Australia: Hvordan falder man til i det nye land?

Svaret på det spørgsmål er måske ikke så ligetil endda, men en del af svaret er, at man skal ordne alle praktiske ting for at finde sig til rette, være open-minded og udadvendt, og så lade resten falde på plads af sig selv.

Jeg er nu kun på dag 12 hernede down under, og har netop overtaget mit værelse i et delehus i den populære forstad West End. Det var en ambivalent følelse at bo som backpacker og samtidig have en hverdag på Universitetet, så jeg er rigtig glad for at have fået en fast station! Derudover har jeg fået anskaffet mig en aldeles fremragende mountainbike, som fremover skal hjælpe mig rundt i denne by, der er så bakket, at mindre end 21 gear på cyklen simpelthen ikke kan gøre det. Stille og roligt former jeg nu en hverdag - om end måske en hverdag, hvor der nok vil blive brugt lidt flere penge end normalt på udflugter, sociale events og diverse indkøb :-)

Huset jeg er kommet til at bo i (OBS, jeg skal vidst lige godkendes af udlejningsbureauet på onsdag) deler jeg med 4 andre søde mennesker: Gabriel er en ung elektronik ingeniørstuderende med en meget sød kæreste (jeg ved ikke helt hvor gammel han er, men i hvert fald i 20'erne). Sam er en frisk altid-frisk-på-sjov australier på knap 21 år. Han er ligeledes ingeniørstuderende og er, set i forhold til mig, mega god til at spille xbox! Rafael er brasilianer og har været meget interesseret i OL de seneste stykke tid - hvorfor det også har kørt på tv'et begge uger :-) Han driver en café længere nede, spiller i reggae band og har også en meget sød, australsk kæreste. Desuden var han specielt OBS på, at jeg kom ordenligt på plads til aftalt tid, hvilket da giver lidt point i bogen. Sidst men ikke mindst bor Bernadetta her. Hun er en 27 årig sød og saksagelig italiener, som sidste år færdiggjorde hendes master indenfor turisme og event-håndtering. Nu arbejder hun indenfor feltet og par planer om først at tage tilbage til Italien når hun har nok erfaring med herfra til at få et godt job derhjemme. Hun er desuden den eneste jeg endnu har set i køkkenet.
Jeg ved endnu ikke så meget om mine hus-kammerater, men jeg kommer helt sikkert til at lære meget mere det næste stykke tid. Indtil videre har alle taget rigtig godt imod mig.

Vores hus i West End

Mit værelse

Sidste mandag mødte vi 4 mand stærk op i receptionen på Center for Advanced Imaging, St Lucia Campus, University of Queensland. I receptionen blev vi markeret som gæster med en rød key-hanger inklusiv en lap papir. Farven her gjorde de meget ud af, eftersom den identificerede os som værende personer uden metal i kroppen. Havde vi eksempelvist haft en pacemaker, var vi blevet markeret som gul, hvilket derved også angiver, at vi er i fare tæt på deres MRI maskiner. Disse MRI maskiner er netop scannere, som er opbygget med meget kraftige magneter. Hvis en person med pacemaker kommer for tæt på denne risikerer man, at den går i udu. Har man løse metalstykker risikerer man ligeså, at disse tiltrækkes så kraftigt af magneten, at de splatter ud på denne og ødelægger begge dele.
Vi mødte vores hovedvejleder Andrew Janke og gik mere eller mindre direkte op til 'Coffee and Biscuits', hvilket foregår hver dag klokken 10, og ifølge Andrew er det vigtigste tidspunkt på dagen. Andrew er i mine øjne tilsyneladende en klassisk Australier. Han er meget lige til, stille og rolig, samt humoristisk. Desuden blev det meget tydeligt, da vi tirsdag fik præseneret projektforslag, at han virkelig har styr på sit forskningsområde. Med andre ord, så er vi i trygge hænder. Han har navngivet os sine 5 danske minions, den 5. sluttede sig til os onsdag middag. Julie og jeg har nu valgt at arbejde på et projekt, som med formålet at forbedre diagnostik af alzheimers omhandler nøjagtig sammensætning af flere slags MR billeder for at opnå mere information end billederne kan give hver for sig. Til dette har vi fået endnu en vejleder tilknyttet, Steffen, som selv arbejder på dele af projektet og har foretaget MR scanningerne, som vi har data fra.

St Lucia campus er et meget grønt og livligt sted. Sammenligner man med campus på Aalborg Universitet, så får vi en myreture sat op imod en spøgelsesby. Campus her er som en lille by i sig selv. Der er 24 drikke/spise steder, frisør, sportsklub, apotek og bank. Det er dermed ingen sag at finde frokost eller eksempelvis oprette en ny bankkonto - som jeg blandt andet gjorde i dag.

Dertil kan jeg indskyde, at der i banker gælder samme regler, som jeg erfarede i sidste uge: alle australiere er meget venlige! Min nye bankrådgiver nøjedes ikke bare med at oprette en bankkonto til mig gratis (selvom jeg ikke har et studenter-nummer, som man ellers skulle have), nej han tilbød mig da også lige et lift nordpå til Sunshine Coast en hvilken som helst weekend, når han alligevel skulle ud og surfe i bølgen blå. I den sammenhæng blev et bankmøde hurtigt til en mini-foto-session, hvor jeg fik en masse flotte strande at se. Disse strande skal helt sikkert besøges i nærmeste fremtid.

Mig og skilt på St Lucia

Center for Advamced Imaging. Bygningen er kun 4 år gammel og er på mange etager. Der er brusere i kælderen, så man lige kan få sig en skyller efter den en udfordrende cykeltur til Uni

Det er næsten svært at få alt det jeg gerne vil sige med i et blogindlæg, for der sker meget lige i øjeblikket! På lørdag planlægger jeg at tage på Davis Park West End Market til formiddag og købe grønt ind samt finde dekoration til værelset. Samme eftermiddag skal jeg ha' BBQ med mit hus plus venner af huset, hvor vi skal høre Rafi (Rafael) spille koncert.

So long, Nina.