tog vi
beslutningen om at købe flybilletter fra Depasar, Bali, til Labuan
Bajo, Flores. På nuværende tidspunkt føles det som om, at det var
en rigtig god beslutning, for jeg kunne ikke tænke mig et flottere
sted at afslutte turen end her.
Selve byen vi bor i er ikke noget
særligt. Den er lillebitte og beskidt. Vi bor hos en lidt
indadvendt, dog flink australier, Will, lige ved siden af moskeen. Da
vi ankom pustede vi lettet ud, da det føltes som om, at vi endelig
var kommet tilbage til ”det rigtige Indonesien” efter et transit
på Bali. Vi snakkede om, hvor glade vi var for at se moskeen – ja
det blev nærmest nostalgisk. Det var også skønt at komme lidt ned
på jorden igen. Men lige moskeens morgenvækninger klokken 04.30,
dem er jeg alligevel ikke sikker på, at jeg fremover vil komme til
at savne forfærdelig meget.
Der er én hovedgade i Labuan Bajo. På
denne er der cirka 40 dykkerbutikker (ok, måske 12) og en dælens
masse ”turistinformationer” som også sælger ture ud i Komodo
Nationalpark eller ind over landet på Flores. Med alle disse tilbud,
og kun 4 dage at gøre godt med på Flores, var der ikke andet for,
end at spadsere rundt fra shop til shop og finde ud af, hvad man bare
skal se her på stedet. Dette blev vi dog rimelig hurtigt trætte af,
og besluttede os for at fokusere på at komme ud at dykke i
Nationalparken, og derved gøre godt igen efter min
dykkerforskrækkelse tilbage på Pulau Weh. Det lykkedes os at tage
os sammen, finde en fremragende dykkerklub og bestille en heldagstur
på vandet til torsdag den 13. august. (Bemærk: en HEL dag på
vandet, overvej lige hvor gode overtalelsesevner Kristina må have!).
Dagen efter lå jeg med mavekramper, og dagen gik med mere eller
mindre ikke så meget. Torsdag den 13. stod vi så op kl 06.00,
klemte lidt morgenæg ned og tog ud på Flores Diving Centers
dykkerbåd. Her blev vi mødt af de sødeste mennesker, både
dykkerinstruktører, dykkere og crew.
 |
| Flores Diving Club reception på hovedgaden |
Kristina, jeg og en ung, fransk dreng
fik tildelt Egoi som divingmaster for dagen, og efter en times
sejlads hoppede vi alle i vandet – lidt spændte på, hvordan det
nu ville gå. På cirka 10 meter gennemgik vi nogle refresher skills
(dele luft, vand i maske etc), og da alt var ok, og jeg begyndte at
slappe af igen, svømmede vi en tur rundt over de smukkeste koraller.
Undervejs mødte vi mange fisk, en pigrokke og to virkelig fine
havskildpadder. Den ene lå og nippede til korallerne – der ønskede
vi begge, at goprokameraet havde virket!!!!!!!!!
Efter ca 43 minutter i vandet kom vi
til overfladen igen og havde pause på båden med snacks en times
tid, hvorefter vi på et nyt sted, Manta Point, hoppede i vandet
igen. Modsat Siaba Besar (første dykkerspot) var bunden her blot
dækket med sten i stedet for koraller, og der var god strøm,
hvilket udemærkede dykket til et såkaldt drift dive. Trods det
umiddelbart kedelige setup var dykket dog absolutely outstanding.
Intet mindre end fantastisk. I de 50 minutter vi befandt os under
overfladen (max 13,3m nede, der var ikke så dybt) så vi en del
manta rays – mindst to forskellige. Manta Rays kaldes på dansk
Djævlerokker, og kan blive 3-4 meter brede. De var kæmpe!! De var
bare vildt seje. Hver gang der kom en manta lagde vi os på bunden
helt stille for ikke at skræmme den væk, og så betragtede vi den
bare svømme rundt. Det var meget betagende.
 |
| Dykkerflaskerne post dyk |
Tilbage på båden igen fik vi en god
frokost fra det lokale indonesiske køkken (Mama´s) og hyggesnakkede
om manta rays. Efter frokost hoppede de andre dykkere i vandet med
hele udstyret på igen. Da dette sidste dykkerspot var potentielt
meget vanskeligt grundet en del strøm besluttede vores divemaster,
at vi bare nøjedes med at snorkle. Det var fint for os – better
safe than sorry – og bare snorklingen var også helt vildt flot.
Stedet her var en stor klippeformation, hvorpå der under vandet
groede en masse koraller i alverdens farver. Hertil var der propfyldt
med farverige fisk i alle størrelser! Vi gik i seng den dag meget
glade!
 |
| Kristina på toppen af Flores Diving centers båd |
Torsdag vågnede Kristina med ørepine.
Det var super ærgeligt, for det betød både fysisk smerte og en
anelse psykisk i erkendelsen af, at vi nok ikke skulle ud og dykke
mere i denne omgang. Men allerede dagen før sagde jeg til hende, at
med de to dyk vi lige havde haft, så var jeg allerede ovenud
tilfreds. Vi tullede rundt hele dagen, lidt til lægen, lidt til
dykkercenteret, og endte med at bestille en bådtur til Rinca (ø
lidt væk) med en af Wills indonesiske venner. Lørdag morgen tog vi
så af sted, naturligvis med en særdeles god madpakke, og vi kom da
også lige til havnen. Der sad vi så, i en godt slidt, meget simpelt
indrettet båd. Og der sad vi så et stykke tid. Og et stykke tid
mere. Og lidt mere. Og endelig fik crewet fikset båden, så vi
ligeså laaaaaangsomt kunne sejle mod Rinca. Det tog i alt kun 4
timer at sejle en 13 km, og ved middagstid gik vi fra borde. Rinca er
en af to øer i verden, hvor komodovaranerne lever. Den anden ø er
Komodo, som ligger et par timer længere væk. På Rinca findes ca.
1000 varaner, og på stedet er det muligt at leje en guide med våben
(en lang pind) og gå en tur for at se varanerne. Det gjorde Prins
Henrik ikke for et par år siden, da han besøgte øen, men det
gjorde vi så. På selve rangerstationen (hvor vi også fandt en
guide) så vi 8 varaner (dragons). De dovnede rigtigt, men 4 af dem
var ikke desto mindre 25 år og 3 meter lange. I betragtning af, at
de tager bøffler til aftensmad, så var det nok fint nok, at de
dovnede. På gåturen fandt vi en par bøfler, en komodovaran-rede og
en enkelt gammel hun varan. De dyr var meget sjove at se – det er
ikke lige en art man finder så tit! Men de blev måske også lige
afmystifiseret lidt, eftersom de hverken spyttede ild eller angreb
os. De har jo kun slået to mennesker ihjel de sidste 20 år – kom
ind i kampen.
 |
| På båden |
 |
| På den simpelt indrettede båd |
Nu er det så søndag.. Om lidt mere
end 7 timer flyver vi til Bali igen, hvor vi var vores sidste nat i
Kuta. Det er underligt. Men måske bliver det også ok at sige hej
til Danmark igen – der venter trods alt en del spændende ting
derhjemme også. Men Kristina og jeg. Ja det kan være vi flytter
sammen en periode – for det bliver da helt mærkeligt ikke at have
hende på min venstre side længere! Det er sørme godt, at vi bor
klods op af hinanden :-)
Vi ses i Danmark!
Knus og kram fra Nina (og Kristina).
To be continued next season....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar