Nu er det ved at være
noget længe siden, at vi opdaterede bloggen - det var dengang vi
ikke regnede med rupiah (indonesisk valuta), ikke havde gået med
tørklæde, ikke havde ligget med maveonde og endnu ikke var blevet
vækket af moskeen, der kalder til morgenbøn 04.30 om morgenen. Der
er sket meget siden sidst, jeg starter med vores ankomst til
Indonesien og Aceh provinsen.
Indonesien er et land
bestående af ca 17000 øer. Det var en hollandsk kolloni helt indtil
1946, hvilket blandt andet betyder, at holland stadig ser ud til at
hjælpe landet lidt på vej og sender utrolig mange tursister herned
hvert år. Religiøst er Indonesien meget alsidigt, det huser både
muslimer, katolikker, protestanter, hinduister og buddister (nok også
flere), hvilket afspejles i en meget alsidig kultur landet over.
Aceh er den nordligste del
af den største af ørerne i Indonesien, Sumatra, og Sumatra er den
nordligste af alle ører. Vi fløj tidligt mandag morgen (d. 6. juli)
med AirAsia fra Kuala Lumpur til Banda Aceh, provinshovedstaden.
Høflige som vi er, tog vi allerede i lufthavnen vores hovedtørklæde
på, da vi ved, at Aceh er en muslimsk provins, som har fået
særtilladelse til at indføre inslamisk lovgivning. Vi tænkte
derved, at vi af respekt for de lokale ville følge deres regler.
Allerede da vi tog tørklædet på fik vi da også mange roser for
vores fine hovedbeklædning. Senere er vi dog blevet lidt i tvivl om
tørklædets signalværdi, da roserne generelt er blevet efterfulgt
af det meget naturlige spørgsmål: "Er i muslimer?".
Dertil er der to svar; "ja" eller "nej, men vi bærer
tørklædet for at vise respekt". Sidstnævnte svar er det
korrekte, men også det, der tilsyneladende giver mindst point, idet
de generelt ikke har forstået andet end "nej". Førstnævnte
svar afprøvede vi også et par gange, hvilket i højere grad giver
anledning til samtale med specielt kvinderne, hvilket sidstnævnte
svar bestemt ikke gør. At sige at man er muslimsk pige giver dog
nogle forpligtelser, som vi ikke helt har kunnet overskue, så vi har
holdt os fra det det meste af tiden ;-)
 |
| Vi venter på færgen til Palau Weh |
Efter vi landede i Banda
Aceh, tog vi færgen ud til øen Pulau Weh. Området er generelt
rimelig fattigt. Hele området blev hårdt ramt af tsunamien i 2004,
hvilket nok ikke har hjulpet på fattigdommen. Pulau Weh er en meget
kuperet vulkanisk ø, men vi så ikke så meget af den, da vi
opholdte os på dykkerresortet LumbaLumba. Min personlige beretning
fra LumbalLumba kan gøres forholdsvis kort, mens Kristinas nok er en
del længere: Vi ankom meget trætte og tumlede omkuld i vores fine
hytte. Dagen efter begyndte Kristina sit dykkerkursus learn to dive
Open Water, mens jeg tog et genopfriskningsdyk. Onsdag var jeg ude på
to dyk; Det første dyk var i det "lokale rev" lige ud fra
resortet, her havde jeg vores GoPro kamera med, og fik lavet et par
gode videoer af blandt andet nemofisk og en blæksprutte. Om
eftermiddagen var jeg ude på andet dyk lidt ud fra kysten. Her
begyndte ting så lidt at gå galt for mig, og jeg blev nødt til at
afbryde dykket før tid. Lang historie kort, så lå jeg herefter syg
i to dage med omgangssyge, som viste sig at have ramt 75% af alle på
LumbaLumba (på tur). Mens jeg så lå der/gik rundt og pev opvartede
Kristina mig, hvad hun kunne, og gav mig pillerationer. Når hun ikke
gjorde det var hun ude og færdiggøre sit dykkerkursus. Hun kom
altid smilende tilbage fra undervisning, og med en god historie eller
to :-) Instrukturen, Ingrid, som var fra Holland (naturligvis), var
yderst kompetent dykker og en meget sød kvinde. På sidstedagen,
fredag den 10. juli, havde selv Ingrid og Kristinas dykkerbuddy lagt
sig med omgangssyge.
 |
| Stranden ved LumbaLumba |
Trods alle odds er Kristina selv stadig stående
(syv, ni, tretten), og jeg selv kom sådan rigtig på benene lørdag
den 11. juli.. Denne dag forlod vi dog desværre også det ellers
rigtig gode resort, og tog færgen tuilbage til Banda Aceh. I havnen
lavede vi en god deal med en taxi, så vi kunne udnytte de par timer,
vi troede, vi havde ekstra inden vores flyafgang mod Medan. Dermed
besøgte vi Tsunami-museet, som blev opført til minde om tsunamien i
2004, hvor der i Banda Aceh alene døde 61.000 mennesker.
