Tre tøser på tur vol. 2 - Tak for denne gang

Indlæg skrevet kl 22:14 i flyet, som netop er lettet fra Adelaide Lufthavn.

Så, det var så det. Jeg sidder her og får flashback til flyveturen til Australien, som Julie og jeg nød sammen i August. Vi var begge meget spændte på, hvad den nærmeste fremtid ville bringe. Ville de næste 5 måneder blive gode? Hvordan ville det være at bo fast i et andet land i 4 måneder? Ville jeg få venner i Australien? Hvad skulle jeg finde på i den måned efter semesterafslutning i december? ... Det føles som meget længe siden, at jeg stillede mig selv de spørgsmål…

Det blev 5 helt igennem fantastiske måneder! Det var vidunderligt at bo i Brisbane. Jeg fik naturligvis også skrabet et par nye venner sammen, og fik en ud-over-alle-forventninger skøn tur her den sidste måned sammen med to rigtig dejlige ’gamle’ veninder. J

Det at have haft en hverdag i et nyt land og i en anderledes by end ’normalt’, da er min horisont blevet udvidet specielt med henhold til, hvordan man kan vælge at leve sit liv. Her snakker jeg ikke om petitesser, men mere de overordnede linjer. For en priviligeret, ung og snart veluddannet dansker som mig føler jeg, at verden står åben for mine fødder. Jeg bare skal vælge mit næste eventyr, hvor end det så måtte blive. Med den selvtillid i baghovedet, så er det ikke så sørgeligt at vende snuden hjemad efter ét eventyr – for mon ikke der snart melder sig et nyt? Når det så er sagt, så melder de næste spørgsmål sig. Hvilket eventyr bliver det? Hvad vægter højest når det næste eventyr skal vælges? Bliver der overhovedet valgmuligheder? I denne sammenhæng ser jeg naturligvis dét at skulle væk fra Aalborg Universitet og ind på et eller andet arbejdsmarked som et ret vildt eventyr – men fremtiden må vise, hvordan det kommer til at se ud. Jeg er positivt indstillet.

Vi har tilbragt de sidste tre dage hos en skøn familie (inkl. familie-venner) i Adelaide. De åbnede deres hjem (i flertal) for os, efter Anne havde fået kontakt med dem på sin tur rundt i New Zealand. Det føles dejligt, at man kan blive taget så godt imod, og så endda få godt selskab og husly her inden afrejse. Inden vi kom til Adelaide besøgte vi vinområdet Clare Valley i Adelaide omegn, outbacken (Flinders Rangers), Grampians National Park og Great Ocean Road.

Vores tur gennem naturen i Victoria og South Australia startede med, at jeg lige fik et overblik fra oven. Det var en helt perfekt start på vores fortsatte roadtrip sådan at få et indtryk af google-maps set med egne øjne og ikke bare på en telefon. Jeg refererer her naturligvis til, at jeg sammen med en meget kyndig instruktør sprang i faldskærm lige i starten af Great Ocean Road. Det var en fed oplevelse! Hvis du spørger mig, var jeg ikke specielt nervøs, men historien er måske drejet lidt, hvis du spørger Anne eller Bolette. Jeg var nok på wc 4 gange indenfor 3 timer den formiddag. Selve turen med faldskærmsudspring var delt i fire meget forskellige faser. Først skal man naturligvis lige op i luften med et lille bitte fly. Her sad jeg og studerede den ellers ret kønne pilot. Ja altså hans elektronik og flyveteknik.. Derefter bliver man væltet ud af flyet – det giver et sug af adrenalin. Så følger fasen med frit fald, som er en lidt voldsom oplevelse. Forestil dig, at du sidder med armen ude af bilvinduet mens der køres stærkt. Omsæt den fornemmelse af vindmodstand til hele kroppen og forstærk den gange 30. Tilføj derefter en kortvarig fornemmelse af ikke at kunne trække vejret normalt samt en utrolig tør, åben mund (den er svær at lukke igen, når man først har haft den åben for at skrige i vildskab og begejstring på vej ud af flyet). Så kommer den 4. og sidste fase, hvilket er den rolige og behagelige fase. Denne fase indtræder idét faldskærmen slås ud og man her får mulighed for at se nærmere på omgivelserne under sig samt, i mit tilfælde, får mulighed for en samtale med instruktøren om de nærmeste geografiske højdepunkter. Starten af Great Ocean Road samt Melbourne var selvsagt to af dem.

Instruktør og jeg med faldskærm

Umiddelbart efter denne lille luft-udflugt (som mor naturligvis først vidste af, efter den var gennemført), gik turen ud på Great Ocean Road. Det er i sig selv bare en vej opført efter første verdenskrig hovedsagdeligt af hjemvendte soldater – men hvad gør den speciel nok til at være den mest kendte vej i Australien? Hmm. Det må uden tvivl være den udsigt man får på ruten! Udsigten ændrer sig lidt undervejs på de snoede veje, men generelt er det flot klart blåt vand, stejle sand klipper og lav grøn vegetation. Desuden er der et rigt dyreliv på ruten med koalaer og papegøjer. Vi så vores første to koalaer første aften på en gratis campingplads (læs parkeringsplads med natur-toilet). Den første sad højt oppe i et eukalyptustræ. Den næste kravlede ned fra sit træ, gik ud af campingområdet og fandt sandsynligvis et nyt lækkert træ. VI SÅ EN KOALA KRAVLE PÅ JORDEN :-O Det var lidt sejt J Desværre fik jeg ikke et godt digitalt billede af den, kun en mental film, som er gemt på første hylde over dyreoplevelser i Australien. Inden vi kørte lidt op i landet til Grampians Nationalpark var vi omkring de 12 (8?) apostle og en masse andre pæne klippeformationer.

'London bridge' klippeformation på Great Ocean 

Klippeformation på Great Ocean Road

I Grampians blev vi svedt af med de højeste temperaturer vi indtil da havde oplevet: 36 grader om dagen og 26 om natten. I de 2 nætter blev vand brugt som nedkølingssystem i håbet på en god søvn. Efter en snak med vejrguden blev vi hurtigt enige om, at det ikke gav mening at lave noget seriøst vandring midt på dagen, så vi stod tidligt op (halv 7) og kravlede rundt på klipper et par timer om morgenen. Den tur vi gik var efter sigende den mest populære vandretur i området, og den levede godt op til sig ryg om at være ret pæn.

Bolette, Anne og jeg på toppen via den ret spektakulære vandrerute 'The pinnacles' i Grampians

Efter to svedige, men gode dage fyldt med kænguruer på den gratis campingplads tog vi en wellness-overnatning ved Adelaide (vores venners hobbygård), herefter surfede vi lidt og tog derefter ud i outbacken (starten af outbacken), 6 timer nordpå ind i landet til Flinders Rangers. På denne køretur fandt vi ud af, at nogle veje i Australien kan være så lige, lange og kedelige, at man simpelthen bliver nødt til at skifte chauffør mindst hver anden time for at holde den kørende. Flinders Rangers er et meget smukt, men også meget, meget tørt område af Sydaustralien. Da vi kørte ind i området blev vi mødt af rødt sand, bløde bakker og stejle sandklipper. Vi mødte også mange både døde og levende kænguruer og (levende) emuer! Vi mødte et meget begrænset antal mennesker. I løbet af de to dage vi tilbragte i området, gik vi en tur og besøgte en nedlagt kobbermine. Det var lidt sjovt at besøge minen. Her fik vi en privat rundtur (pga. lavsæson var det som sagt et ret begrænset antal mennesker) og vi fik et lille indblik i den industri, som har gjort Australien rig i mange år – og som også var en af hovedårsagerne til, at Australien som samlet land er så vestligt som det er. Minedrift er en forretning, som jeg på en og samme tid er fascineret af, er lidt forfærdet over og også er taknemlig for. For det første er det jo en kunst bare at få alle mineralerne op af jorden, og de metaller og mineraler man graver op, dem bruger vi flittigt i vores hverdag fx i moderne teknologi og køkkenudstyr. Men samtidig er minedrift også en lidt hård industri, hvor store arealer af land graves op – og historien fortæller mange trælse historier om land, som blev berøvet fra indfødte på grund af dets underjordiske rigdom. Så vidt jeg er informeret er disse historier ikke kun gældende i Australien. 

Udsigten til Wilpena Pound (klipperne i baggrunden. Vi boede på campingplads ved foden af disse), Flinders Rangers

Kænguruerne flader ud midt på dagen i Flinders Rangers

Der er en hvis overensstemmelse mellem Anne og Kænguruerne

På vejen fra Flinders Rangers til Adelaide tog vi et stop i Clare Valley for at tage på vintur J Jeg følte mig her rigtig på hjemmebane efter mange vinturer rundt i Frankrig med familien – og mange gode minder fra sidste sommer fik plads i mine tanker. Egentlig ville vi have været på cykel-vinsmagningstur, men eftersom det meget uventet regnede ret meget hele dagen tog vi en bil-vinsmagningstur i stedet. Her agerede jeg både chauffør og guide ;-) Det blev en rigtig dejlig dag med skøn vin og glade vinbønder. Meget overraskende var vi et sted ude i at smage 10 forskellige vine – der var slet ikke noget spørgsmål om, hvilke vine vi skulle smage. Vi skulle naturligvis igennem hele produktionen! Dagen sluttede vi af med en god kænguru-bøf på den lokale restaurant. Dagen derpå tog vi mod Adelaide.

Jeg står i mit helt rette ferie-element blandt vinrækkerne

Preben blev støvsuget og vasket her til middag. Det endte naturligvis i vandkamp, hvilket var meget passende i 40 graders varme. Her til aften kom jeg med flyet.

Anne har lavet et flyvetur-trænings-program til os alle tre. Det består i: 1) vin til aftensmaden, 2) kaffe med bailey til kaffen, 3) en ekstra drink til efter kaffen og 4) strækøvelser ved lejlighed. Jeg er i gang med punkt nr. 3.

Vi ses i Danmark <3
00.30 South Australian time, 18. Januar 2017, Nina.