Museumsbesøget gjorde et stort ndtryk på os, og det var meget
rørende at gå rundt derinde. De havde gjort meget ud af at fortælle
den nøgne, barske historie, og fyldte en stor del af udstillingen
med fortællinger om det efterfølgende genopbygningsarbejde, hvor
internationale hjælpeorganisationer, og herunder internationale
donationer, havde haft en afgørende betydning. Specielt Holland
havde givet sin gamle koloni en hjælpende hånd, og havde doneret
over 100 milioner US dollars. 100 milioner US dollars er dog desværre
forsvindende lidt i forhold til de 6.2 milliarder US dollars, som
genopbygningen i alt kostede. Danmark lå i top 7 mht til
donationsstørrelser - godt gået.
 |
| Et minimalt udsnit navne på de, der omkom under tsunamien i 2004 |
Efter et meget gribende
museeumsbesøg tog vi med godt humør ud til lufthavnen, hvorfra vi
troede vi skulle flyve klokken 13.00. Det viste sig dog godt nok, at
vores flyafgang en måned forinden var blevet flyttet til klokken
17.50 - intet desto mindre manglede det da også bare, at planen ikke
ville holde helt så fint, som den havde gjort indtil nu. Denne
ændring gav anledning til lidt facebook-samtaler med familien og en
omgang yatzy. Endelig, ca. 17.30 fløj vi med det nationale selskab
Garuda til Medan, som ligger udenfor Aceh provinsen. Efter den
forsinkede ankomst til medan blev klokken 18.45. Her skete der noget
sjovt. Grundet Ramadanen faster det muslismke folk i dagtimerne
(hvilket giver os lidt komplekser ift madindtag), og gadebilledet er
generelt meget roligt. Når solen så går ned, altså 18.45, popper
vandflaskerne og madrationerne op af folks tasker, og så er det
ellers med at få fyldt brændstof på igen. Det var helt underligt,
at se de lokale spise, for dette var første gang i en uge ;-)
 |
| Midt i Banda Aceh |
I Medan blev vi inlogeret
på deluxe-værelset på et ret usselt hostel, hvor vi nødigt ville
gå i bad eller sove i deres lagner. Til gengæld kostede det 40 kr
per nat mod de 100 kr per nat det ville koste på Hilton hotellet,
som vi ellers først var blevet tilbudt. Vi fortrød en anelse, at vi
var lidt nærrige.
Morgenen efter, klokken
04.30, blev der kaldet til bøn i den store moske, som naturligvis lå
lige ved siden af det usle hostel. Personligt sov jeg igennem larmen,
men Kristina brugte det som vækkeur og lå lysvågen et par timer
inden, vi egentlig skulle op. Efter morgenmaden kørte vi en 4 timers
tur på bumlede veje igennem palmeplantager ud til Tangkahan, hvor vi
i skrivende stund befinder os (12. juli klokken 21.50). Herude er der
meget fredeligt (udover mange mærkelige dyrelyde), og vi bor på et
hostel/resort(?) med egen adgang til en dejlig, kølig , lavvandet
flod. Heri har vi i dag taget en god dukkert efter at være ved at
omkomme i varmen. Her er nok omkring 30 grader og 98 % luftfugtighed.
Trætte går vi i seng og ser frem til en dag i morgen med
elefantbadning og jungletrek (2,2 km, jeg ved ikke hvad, der skal
til, før de kalder det et trek?).
 |
| Moskeen ved siden af hostlet i Medan |
Knus, kram og rejsehilsner
fra Nina (og Kristina).
P.s. Vi har smidt
tørklædet igen - det var virkelig varmt at have på, og herude er
der ingen, som for alvor orker at bære tørklæde alligevel. Vi
skulle nødigt skille os for meget ud :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar